ET TV-INDSLAG forleden fortalte om et slagteri, der ved hjælp af en ny arbejdsfordeling havde indført en knivfri dag, hvad der skabte stor tilfredshed blandt slagteriarbejderne. Man kunne i øvrigt glæde sig over deres virtuose håndtering af redskabet og dog indse monotonien.
Udtrykket en knivfri dag vækker til eftertanke. Sådanne dage har man vel, når middagsmaden ikke fordrer det, og lommekniven ikke har opgaver og breve kan åbnes på anden vis, men ellers er kniven ikke en belastning, man drømmer om at blive lettet for.
I betragtning af det tiltagende knivstikkeri blandt folk og lignende væbnede overfald, så jeg dog gerne trangen til at gå med kniv begrænset - for nu ikke at tale om de imaginære knive i ærmet, som nogle har let til.
AT KNIVEN har en sproglig fascination, tyder dens metaforiske anvendelse på. Men den har for eget vedkommende i god udførelse en skønhedens farlighed. Selv bordknive beundres og behandles med varsomhed, mens dolke fristende skinner af iver og handlingsimpuls.
Lommekniven ligger dér på skrivebordet, sammenfoldet i anspændt latens. Den er af den udbredte røde type med mange indbyggede aggregater, saks, syl, dåse- og flaskeåbner, skruetrækker, tandstikker og pincet foruden knivblade i forskellig størrelse. Min sjæl, hvad vil du mere? Jo, en springfjeder.
SOM NÆVNT i anden sammenhæng stod vi i sommer i knivbyen
Thiers i Auvergne, højt placeret i Centralmassivet.
I de stejle gader ligger den ene vidunderlige butik efter den anden og frister med alle arter af knive, til bordet, til mordet, til skægget, til jagten. L'homme du bois, Skovmanden, hedder en med mandfolkeknive, men det er de slanke, raffinerede, der drager en ind i Aladdinshulerne.
ROTER SATAN hedder en kniv, som Marselius fik på sin tolvårs fødselsdag i William Heinesens novelle Kniven. Det står indgraveret på bladet.
"Her skal fortælles om en kniv, der ikke var nogen blot og bar brugsgenstand, men et forgjort væsen, der havde både egenvilje og magisk udstrålingskraft, - et våben, der ikke gjorde sin ejer til sin herre, men til sin forhippede tilbeder og våbendrager."
Det vises så i fortællingens forløb, hvordan drengen besættes af en fremmed vilje og frydefuld destruktiv trang. Han snitter hul i bådeskurets oppustede hvalmaver, der skulle bruges til bøjer, han stjæler og opskærer kålroer fra den fattige stakkel Gregers, som har en talende ravn, der bl.a. siger Det vil vi skide på!
Og en tilsvarende nihilisme og bedrøvelse er kommet over Marselius, der hengiver sig til praktisk og kultisk satanisme og grusomt tyranni af en kammerat.
Han tvinger ham til at tilbede en troldsk figur, som han med Roter Satan har tilvirket af en trærod og et indtørret hoved af en havkat, "en tangloppegud, en krybets nedrige hersker."
Hans konflikt med den voksne og besindige verden ender med, at han taber kniven i vandet og modvilligt vender tilbage til sit daglige jeg.
Det er en frygtelig morsom og uhyggeligt knivskarp fortælling om besættelse.
Knive appellerer til de drevne, analytiske forfattere, der skræmmer en med både suggestion og humor som også Klaus Rifbjerg med novellen Træd ind, barber med dens frygtindgydende skrabelyde foran spejlet i barberstuen.
EN ANDEN knivisk professionalisme toner frem hos Peter Seeberg, der
også vidste, hvordan man fører kniven ind i teksten.
"Når I skærer mig op, kære kolleger,... så yd mig den posthume tjeneste at se efter nogle ting, som jeg har gjort mig nogle tanker om, mens jeg var i live."
Sådan indledes en punktnovelle i Rejsen til Ribe med titlen "Den anatomiske tegning", et
kirurgisk testamente til brug ved obduktionen, med bekymring for diverse spor af hjertets skam, af hjernens tvangstanker, spor i maven af den elastikpen, han engang som dreng og kommende skribent slugte, men også for tegn i hænderne af kærlighedens favntag, endvidere om øjnene endnu bærer billedet af mennesker, han holdt af. Notér, tegn og mål! beder han. "Men først og fremmest: slib knivene, kammerater, så I ikke skal kludre i det."
Denne tiltro til analysen er gribende i sin saglighed, fjern fra besathedens fantasmer, tværtimod med en tillid til,
eller et håb om, at ens
tilværelse har sit mønster, at ikke ligegyldighedens mismod sletter alle spor.
PELLE, der skulle blive en erobrer, fik af far Lasse foræret en svanekniv til sin fødselsdag.
Det er ikke let at glemme scenen i Bille August film over Martin Andersen Nexøs roman, hvor Max von Sydow overrækker drengen den lille kostbare gave. "Jag har den äran," siger han, mens Pelle pakker den ud.
Det vakte erindringen om en fjern juleaften, hvor jeg åbnede en pakke indeholdende en svanekniv, med en særegen glæde over en hedt attrået ting.
Hvid i benskaftet var den, bredt svungen, med svanens tegning på knivbladet og det karakteristisk bølgede metalfæste. Hvad jeg brugte den til, véd jeg ikke. Måske til at spidse em blyant, Viking 2. Gik med den i lommen. Der var sjældent knivfri dage.
I dag har jeg let til kniven på bordet og anskaffer gerne, uden helt at vide hvorfor, disse røde sataner, der er udmærkede til hvide papirsnit.
