Læsetid: 2 min.

K'nyt

11. august 2000

Krigens børn
*Forlaget Carlsen, som normalt kun udgiver tegnerserier, har netop udsendt en bog om børn, som var ofre for nazismen. De otte sandfærdige beretninger er skrevet af Michael Leapman og intentionen er at både børn og voksne skal kunne læse historierne, der er illustreret med fotografier og forsynet kort til orientering om 40'rnes Europa.

Roskilde-udvalg udpeget
*Kulturministeren har udpeget et udvalg, der med udgangspunkti Roskilde-ulykken skal undersøge, om sikkerheden ved danske musikfestivaler kan forbedres. Formand bliver antroplog, dr.phil. Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen.
"Med formandsvalget ønsker jeg at lægge vægt på, at det i denne sag formentlig i højere grad handler om at ændre adfærdsmønstre, end om at få indført mere pigtråd og flere love," siger Gerner Nielsen. De øvrige medlemmer er: samfundsforsker Johannes Andersen, Aalborg, vicepolitimester Bent Rungstrøm, Roskilde, Elsebeth Grinvalds, Beredskabsstyrelsen, og Leif Skov, Roskilde Festivalen. Et medlem skal udpeges af Kommunernes Landsforening. Udvalgets arbejde skal senest den 15. december resultere i en rapport.ritzau

Tre hundrede dask for et museum
*Århus opruster på kulturens område. Byrådet har vedtaget at bygge et nyt, stort kunstmuseum ved rådhuset og som nabo til Musikhuset. Bygningen, der koster 300 mio. kr., er tegnet af arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen - firmaet bag Den sorte Diamant. Stat, amt, og kommune skal betale, suppleret med fondsmidler. Det skulle blive 300-350 kr. pr. århusianer over skattebilletten. Det gamle kunstmuseum i Vennelystparken skal til sin tid flytte over i det nye.

Hundrede foredrag om musik
*Musikken får ord, når Århus Universitet i den kommende uge afholder nordisk musikforskerkongres. Mere end hundrede foredrag vil blive holdt af nogle af de 200 musikfolk fra bl.a. USA, England, Tyskland, Polen, Israel og Australien.

Væk med den skæve
*SF-politikeren Martin Günther, der er medlem af Københavns kultur- og fritidsudvalg, vil have den skæve skulptur, Fredens Port, ved søerne i København fjernet. Den forfalder, og den provokerer ikke nogen mere, siger han til Politiken. Politikere har indledt en dialog med kunstnerne, Hein Heinsen, Stig Brøgger og Mogens Møller, om sagen. Martin Günter forestiller sig at aflagte skulpturer kan få en plads i f.eks. et hjørne af Valbyparken.

Positiv negativ-gave
*Motiver fra den romanske stenkunst i landets middelalderkirker pryder vores pengesedler, og nu skal disse motiver - og i tusindvis af andre - på Silkeborg Kunstmuseum. Kunst- og arkitekturfotograf Poul Pedersen, Århus, har gennem 40 år gennemregistreret den middelalderlige billedhuggerkunst med sit kamera, og fremover skal de i alt 10.000 negativer, som det er blevet til, opbevares på Silkeborg Kunstmuseum. Det er fotografen og museet blevet enige om. Kulturskatten er tilfaldet Silkeborg Kunstmuseum på grund af Poul Pedersens nære forhold til maleren Asger Jorn, der var meget optaget af Danmarks tidligste billedhuggerkunst. ritzau

Lyriker æresdoktor i Norge
*Det sker med mellemrum - lange - at en forfatter bliver udnævnt til æresdoktor ved et Universitet, men den 1. september sker det for den norske lyriker, Jan Erik Vold. Oslo Universitet har besluttet udnævnelsen. Tidligere er æren blevet navne som Roosevelt, Churchill samt Alva og Gunnar Myrdal til del.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her