Læsetid: 3 min.

KL-aftale dur ikke i praksis

21. august 2000

'Sociale klausuler' gavner ikke det sociale ansvar, siger borgmestre, der har erfaring
med udlicitering til private

Borgmestre i kommuner, der har erfaring med udlicitering til private virksomheder, vil ikke benytte sociale klausuler over for virksomhederne.
I kommuneaftalen mellem stat og kommuner for næste år henstiller regeringen ellers til kommunerne at pålægge private virksomheder sociale klausuler, når de udliciterer en opgave. Det kunne være krav om for at ansætte hancicappede i fleks- eller skånejobs.
"Sociale klausuler er unødvendigt bureaukrati," siger Jannich Petersen, borgmester i Græsted-Gilleleje, til Information. Han foretrækker, at kommunen laver aftaler med virksomhederne på frivillig basis.
"Allerede for ti år siden, da vi begyndte at udlicitere på rengøringsområdet, aftalte vi, at firmaet ansatte langtidsledige i aktivering. Sociale klausuler er ikke nødvendige," siger han.
I Assens Kommune har man også stor erfaring med udlicitering af ældrepleje, børnepasning og rengøring.
"Vi vil ikke pålægge virksomhederne yderligere restriktioner," siger borgmester i Assens, Hans Ole Hansen.
"Det er en tåbelig idé at tvinge virksomhederne. Hvis de gør det frivilligt, så gør de en ordentlig indsats og er mere positive," siger han.
Heller ikke i Hørsholm eller Skovbo har man umiddelbart planer om at anvende sociale klausuler.

Nødvendige klausuler
I Kommunernes Landsforening (KL) siger kontorchef Eske Groes, at han har svært ved at se problemet i de sociale klausuler.
"Når man laver et udbud, specificerer man i forvejen en masse ting, som den der byder, skal overholde," siger han.
"Vi så meget gerne, at der ikke var behov for klausuler, men det er en metode, der bevirker, at den rummelighed, der er på det kommunale arbejdsmarked, ikke forsvinder, når opgaver overgår til det private," siger han.
Det synspunkt støtter Kvindeligt Arbejderforbund.
"Mange af vores medlemmer er i fleksjob, og vi mener, at det er en god idé, at der er de samme krav til de private som til det offentlige, " siger fagsekretær Ellen Lykkegaard.
KL vil i samarbejde med Erhvervs-, Social-, og Arbejdsministeriet ministeriet lave en website, hvor man vil vejlede kommunerne om, hvordan de konkret kan forme de sociale klausuler.
Som Information tidligere har skrevet, er der også kommet kritik af de sociale klasuler fra Dansk Arbejdsgiverforenning (DA) samt fra en mere uventet kant, nemlig De samvirkende Invalideorganisationer, DSI.
"Det er selvfølgelig fint at forsøge at skaffe nogle flere job til dem, der ikke kan fastholde et arbejde på normale vilkår", siger informationschef i DSI, Stig Langvand.
"Men det er ikke rart at komme ud på en arbejdsplads, hvor man ikke er ansat, fordi man passer til virksomhederne eller har nogle kvalifikationer, som virksomheder sætter pris på, men fordi virksomheden vil tjene penge på en ordre," siger Stig Langvand.
På trods af kritik fra flere kanter, holder socialminister Henrik Dam Kristensen fast ved, at de sociale klausuler kan være nødvendige, hvis man vil have virksomhederne til at tage deres del af det sociale ansvar.
"Jeg tror, at det er som med så mange andre diskussioner, hvor vi har prøvet at rykke noget samfundsmæssigt, hvor vi bliver nødt til at præcisere, at vi ønsker at gå i den retning," siger socialministeren.
I den nuværende kommuneaftale er der tale om en henstilling til komunerne om at de kan benytte sig af sociale klausuler, når de udliciterer til private virksomheder, men Henrik Dam Kristensen vil ikke afvise, at det på længere sigt kan blive udvidet til at være et påbud til kommunerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu