Læsetid: 5 min.

Efter Katastrofen

21. august 2000

Det politiske spil om ansvaret for ubåds-ulykken og militærets håndtering af redningsaktionen er begyndt

Analyse
Efter håbet om at finde overlevende efter ubåds-katastrofen i Barentshavet nu er svundet til nulpunktet, kridtes banen op til det politiske spil om placeringen af ansvaret for ulykken og for den klodsede og uværdige håndtering af den efterfølgende redningsaktion.
Dramaet om ubåden Kursk er som ingen anden begivenhed i de senere år blevet fulgt af den russiske offentlighed og presse time for time. Befolkningens intense medleven i dramaet har forvandlet redningsaktionen - og diskussionen af Ruslands militære og politiske ledelses indsats i den - fra et rent teknisk spørgsmål til en sag med vidtrækkende politiske implikationer.
Ledelsen af den russiske flåde og de højere militære kommandostrukturer, helt op til forsvarsminister Igor Sergejev, har pådraget sig offentlighedens vrede ved optræde med en blanding af teknisk inkompetence og arrogant selvtilstrækkelighed både i forhold til søfolkenes pårørende og i forhold til den omverden, som har tilbudt sin hjælp. Udgangen på det kan vel blive, at hovederne kommer til at rulle både i den militære ledelse og i den russiske regering.

Gemte sig på kursted
De politiske følgevirkninger stopper dog næppe der. Præsident Vladimir Putin, som under det meste af redningsaktionen gemte sig for pressen på et kursted ved Sortehavet, har pådraget sig et alvorligt troværdighedsproblem. Hans image som en handlingens mand har fået et grundskud, og det kan få langtrækkende konsekvenser for hans folkelige opbakning.
Ulykken vil formentlig udløse fyringer i den russiske flådekommando og blandt ledelsen i det russiske forsvarsministerium, der så åbenlyst har svigtet. Spørgsmålet er om Putin, der har brug for at få placeret ansvaret så hurtigt som muligt, vil lade sig nøje med udskiftninger i flådens ledelse, for eksempel ved at fyre flådechefen Vladimir Kurojedov, eller om det vil få konsekvenser også på regeringsniveau.
At tragedien skete på Kursk, en af flådens mest moderne ubåde, er ikke kun et slag mod militærets prestige. Det udstiller også det åbenlyse misforhold, der hersker mellem den fortsatte ambition om at være en militær supermagt og så det tredjeverdens-budget, Rusland reelt har til rådighed. Selv om 70 procent af flåden ikke kan sejle, og sømændene tjener mindre end 500 kroner om måneden, nægter de militære beslutningstagere fortsat at se realiteterne i øjnene.

Pres på militæret
Internt i militæret kan Kursk-sagen være med til at forrykke magtbalancen og svække forsvarsminister Sergejev. Den russiske ubåds-flåde er en central del af det strategiske missilsystem som forsvarsministeren er en varm fortaler for.
Hans rival, generalstabschefen Anatolij Kvasjnin, kræver derimod store nedskæringer i det atomare arsenal og en større satsning på professionelle, konventionelle styrker. Det kunne i den foreliggende situation give Putin mulighed for at styrke profilen ved at indsætte Kvasjnin som erstatning for Sergejev, eller gå et skridt videre og udpege Ruslands første civile forsvarsminister.
På længere sigt vil den kritik, der er rejst af militæret i forbindelse med Kursk-operationen øge presset på de militære og politiske magthavere også i andre sammenhænge, for eksempel i forhold til krigen i Tjetjenien. Her har militæret gennem ti måneders krig, på samme måde som i Kursk-sagen, konsekvent misinformeret offentligheden om en umiddelbart forestående sejr i det, som alt tyder på vil blive en årelang guerilla-krig.
Kursk-tragedien indskriver sig i en lang sovjetisk og russisk tradition for politisk ansvarsforflygtigelse, når det virkelig kniber. Den strækker sig fra Sovjet-systemets hemmeligholdelse af atomare og kemiske katastrofer i 50'erne og 60'erne, over Gorbatjovs forsøg på at tie Tjernobyl-ulykken ihjel, til Jeltsins meget kritiserede optræden på et G8-topmøde i Canada midt under gidseldramaet i Budjonnovsk i 1995.
Lukket magtarrogance og foragt for menneskeliv er ikke noget nyt i russisk politik. Det nye er, at brede lag i befolkningen, og med dem Ruslands presse, ikke længere stiller sig tilfreds med officielle bortforklaringer, men kræver åbenhed og handling fra sine ledere, og er parat til at give kritikken frit løb, når de ikke lever op til forventningerne.

Sejr for civilsamfundet
Den massive folkelige vrede vakt af militærets håndtering af Kursk-affæren er udtryk for en politisk tendens, som Ruslands ledere må tage bestik af. Kursk-tragedien har vist, hvor langt mentaliteten i den russiske hær og i store dele af statsapparatet halter efter det bevidsthedsmæssige skred, der er sket i samfundet i de sidste ti år.
Det pres, der er blevet lagt på flådeledelsen, forsvarsministeriet og i sidste ende Kreml i sagen om Kursk er en lille, men vigtig sejr for det russiske civilsamfund. Her har russisk presse også vist, at den fortsat - trods sine mange mangler - er en vigtig brik i udviklingen af det russiske demokrati, og at den ikke har deponeret sin uafhængighed i Kreml.
Putin er med Kursk-tragedien, der følger knap to uger efter eksplosionen af en formodet terrorbombe i Moskva, blevet sat på sin hidtil alvorligste politiske prøve. Hans professionelt opbyggede teflon-image som en handlingens mand har fået alvorlige sprækker og risikerer i værste fald at slå om i sin modsætning: Putin som den uansvarlige bajads, der gerne klæder sig ud som jagerpilot eller ubåds-kaptajn, men stikker hovedet i busken, når det virkelig gælder.

Hvedebrødsdage ovre
De kommende uger vil vise, i hvor høj grad Putin kan inddæmme skadevirkningerne og generobre politisk terræn. Hans folkelige opbakning og stærke kontrol med regeringsapparatet og statsmedierne giver ham en væsentlig kapital at tære på, og han vil utvivlsomt nidkært søge at få placeret ansvaret på det militære og civile hierarkis lavere niveauer.
Men det er en delikat operation, hvor Putin nemt kommer i konflikt med den selv-iscenesættelse, der har sikret ham uhørt stor folkelig opbakning. Putin kom til magten som legemeliggørelsen af det russiske samfunds higen efter en stærk og beslutsom leder efter det meste af 15 års økonomisk nedtur og politisk vaklende lederskab. Hvis han ikke formår at omsætte ordene til handling og istedet bliver set som en politiker, der søger at undgå at tage ansvaret i en krisesituation, kan hans fald fra popularitetens tinde blive brat.
I den forstand peger Kursk-tragedien på et strategisk problem for Putin. Jeltsin, der aldrig var en bredt samlende leder, som det er Putins ambition at blive, var en mester i at undgå at tage ansvaret for sine egne handlinger og altid holde en nødundgang åben. Han spillede med virtuositet i årevis forskellige magtgrupperinger ud mod hinanden og lod altid andre undgælde for fejltagelserne, som da han fyrede den unge ministerpræsident Sergej Kirijenko efter rublens kollaps i august 1998.
Putin derimod er i færd med at opbygge et langt mere traditionelt hierarkisk system. Omkostningen ved det er, at der i en krise eller katastrofesituation kun står én politisk hovedansvarlig tilbage, nemlig præsidenten selv. Valget af Putin var en triumf for Kremls PR-maskine, men bomben i Moskva og Kursk-tragedien har gjort klart, at hvedebrødsdagene nu er ovre.
Præsidenten må nu vise, om der gemmer sig politisk substans under den glatte overflade, eller om hans velkonstruerede image for alvor er begyndt at tage vand ind efter Kursks forlis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her