Læsetid: 2 min.

K'NYT

29. august 2000


Ny leder af Dansens Hus
*Dansens Hus får pr. 1. oktober ny leder. Det bliver den 44-årige Benedikte Paaske Holmgaard, som kommer til at koordinere trænings- og prøvearbejdet for ca. 200 unge dansere og koreografer. Paaske Holmgaard har en baggrund i klassisk ballet og har været tilknyttet Det Kgl. Teater som danser og solist indtil 1996.

Scenekunst i Huset
*Scenekunst2000 er navnet på en festival for performances, elektronisk musik, film m.m., som foregår på flere etager i Huset i København fra på fredag. Første arrangement hedder
Boom Rang, hvor Anette Wiesner har koreograferet en danseforestilling, der ’sætter rummet
i bevægelse’. Dj- og natcafé, foruden koncertrækker vil være del af festivalprogrammet. Mere info: 28112036

Rundt om familiekredsen
*Suste Bonnén står bag en ny fotoudstilling, der åbner i Galleriet i Den Sorte Diamant på fredag. Her vises 70 fotografier, hvor Bonnén har portrætteret forskellige familier, bl.a Poul Dissing og hans sønner og Lone Dybkjær og hendes døtre.
Udstillingen varer til 20. oktober.

Verdensgudstjeneste i Christians Kirke
*Der er lagt op til eksperimenter når Christians Kirke på Christianshavn på søndag slår dørene op for en verdensgudstjeneste. Nykomponeret verdensmusik, en teolog, der danser det onde væk og jazzmusik. Inspireret af en af de mest omdiskuterede tekster i biblen – Johannes åbenbarings vision om den store skøge – har Kirkens U-landsoplysning/Images of the world som led i Jubilee 2000 produceret den eksperimenterende gudstjeneste, som foregår kl. 19.

Danske forfattere i Berlin
*På torsdag præsenteres Henrik Andersen og Jan Sonnergaard ved et oplæsningsarrangement i Berlin, der samtidig udsendes på Deutschland Radio. Sonnergaard læser fra RADIATOR, der udkom på tysk i foråret, mens Andersen præsenterer sin roman, Gensyn med Kap Farvel, der udsendes på Berlin Verlag til næste efterår.

Monologerne fortsætter
*Den igangværende monologfestival på Kaleidoskop i København fortsætter på mandag med nye monologer med Nilaveni Ramayyas opsætning af Gogols klassiker, En gal mands dagbog, om en mand i fortvivlelse der drives ind i en verden af fantasi, hvorfra han ikke kan finde hjem. Som kontrast til denne forestilling vises den store franske dramatiker, Bernard-Marie Koltés’ stykke Natten før skovene, som spillede for fulde huse i samme opsætning sidste år i Århus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her