KYNISME PÅ FLERE planer er blevet afsløret med nyheden om, at det angiveligt er kinesiske børnearbejdere, der fremstiller dele af det legetøj, som burgergiganten McDonalds sælger i sine Happy Meals de glade måltider. Hong Kong-avisen South China Morning Post har sammen med organisationen Christian Industrial Committee afsløret, at der absolut ikke er noget at grine ad i den særlige økonomiske zone Shenzhen i Sydkina, hvor en fabrik lader børn under 16 år arbejde 16 timer om dagen, syv dage om ugen, for ca. halvanden krone i timen. Børnene fremstiller her det populære legetøj, som trækker millioner af andre børn og deres forældre ind i McDonalds madpaladser over hele verden.
Altså i den ene ende glade børn med en burger i flaben, mens de leger med Peter Plys-bamser og
Nuser-figurer, og i den anden knap så glade børn bøjet over samme figurer på samlebåndet, uden
nogen form for beskyttelse eller rettigheder.
GODT NOK HÆVDER McDonalds nu, at man ikke var klar over, at det forholder sig sådan. Burgerkæden tolererer ikke børnearbejde, forholdene vil nu blive undersøgt, og leverandøren vil blive fyret, hvis rapporterne er sande. Men det er de sandsynligvis. Som Bent Christensen fra Arbejderbevægelsens Internationale Forum siger til Ritzaus Bureau, er det almindeligt kendt, at arbejdsforholdene på legetøjsfabrikkerne i det sydlige Kina er forfærdelige. McDonalds og andre store vestlige virksomheder, der får produceret deres varer der, handler som regel mod bedre vidende, når de lover forbrugerne, at varerne bliver fremstillet under ordentlige vilkår: Den pris, de er villige til at betale, er simpelthen for lav til, at det kan lade sig gøre. Virksomhederne »tilbyder så lav en pris for arbejdet, at de må vide, hvad det betyder for de mennesker, der arbejder for underleverandørerne i Kina,« siger han.
Og videre om den kynisme, som er resultatet af globaliseringens hårde konkurrence i ulandene, siger han, at når den slags sager kommer frem i medierne, sker der typisk det, at de vestlige opkøbere fyrer firmaet for at bevise, at de skam gør noget for derefter at hyre et andet firma, der så igen finder billige underleverandører inde i Kina.
SELVOM BØRNEARBEJDE faktisk menes at være mindre udbredt i Kina end i andre lande i regionen, sætter sagen naturligvis også fokus på de negative følger af Kinas overgang til markedsøkonomien. På papiret går det rigtig godt: Økonomien voksede med 8,1 procent i årets første halvdel, og heraf har eksportindustrien en stor del af æren med en stigning i den samlede eksport på hele 38 procent. Bagsiden af medaljen er de dybere kløfter mellem rig og fattig, og de fattiges flugt til ovennævnte fabrikker med de veldokumenterede kummerlige forhold. Ikke kun for børnearbejderne, men generelt også for voksne arbejdere, der i etparti-staten ikke har en Kinamands chance for at organisere sig i uafhængige fagforeninger og tage kampen op. Et forhold, der i øvrigt gør sig gældende i de meste af regionen.
NÅR DET ER sagt, er det også på tide at understrege, at den slags børnearbejde, som nu angiveligt er blevet afsløret på fabrikken i Sydkina, på den ene side er utåleligt, men på den anden side langt fra udgør hovedproblemet, når det handler om misbrug af mindreåriges arbejdskraft. FNs børnefond, UNICEF, skønner, at der på verdensplan arbejder 250 millioner børn i alderen 5-14 år, heraf de 61 procent i Asien, men interessant nok er det under fem procent af det samlede antal, der arbejder i den slags fabrikker i eksportindustrien, som ustandseligt dukker op som enkeltsager i medierne. Med andre ord knokler langt de fleste børn som gadesælgere, landarbejdere eller i private hjem under slavelignende forhold, som det er langt sværere at gribe ind overfor. Og misbruget eksisterer ikke kun i ulandene. Eksempelvis i USA arbejder mange børn fra fattige immigrantfamilier som landarbejdere under højst kritisable forhold.
UNICEF peger også på, at når sagerne om børne-arbejde i eksportindustrien afsløres, er en boykot af det pågældende firma ikke altid den rette løsning. I nogle tilfælde kan det endda gøre mere skade end gavn, for eksempel i Bangladesh, hvor tekstilindustrien i panik over et kommende amerikansk importforbud fyrede de mindreårige arbejdere, hvorefter mange af pigerne endte under endnu værre forhold som prostituerede.
Så hvad pokker gør man, næste gang den slags sager dukker op i medierne, eller for den sags skyld, næste gang barnet eller maven rykker i retning af nærmeste McDonalds restaurant? Forsøger at sætte tingene i rette perspektiv, herunder det faktum, at der altid er nogen, der tjener fedt på det, når et barn arbejder under slavelignende forhold: Arbejdsgiverne, forældrene og ikke mindst kunderne. Velbekomme!
