Læsetid: 6 min.

Landsby med ondt i identiteten

7. august 2000

Indbyggerne i landsbyen Ghajar på grænsen mellem Libanon og Israel har problemer med at finde ud af, om de er syrere, israelere eller libanesere

GHAJAR - Sørgeperioden for Hafez al Assad er slut, men portrætterne af Syriens afdøde præsident hænger stadig rundt omkring i landsbyen. De vil sikkert også blive hængende lang tid fremover, for beboerne siger, at de betragter ham som deres "fader og bror."
De siger, de føler sig som syrere, men deres identitetskort er israelske - og står det til FN, skal en del af dem nu til at være libanesere. Ghajar, som ligger kønt ned til Hatz-bani floden med Hermonbjerget og Golanhøjderne på den ene side og de sydligste højdedrag i de libanesiske Shoufbjerge på den anden, er fanget i en storpolitisk udvikling, som er knap så idyllisk som udsigten.
FN's generalsekretær Kofi Annan sagde for nylig i Sikkerhedsrådet, at der ikke længere forekommer provokationer og krænkelser af den israelsk-libanesiske grænse.
FN's særlige udsending Terje Larsen havde tidligere på dagen mødt Libanons præsident Emile Lahoud og kunne efterfølgende meddele, at man fra libanesisk side accepterer en international fredsbevarende styrkes tilstedeværelse i landets sydligste egne for at sikre freden langs grænsen.
"UNIFIL (United Nations Interim Forces In Lebanon, red.) kan nu meddele generalsekretæren, at vi er nået til ikke at se nogen grænsekrænkelser," udtalte Larsen efter mødet med Lahoud. Dette baner vej for at den fredsbevarende styrke måske allerede i denne uge kan udstationeres i området.
På et par nætter i slutningen af maj trak Israel sig med stor pludselighed ud af den såkaldte sikkerhedszone i Sydlibanon. Efter gensidig aftale fulgte UNIFIL's kartografer efter for en endelig fastlæggelse af den blå linje, som grænsen mellem Israel og Libanon siden er kommet til at hedde. Det er dette arbejde, som man nu betragter som afsluttet.

Landsbyen delt
Den blå linje går imidlertid tværs gennem Ghajar, hvilket landsbyboerne forståeligt nok er stærkt utilfredse med. I området er der aldrig blevet trukket nogen internationalt anerkendt grænse, så FN-folkene lod et kort fra 1923 ligge til grund for deres afgørelser.
Dette kort blev til da den tids britiske mandatmyndigheder foretog en grænsejustering sammen med franskmændene, som havde det senere Syrien og Libanon i mandat under Folkeforbundet.
Ghajar lå i Syrien indtil 1967. Alle 1700 indbyggere i landsbyen er alawitter, en muslimsk minoritetsgruppe, som også familien Assad og magteliten i Damaskus tilhører. Moskeen i Ghajar har ingen minaret, hvilket er et af de ydre kendetegn, som adskiller alawitter fra øvrige muslimer.
Under seksdageskrigen i 1967 erobrede og besatte Israel Golanhøjderne, hvorved Ghajar befandt sig som en enklave langt bag fronten. Landsbyens beboere søgte arabisk beskyttelse og sendte en delegation til den libanesiske by Marj Ajoun, hvor de fik besked på ikke at krænke libanesisk territorium igen.
"I seks uger af sommeren 1967 var vi en landsby uden stat," fortæller Hassan Hatib, som er skoleleder i byen. De var uden forbindelse til Syrien, afvist af Libanon og Israel viste ingen interesse. Til sidst bad de Israel om at blive erobret, hvilket indtil videre blev enden på historien.
FN-kartograferne bød imidlertid Ghajar på en ny overraskelse, som atter har bragt sindene i kog: en tredjedel af landsbyens befolkning bor i Libanon, mens resten kan beholde deres israelske statsborgerskab. Alle markerne på ialt 200 tdr. land skal ligge på den libanesiske side af grænsen, hvilket også gælder skolen, mens den blå linje skal gå tværs igennem det fælles mødested, cafeen.

'Vi er syrere'
"Skal jeg bo i Libanon, mens min søn er israeler?" spørger en mand i cafeen vredt.
Han var med til at true kartograferne ud af byen, da de kort efter den opsigtsvækkende afgørelse kom for at foretage mere præcise opmålinger. Nyheden blev mødt med demonstrationer, hvor beboerne blokerede vejen til Ghajar med brændende bildæk, og det lille samfund befinder sig stadig i en form for belejringstilstand.
"Jeg troede, FN ønskede at forene familier, ikke dele dem," tilføjer han hoved- srystende og stirrer ned i sin kaffe.
En anden forklarer, at der ikke findes alawiter i Libanon, og at ingen af beboerne nogensinde har haft noget med dét land at gøre.
"Vi er syrere," prøver han at slå fast uden stor overbevisning i stemmen og peger op på Hafez al Assads portræt på væggen.
Det lader sig imidlertid ikke skjule, at det er et lille mindretal af indbyggerne, som nogen sinde har levet i Syrien.
I 1967 var indbyggertaller på 300 og blandt de, som ikke er døde i mellemtiden, var mange af dem for unge til at huske ret meget af tiden før krigen. I modsætning til de drusiske landsbyer i Golanhøjderne, virker Ghajar også langt mere integreret i Israel. Et stort antal henter månedslønnen på en israelsk arbejdsplads - flere af dem har velbetalte stillinger som ingeniør på de omkringliggende kibbutzvirksomheder - og alle taler et glimrende hebraisk.
"Om vi bor i Israel, Syrien eller Libanon betyder ikke så meget. Det er vigtigere, at vi bliver sammen," siger Salman Hatib, som er mukhtar (landsbyøverste), og fejer det nationale tilhørsforhold til side til fordel for spørgsmålet om deling eller ikke.
Men han antyder også en vis bekymring over, hvordan styret i Damaskus vil se på en befolkning, som så villigt modtog israelsk statsborgerskab og flittigt bruger sin demokratiske ret ved hvert valg til Knesset. Men det er ikke noget, man taler åbent om i Ghajar.

Indbringende levevej
Mahmoud Hatib bor med sin kone og børn i det nordligste hus i Ghajar. Det ligger i den del, FN mener tilhører Libanon. Han har et godt job i Israel, og har ved siden af dette skabt en indbringende levevej ved at åbne sit hjem for israelske turister, der kommer for at smage det alawitiske køkken.
Mahmoud Hatib fortæller, at libanesisk tv kort efter Israels tilbagetrækning kom til landsbyen: "'Vi kommer for at befri jer', sagde journalisten til mig, og jeg svarede ham, at en deling i mine øjne ikke er nogen befrielse."
Dette er hovedsagen i Ghajar. Først og fremmest vil de undgå, at FN's fejlagtige delingsplan bliver ført ud i livet, og først bagefter vil de se, hvad fremtiden indebærer. Derfor roser man Syriens nye leder Bashar al Assad, og fortsætter, næsten i samme sætning, med at tale blomstrende om livet i Israel. Alawiterne i Ghajar søger tydeligvis at holde sig neutrale for at få det bedste ud af situationen, uanset hvad denne måtte blive.
På spørgsmålet om hans egen nationale identitet svarer også Mahmoud Hatib undvigende: "Før 1967 var jeg syrer, og nu bor jeg i Israel. Sådan er det bare."
Velkommen til Ghajar står der på et skilt med store, hebraiske bogstaver, da jeg fra vejen ser mig tilbage mod landsbyen i ingenmandsland.

Fakta - FN endelig på plads efter 22 år

Fire hundrede FN-soldater blev i weekenden indsat på stillinger langs Libanons grænse til Israel og fuldførte på få timer en opgave, de først fik stillet for 22 år siden.
Helt tilbage i 1978 vedtog FN's Sikkerhedsråd en resolution, der opfordrede Israel "snarest muligt" til at trække sine styrker tilbage fra Libanon og banede vejen for FN's Interimstyrke i Libanon (UNIFIL), der fik til opgave at bistå den libanesiske regering med at genetablere dens suverænitet i den sydlige del af landet.
Men den israelske tilbagetrækning blev først fuldført 24. maj i år.
FN-soldaterne, som hidtil har bemandet seks stillinger, fik fredag grønt lys til at rykke ind langs hele grænsestrækningen, efter at myndighederne i Beirut erkendte, at alle israelske styrker på libanesisk territorium var blevet trukket tilbage.
UNIFIL-styrken består af soldater fra Fiji, Irland, Nepal, Indien og Ghana. De er ikke blevet stationeret direkte på grænsen, men ved landbyer en til to kilometer fra grænsen.ritzau/AFP

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her