Læsetid: 4 min.

Majestætisk melankoli

19. august 2000

Uden Scott Walker ingen Radiohead, Nick Cave eller Sort Sol. Nu cd-genudsendes hans fire klassiske 60'er-plader

Nye cd'er
I et kort øjeblik i midten af 60'erne var The Walker Brothers mere populære i England end selv The Beatles. Fra midten af '65 og et år frem var havde de tre kæmpe hits, "Make it easy on yourself," "My ship is coming in" og "The sun ain't gonna shine anymore." Og så var det hele stort set slut, fordi lederen og den ene forsanger Scott Walker (som i virkeligheden hedder Noel Scott Engel) ikke gad mere.
Han var en sær og ensom sart sjæl. Han brød sig ikke om rampelyset og de skrigende piger - han var ikke interesseret i at være populær. Han ville hellere lave kunstnerisk udfordrende plader - til pladeselskabet og teenagepublikummets store fortrydelse.
Fra '67 til '69 udsendte Scott Walker fire nu legendariske soloplader, ganske enkelt kaldet Scott, Scott 2, Scott 3 og Scott 4.
Walker tiltvang sig større og større kunstnerisk frihed til at lave disse fire plader. Desværre var pladernes popularitet omvendt proportional med antallet af egne numre. Scott toppede den engelske hitliste. To år efter kom Scott 4 slet ikke ind.

Utrolig baryton
Scott Walker har en helt utrolig, sortladen baryton, og han kan croone, når det passer ham, som man f.eks. kan forvisse sig om på 2'eren, når han synger Bacharach & Davids "Windows of the world" - og derfor forsøgte hans pladeselskab at gøre ham til en ny Frank Sinatra, men det blev ved forsøget. Han havde kvindetække og stemme, men motivationen manglede.
Udover sine egne sange var Walker vild med Jacques Brel. På hver af de tre første solo-plader er der tre Brel-numre, og det er bl.a. hans versioner af "Amsterdam" og "My Death", der gjorde så stort indtryk på en dengang meget ung David Bowie, at han senere indspillede begge i præcist samme arrangementer.
Men det, der gør størst indtryk nu, hvor de fire solo-plader - igen (de genudsendtes faktisk i 1992) - er blevet opdateret på cd i state-of-the-art remaster-udgaver, er naturligvis Scott Walkers egne kompositioner.
De fandtes ikke magen til i engelsksproget pop i slutningen af 60'erne. De besidder en både tekstlig og musikalsk egenart og kompleksitet.
De fleste af Scott Walkers sange bevæger sig i et meget mørkt og angstfyldt univers. Han skrev ingen glade sange. I bedste tilfælde er de blot melankolske. Alligevel bliver man glad af at høre ham, glad ved at blive mindet om, at musik kan påvirke, at musik ikke blot skal være baggrund - at man nogen gange er tvunget til at høre efter. Ikke mindst derfor, er det skønt, at Walkers tekster for første gang er trykt i de medfølgende hæfter.
Bedst er de langsomme, majestætiske numre som "Montague Terrace (in blue)" fra 1'eren, "Plastic Palace People" fra 2'eren, "Big Louise" fra 3'eren og "Boy Child" fra 4'eren. På alle plader er der fremragende orkesterarrangementer af især Wally Stott og Peter Knight (ham med Moody Blues og for den sags skyld Brødrene Olsens debutalbum).

Dansk vinkel
Der er faktisk en lille dansk vinkel i Scott Walkers liv. Han havde i flere år en lejlighed i København, fordi han var kæreste med en dansk fotomodel, som han også fik et barn med. København var på mange måde et refugium for ham, et sted hvor han kunne være sig selv. På Scott 3 finder man derfor en lille, fin sang, som blot hedder "Copenhagen," en slags vignet, hvor Walker næsten er i godt humør: "Copenhagen/you're the end/gone and made me child again/Warmed my feet beneath cold sheets/dyed my hair with your sunny streets."
Efter Scott 4's kommercielle fiasko mistede Walker til dels lysten til at skrive musik. Han udgav i første halvdel af 70'erne en række ligegyldige plader, hvor kun den vidunderlige stemme var intakt. I '75 blev Walker Brothers gendannet. Efter et par kedelige albums, tog fanden ved dem i '77, hvor de indspillede albummet Nite Flights. På pladen var de første numre, Scott havde skrevet i 70'erne, og de tegnede lyst for fremtiden. Men så opløstes gruppen igen, og Walker trak sig på vanlig vis tilbage.
En lang række nyere, engelske rockmusikere havde dog genopdaget Walker, og han blev en gudfaderlig kultfigur for bl.a. Julian Cope, Marc Almont og Billy MacKenzie - samt herhjemme bl.a. for Sort Sol, som i '85 indspillede "The sun ..."
Walker selv indspillede en plade i '83, men så var der igen stilhed omkring ham helt frem til '95, hvor Tilt udkom. Ikke nogen kommerciel succes, men et af 90'ernes ti bedste album - og igen en plade, der tvinger lytteren til koncentration. Og nye fans kom til.
Thom Yorke fra Radiohead og Neil Hannon fra The Divine Comedy har flere gange lovprist ham - det samme har en beslægtet melankoliker, Nick Cave.
Siden har der efter Walkers målestok nærmest været ild i røven på ham. I '96 indspillede han Dylan-nummret "I threw it all away" til Nick Cave-soundtracket til filmen To have and to hold. I '98 skrev og indspillede han soundtracket til Leos Carax' (ham med De elskende fra Pont
Neuf) seneste film Pola X - og senere samme år indspillede han "Only myself to blame" til James Bond-filmen The World is not Enough.
I år har Walker skrevet og produceret to numre på hver over 10 minutter til den meget roste Ute Lemper-cd Punishing Kiss.
Og som optakt til et nyt solo-album, der menes færdigt i løbet af næste år, kan man altså nu igen dvæle ved disse fire plader, hvor en af pop- og rockmusikkens største stemmer kæmper med alle sine dæmoner til stor glæde for lytteren. Og hvis det er for meget til at begynde med, kan man starte med opsamlings-cd'en Boy Child.

*Scott, Scott 2, Scott 3, Scott 4 & Boy Child, Remaster Editions, Mercury Records/Universal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her