Læsetid: 4 min.

Kaos -Eros -Kosmos

8. august 2000

er definitionen på Carlotta Ikedas 'Un Sacre de Printemps' - et butoh-våroffer for seks jomfruer og en ypperstepræstinde, forlagt til Albertslund. Samtidig, inde i spejlteltet fusionerede afrikanske og danske musikere omkring dansefænomenet Vincent Mantsoe fra Sydafrika

Dancin' World
I Japan begynder en dansers liv ved de 50, har moren til den kvindelige butoh, Carlotta Ikeda, fortalt i et interview. Som 20-årig, 30-årig ja endda 40-årig lærer man stadigvæk. Denne livslange proces, som ligger bag den japanske dans, lyste klart ud af hendes forestilling Et forårsoffer (Haru no saïten - Un Sacre du Printemps), der blev vist to gange på Albertslund Musikteater.
For første gang anvender hun en gruppe dansere, der ikke alle har japanske rødder, og noget af den fysiske og åndelige energi lyste mindre kraftigt, når hendes unge elever var på scenen.
Billederne var dog fra starten frapperende, når de seks jomfruer i duehvide kjoler med rosa bånd for øjnene vågner og affører sig deres blindhed under et spøgelsesgrønt lys. Øjnene og mundene, der er særligt udtryksfulde i butoh-dansen, er sorte sår i de hvidmaskede ansigter. Kroppene er også hvidpudrede, næsten nøgne under natkjolerne, og skrævet eller de stramme baller vendes ofte lige mod publikum i et usensuelt kønsligt nærvær.
Overraskelsen ved denne udgave af vårofferet er den næsten totale eliminering af Stravinskijs fodstampende ur-musik. Alain Mahé har valgt det kosmiske, uddraget af urlyde, fuglefløjt og bølgeslag, stigende til et infernalsk crescendo eller japansk-klingende stokkeslag over kvindesang. Angrebet mod jomfruverdenen kommer i bølger, når musikken højt-højt vælder over scenen, som et hav i oprør eller med dommedagssirener. Ariadones våroffer kom dog til at splitte sig i for mange tilløb og anekdoter i forhold til Nijinskijs/
Stravinskijs målrettede crescendo mod døden.

Karisma
Da Carlotte Ikeda selv kom på scenen, med sine mere end de 50 års erfaring og levet liv, brændte flammen straks kraftigere. Først lod hun sig se indpakket i plastik som en orkide i cellofan, langsomt skridende. Siden kom hun frem som en elizabethansk jomfrudronning i polstret, sort nederdel og metalskinnende top, manende som en ypperstepræstinde og med energi strømmende ud mod publikum.
Carlotta er et kunstnernavn, taget i stedet for døbenavnet Sanae, til minde om den romantiske danserinde Carlotta Grisi, som fik en hilsen i form af visuelle henvisninger til den berømte Pas de Quatre, hvor 1800-tallets store stjerner kæmpede om rampelyset og publikums gunst.
Et berømt billede viser Carlotte Grisi, vor egen Lucile Grahn, Fanny Cerito og Marie Taglioni - og måske erindrer nogen endnu den spøgefulde genskabelse af begivenheden i Anton Dolins koreografi, der længe var et lille stykke intelligent sukkergodt på Det Kongelige Teater.
I Ariadone's version var der ikke meget sakkarin i nikket til den romantiske ballet: Pigerne i tyllsskørterne var groteske dukker med kirsebærfarvet sminke om øjnene og Degas-sløjfer i håret. Deres arme vikles ind og ud, så det ligner en parodi på Balanchine, de hiver i hinandens ben og ender i et filtret bundt på scenegulvet. Visuelt byder disse 'klassiske' scener, udsat for butoh-forvrængning, på mange overraskende billeder, men dramaturgisk er de vanskeligere at forstå i det menneskeoffer, som Ikeda emfatisk betitler Ikke le sacre, men un sacre.

Livsinvestering
Ikeda forklarer sin version af Sacre med, at hvert enkelt menneske bærer sit eget offer indvendigt, ikke det universelle, men det personlige. På denne vis forstås også den totale indlevelse og livsinvestering, som butoh kræver og som kom fremragende til mæle under det seminar, der afholdtes søndag på Institut Francais. Tre europæiske butoh-disciple, bosat i Skandinavien og med højst forskellige læretider i den japanske skole, levendegjorde engageret, men u-sekterisk, for en læreproces, der andetsteds er kammet over i new age-livsstils-selvhjælp eller formalistisk strandhugst.
Kitt Johnson, Stuart Lynch og den fascinerende svenske danser Susanna Åkerberg, der har været tættest på den rene, japanske eksistenskamp i butoh'ens tidligere år fortalte levende om de høje krav til disciplene.
Ved de tider betalte danserne for at få lov til at optræde, så en god del af energien gik på ren overlevelse. Mester og lærlinge deler livsvilkårene i total askese, ofte med opgivelse af samlivet med børn og ægtefæller. Tidligere ville et sådant klosterliv lede til en bro til de højere magter, i dag ser det nærmere ud, som om butoh er en kunstnerisk selv-realisation af de mere omkostningskrævende.

Spejlteltet
Bag ved Hovedbanegården og nær det nye vandparadis ligger i år det dejlige, belgiske spejltelt, hvor man skal være et bæst for ikke at få en swingende musikoplevelse. Søndag aften charmerede danske Drums Across (Lars Storck, Uffe H. Olsen, Klaus Bo Larsen) med herboende Moussa Diallo (Mali) samt Djeli Moussa Diawara (Guinea) og Madala Kunene (Sydafrika) publikum, mens forrygende Vincent Mantsoe sprang som en puma og cirklede som en åndemaner. Desværre måtte man undvære den traditionsprovokerende Robyn Orlin, der var rejst efter tekniske svigt ved hendes første optræden på festivalens åbningsdag.

*Haru no saïten - Un Sacre du Printemps. Koreografi: Carlotta Ikeda og Ko Murobushi. Musik Teatret Albertslund, 4. og 6. aug. Seminar om butoh dans (Carlotta Ikeda, Kitt Johnson, Stuart Lynch, Susanna Åkerberg m.fl.), Institut Francais, 6. aug. Drums & Dance Across og Vincent Mantsoe, Spejlteltet, 6. aug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu