Læsetid: 3 min.

K'nyt

5. august 2000

Gaarder-roman filmatiseres
*Endnu en roman af den verdenskendte norske forfatter, Jostein Gaarder, bliver nu til film. Sidste år blev forfatterens bestseller Sofies Verden fortolket på det hvide lærred, og nu går bl.a. danske Zentropa med i filmatiseringen af Gaarders roman I et spejl, i en gåde, skriver den svenske avis Dagens Nyheter. Også det statslige norske tv, NRK, og Hollywood-selskabet Fine Line Pictures har penge i produktionen. Folkene bag projektet har endnu ikke fundet ud af, hvem der skal instruere, men danske Susanne Bier nævnes som et emne. Filmen skal indspilles på engelsk, men rollerne vil hovedsageligt blive besat med skandinaviske skuespillere.

Dansk succes på EXPO
*Mens de tyske arrangører af verdensudstillingen EXPO 2000 i Hannover klager over et stigende underskud på grund af svigtende besøgstal, er den danske pavillon et tilløbsstykke, skriver dagbladet Der Nordschleswiger i Aabenraa. Gæsterne står i kø for at se den danske pavillon, der kan prale af et gennemsnit på 10.000 besøgende dagligt. Især den udstoppede grønlandske bjørn Nanok er en attraktion.

Mange til finsk kulturby
*Ved udgangen af juli havde kulturbyåret i Helsingfors trukket 2,6 mio. besøgende, nemlig det tal, man havde håbet på for hele året. Der var solgt 1,2 mio. billetter, mens resten deltog i gratis arrangementer. Flest trak Tall Ships Race, nemlig 400.000. Af de mere finkulturelle arrangementer har en udstilling med fotografier af Robert Capa haft 30.000 besøgende. Også en udstilling om kommunikation samt en udstilling af kunsthaver har haft stort publikum. Helsingfors er en af ni byer, der er udpeget som kulturbyer i anledning af millennium.

Opera-film i Holte
*Reprise Teatret og Gl. Holtegaard inviterer til open-air operafilm 11. og 12. aug., begge aftener kl. 21.30. Der vises henholdsvis Puccinis La Bohème og Mozarts Don Giovanni.

Monologer på Kaleidoskop
*Det københavnske teater, Kaleidoskop, har monologfestival 17. aug. til 16. sep. Først opføres Legen, skabt specielt til lejligheden af et ungt hold fra Statens Teaterskole og Rytmisk Musikkonservatorium, til at spille sammen med Lyset af Ernst Brunner. Senere - til september - spilles En Gal Mands Dagbog af Gogol og Natten Før Skoven af Bernard-Marie Kolté.

Andersen på Assistens
*En udstilling om H.C. Andersen vises 12. aug.-20. okt. i Kapellet på Assistens Kirkegård i København. Temaerne er Andersen og teatret, Andersen og naturen samt Andersen ude og hjemme. Anledningen er, at det 11. aug. er 125 år siden eventyrforfatteren blev begravet på Assistens. Det markeres på dagen med en kransenedlæggelse, et nyt korværk af komponisten Michael Bønsdorf samt digtoplæsning ved Asger Schnack.

Arp-skulptur til Arken
*Kunstmuseet Arken er blandt 40 udvalgte museer, der begaves med en skulptur som donation fra den amerikanske Sara Lee Corporation. Jean Arps Ridder Torso afsløres af kulturministeren ved en festlighed på museet 9. august, hvor også den amerikanske kunstprofessor, Richard Brettell vil tale. Arp er en af det 20. århundredes væsentligste billedhuggere. Sara Lee Corp. står bl.a. bag Merrild Kaffe og Zendium tandpasta. Skulpturerne foræres til lande, der forhandler firmaets produkter.

Ko med kniv og gaffel
*En skulptur, fremstillet af filminstruktøren David Lynch, er blevet bortcensureret fra den årlige ko-parade (CowParade) i New York. Lynch var ellers blevet inviteret til at deltage med hvad som helst, blot det ikke overskred grænsen seksuelt. Skulpturen forestiller en ko uden hoved med knive og gafler stukket ned i ryggen. Ca. 500 kunstnere har lavet hver deres ko-version, men
Lynch-koen var for hård kost for arrangørerne. Så nu er han sur. Lynch er en mester i at skabe uhygge, som det skete med tv-serien, Twin Peaks.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her