Læsetid 6 min.

'Kunstnerne kan vise en vej ud af systemet'

1. august 2000

Billedkunstnere er en slags forskere, der skal have arbejdsro og tid til at opnå
nye erkendelser. Så længe de ikke er sikret socialt, går samfundet glip af vigtig viden, mener billedkunstneren Charlotte Brüel

Charlotte Brüels værksted er rummeligt. Der er højt til loftet og god gulvplads. Alligevel må hun smyge sig rundt om sine værker, der ligger spredt på gulvet som isbjerge i et hav eller strandede hvaler på en kyststrækning.
Skulpturerne består af metalskeletter, der er dækket med stramt udspændt lærred. Lærredet er malet i stærke farver, der går igen i de enkelte værker og danner en forbindelse mellem dem.
'Sindtrampolinerne', som hun kalder dem, har været længe undervejs. En af dem var med på en udstilling i 1993. Nu har den fundet sammen med andre værker i en samlet komposition.
Charlotte Brüel opfatter sin arbejdsmetode som en langsom aflejring af viden oven på viden. Værkerne er hendes opfindelser og værkstedet et laboratorium. Tid er et vigtigt værktøj.
"Kunstnerne skal formidle deres erkendelse ved at lave kunstværker, der rækker ud over den private kommunikations niveau. Men det betyder ikke, at de alle sammen skal udstille så meget som muligt," siger hun.

Pacet til at levere varen
Selv levede hun fuldt ud af sin kunst i et par år efter, at hun var gået ud fra Akademiet. Men det var ikke tilfredsstillende.
"Jeg følte, at jeg blev pacet til at levere varen og hele tiden producere noget nyt. Jeg solgte nogle malerier til en høj pris gennem et galleri. Men galleriet valgte den bløde mellemvare ud og ikke de billeder, jeg selv var mest glad for. Jeg blev bange for at ville blive fastlåst i at producere ting, som var salgbare, men ikke det bedste, jeg kunne præstere," forklarer hun.
Så hun holdt stort set op med at udstille og satsede ikke længere på at leve 100 procent af sin kunst. Men det gjorde hende ikke til mindre kunstner end før. Nærmest tværtimod.

Forsker og brobygger
Hun opfatter sig selv som en af billedkunstens grundforskere og kalder sin funktion at være brobygger.
"Kunstnere skal bearbejde det svælg, der er mellem det, man ser, og det, der kan formuleres verbalt. Den proces tager tid, og for mig tager den længere tid end for så mange andre," siger hun.
Beslutningen om at give sig selv den nødvendige tid var Charlotte Brüels første kunstpolitiske beslutning.
Hun tog den på trods af, at den slags sikkert gøder fordommen om kunstneren som en skæv eksistens, der snylter på samfundet. Eller måske netop derfor.
Hun hævder kunstnerens ret til egensindighed og eksperimenteren. Den ret er ved at forsvinde, synes hun. I stedet vokser fordomme og foragt for kunstnerstandens faglighed frem.
"Vi er grublere, der går og suger til os, og som et omvandrende fordøjelsessystem giver vi tingene videre på visuel vis. Men den proces er der ikke tålmodighed til fra omgivelserne," siger hun.
Hun tror, at tålmodigheden skrumper, fordi vi lever i et markedsorienteret samfund, hvor lønmodtagerne indretter sig efter erhvervslivets krav.
"Men måske kan kunstnerne vise en vej ud af de systemer, der låser folk fast i kategorierne lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende," siger hun.
"Alle tiltag, der tilstræber en fikseret virkelighed, er menneskefjendske og dermed kunstfjendske. Og det arbejdsmarkeds- og socialsystem, vi har nu, er ikke fleksibelt nok til at rumme freelancergruppen, der ligger mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende. Kunstnerne er en del af denne gruppe, så hvis man forbedrer billedkunstnernes situation, vil det blive nemmere at indrette samfundet hensigtsmæssigt, også for andre."
Den påstand er imidlertid ikke blevet politisk afprøvet endnu.
Betænkning om billedkunst, der kom for to år siden, foreslog, at der blev lavet en billedkunstlov. Det skulle signalere, at kunstnerne skal respekteres, fordi samfundet har brug for dem.
Men der er ikke udsigt til nogen billedkunstlov foreløbig. Måske fordi fordommene om de dovne kunstnere stadig florerer.
"Alle, der kan lide at strikke, snedkerere eller male akvarel, kender en materialeglæde, der ligger meget tæt på kunstnerens. Måske er det derfor mange mennesker mener om kunst, at 'det der kunne jeg da også lave'", siger Charlotte Brüel.
"Men hobbykunstnerne bliver ikke ved, når det gør ondt og når ikke frem til den erkendelsesproces på omverdenens vegne, som er kunstnerens vigtigste opgave," pointerer hun.

Kæmper stadig
Hun savner i høj grad den politiske anerkendelse, der vil ligge i en billedkunstlov. Men hun har mistet tilliden til det politiske system og især til Kulturministeriet.
Hun husker med et suk tilbage på Ebbe Lundgaards ministertid, hvor situationen stort set var den samme som i dag.
Dengang var Charlotte Brüel redaktør på medlemsbladet for Billedkunsternes Forbund, og hun lavede et langt interview med kulturministeren, hvor hun fremførte sine argumenter for, at billedkunstnerne skal have en social sikringsordning. De har nemlig ingen a-kasse og bliver trukket i dagpenge, hvis de er medlem af en anden a-kasse og laver kunst i fritiden.
Ebbe Lundgaard bad hende forstå, at det var et interview og ikke en diskussion og sagde, at problemet hørte til på socialministerens bord.
Charlotte Brüel fortsatte interviewet i sin egen form.
Hun er stædig, og hun kæmper fortsat for standen, fordi hun har set, at det kan blive for sent at gøre noget.
Hun kender ganske vist ingen kunstnere, der har lagt penslen og paletten for at gå helhjertet ind i et andet erhverv. Men hun kender kunstnere, der har begået selvmord, fordi situationen blev for svær.
"Vi får tit at vide, at vi er for dårlige til at kæmpe for vores sag, fordi vi er forskellige og ikke vil det samme. Det er rigtigt, at billedkunstnere er utroligt forskellige. Men jeg vil vende det om og sige, at det er da alarmerende, at så forskellige personer har så ens problemer," siger hun.
"Med det gennemsnitlige indtægtsniveau, man har i dag, ville omkring 80 procent af standen have behov for dagpenge, hvis kunstnerne fik deres egen a-kasse, og det er naturligvis uholdbart," mener Charlotte Brüel.
Derfor anser hun det for helt nødvendigt, at der kanaliseres flere penge ind i billedkunsterhvervet, så kunstnerne kan blive honnoreret for det arbejde de rent faktisk udfører.
"Flere penge i billedkunsten vil betyde, at antallet af kunstnere med behov for en form for socialt sikringssystem vil nå ned på et niveau sammenligneligt med andre erhverv," vurderer hun.
Billedkunstnernes dårlige vilkår går på tværs af landegrænser. Det opdagede Charlotte Brüel, da hun for et par år siden var med til at stifte EVAN, der er en europæisk sammenslutning af billedkunstorganisationer.
"I Irland er kunstneres indtægter skattefri, og i Holland er der nogle gode tiltag på det sociale område. Men ingen steder har billedkunstnerne levevilkår, der ligner dem, gennemsnitsbefolkningen har," siger hun.

Satser på lobbyisme
EVAN satser på at skabe lydhørhed om deres problemer via lobbyisme i EU-systemet. Det må da være det rette sted at gå hen med sin klage, mener Charlotte Brüel. I EU er en gruppe politikere nemlig ved at udarbejde en slags katalog over EU-borgernes umistelige rettigheder så som ytringsfrihed, ret til arbejde og social sikkerhed.
"De forhold, vi lever under nu, forhindrer os i at lave kunst, og når vi ikke får lov at skabe i vores eget tavse sprog, er ytringsfriheden taget fra os," siger hun og advarer om, at det får konsekvenser, som ingen kan ønske sig.
"Vi kæmper ikke kun af egoistiske årsager. Vi forsøger at beskytte billedkunsten. Det er fint, at nogle billedkunstnere absorberes i
reklame- og filmbranchen. Men hvis billedkunsten som fag forsvinder, bliver der frit slag for det accellererende tempo, som akkumullerer en ulykkelighed i mennesker," siger hun.
"Billedkunstneren kan vise, hvilke muligheder der ligger i opbremsningen, for eksempel en lydhørhed over for en anden form for klogskab end den, der styrer samfundet. En lydhørhed over for den nuancerigdom, der er en sikring mod en fascistoid samfundsudvikling."

FAKTA
En kritisk kunstner
Charlotte Brüel er 55 år. Hun er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Kunstakademi og er magister i kunst og pædagogik. Hun debuterede i 1968 på Charlottenborgs Forårsudstilling.
Siden 1970 har hun kun udstillet få gange, da hun har behov for at arbejde længe med hver udstilling.
Fra den 11. og fra den 31. august udstiller hun næsten sideløbende installationen Sindstrampoliner på sammenslutningen Zebra på Den Fri og på en separatudstilling i Museumshallen på det tidligere Zoologiske Museum i Krystalgade.
Charlotte Brüel var i 1997-98 medlem af bestyrelsen i Billedkunstnernes Forbund og redaktør af forbundets blad. Her skrev hun en række kritiske artikler om den kulturpolitiske indsats på billedkunstområdet. Hun er medstifter af den europæiske sammenslutning af billedkunstorganisationer, EVAN, der arbejder for at forbedre billedkunsternes økonomiske og sociale vilkår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu