Læsetid: 4 min.

Lyrisk tæppebombardement

22. august 2000

Kan programmusikken redde Peter Nielsen?

Nye bøger
En digter bliver tit bedre af at oversætte en fremmed digter. Bjørnvig f.eks. fik mere fylde og tyngde af at lægge sin vej om ad Rilke, og Peter Poulsen har i de senere år haft gavn af en formbevidsthed, som blev drevet frem under arbejdet med Baudelaire.
Det er derimod tvivlsomt, om Peter Nielsens ihærdighed som fordansker af Tomas Tranströmer har indvirket gunstigt på hans egen lyriske produktion. Et mellemværende, der begyndte med Langsom musik (1990) og tilsyneladende afsluttedes med det store svenske forbilledes Samlede digte (1997), synes at være vokset til en besættelse og blokering.
Sådan opleves det i hvert fald at læse Peter Nielsens indbyrdes forbundne 200-siders moppedrenge: først Minder fra hjemegnen fra i fjor, nu også Gule og grønne skove - tæppebombardementer af ord uden et samlende digterisk greb, en kedsommelig sovs af letflydende vers, som så godt som aldrig når frem til prægnans og fortætning.

Foreløbighedens poetik
"Det gode er selve ubundetheden," siger poeten selv et sted. Han er principielt imod "de lynhurtigt virkende fortolkninger" og hævder her over for en ubestemmelighedens og foreløbighedens poetik - der imidlertid ender med at gøre alt til én strøm af famlende og prøvende, løst associerende udtryk.
Fra Tranströmer har Peter Nielsen overtaget et slentrende parlando, garneret med selvkommentarer og metapoetiske refleksioner; men hvor denne form hos forbilledet tit saboteres brat, til pludselige glimt, der får læseren til at høre og se, dér lader epigonen konstant sin tale forplumre, hvad der med jernhård logik driver ham til at opdynge endnu mere ulden snak: indsigterne må jo komme engang, om ikke før, så på næste side eller den næste igen...
Der er forskelle på de to bøger. Minder fra hjemegnen rummer således tre typer digte: kortstrofede svævestykker; kompakte berettende kassedigte og lange, vævende kompositioner. Sidstnævnte type dominerer Gule og grønne skove, der ydermere kompositorisk nøje følger Beethovens 6. symfoni, som om programmusik skulle kunne forlene luftigheden med tyngde.

Landskaber i forandring
Peter Nielsens kvaliteter ligger i provinsstykkerne mest i en troskab mod det konkrete, i fordybelsen og naturfølelsen, i en lydhør opmærksomhed over for landskabets forandringer og landsbyens bitte små enkeltheder. Hans projekt består i at se ufærdigheden og foreløbigheden i øjnene, historisk som følelsesmæssigt, og ikke mindst sprogligt-poetisk. Skade blot at hans despekt for regler er vokset til en besættelse. Han står, med sit eget udtryk, i midlertidigheder til halsen og forvilder sig alt for ofte ud i vævende mumleri. Han famler og forsøger sig frem, angiveligt fordi han vil lade det ubestemte forholde sig afventende; men i sin bestræbelse på at møde det ordløse glemmer han, at en digter altid må være sin egen kritisk skelnende læser.
I den nye bog læser vi: "Man fristes til at sige det der falder én ind." Hvorfor er det ikke faldet Peter Nielsen ind at sige nej til fristelsen? Formentlig fordi han har lagt sig så fast på ubestemmeligheden som evangelium, at han med sindsro tør lade digt efter digt vokse og vokse i omfang, men skrumpe ind i intensitet til det rene svirrende ingenting. Et instruktivt eksempel leverer følgende fire linjer i værket fra i fjor:
Jeg kom engang til en by
Der var fuld af ting, som folk
hele tiden
Forsøgte at komme i tanke om. Kan man sige'hjemløshed' på nogen tydeligere måde.
Muligvis ikke. Men har poeten ret, er spørgsmålet overflødigt i digtet, ligesom de mange passager i bogen fra i år, som han afbryder med at sige: 'Jeg mener...' Hvis den ny formulering, der kommer, er mere præcis end den, der forlades, så kan vel det forkastede slettes?
Hvorfor læser vi?
"Mindst halvdelen af folks udtryksevne afhænger af andres indlevelsesevne," påstår digteren. Men skal man som læser købe dén påstand? Enten er man digter, eller også er man det bare ikke, og jeg nægter at bære rundt på halvdelen af skylden for Peter
Nielsens eller nogen andens mangel på ægte talent, skønt jeg da gerne vedkender mig den voldsomme læsemodstand, hans stilløse væven rejser hos mig.
Havde det været en roman, ville enhver fiktionssulten læser standse på side syv. Havde det været et skuespil, ville salen stå tom efter første scene, måske lige fraregnet familie, venner og presse. Nu er det imidlertid poesi, ergo skal man ærbødig kæmpe sig igennem to gange tohundrede sider famleri og omklamrende selvsmageri. Hvorfor læser vi bøger, hvis ikke det er for dog en gang imellem at få lov til at undres, glædes, begejstres: Mærke, hvordan en fremmed vilje, kunstværkets anonyme vilje, med ét tager os helt i besiddelse, så vi ser og hører alting på ny og genoplever barnets nysgerrige sult efter at få del i et sprog?

*Peter Nielsen: Minder fra hjemegnen. Digte. 202 s., 248 kr. Centrum 1999
*Peter Nielsen: Gule og grønne skove. Digte. 204 s., 248 kr. Centrum 2000

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu