Læsetid: 2 min.

Minister ydmyget

5. august 2000

Karen Jespersen var den første gæst på ny, interaktiv udstilling om at søge asyl

Den spinkle kvinde med brillerne har svært ved bevare roen, mens den ubehøvlede soldat brøler ind i hendes ansigt:
"Hvad hedder du?"
"Alma Agajev," kommer det forsigtigt fra kvinden.
"Hvor gammel er du?" råber soldaten.
"Jeg er født den 2. december 1956."
"Det vil sige: Hvor gammel er du?" gentager den brutale mand i uniformen utålmodigt.
Kvinden tænker efter og regner forkert:
"44 år."
Det er ikke alvor for Alma Agajev alias indenrigsminister Karen Jespersen, der som den første besøgende fredag er på vej gennem Nationalmuseets nye, interaktive udstilling En rejse som ingen anden.
Som gæst på - og deltager i - udstillingen vælger man én af 14 asylansøgerskæbner. Indenrigsministeren har valgt rollen som den 43-årige muslim Alma Agajev, der er gift med en kristen armenier og mor til tre. Parrets ene barn er blevet dræbt. Med den baggage - og tre journalister på slæb - begiver hun sig ud på en lang rejse gennem borgerkrigshærgede gader, over landegrænser, forbi en FN-lejr og et passagerfly (bygget op i Palaishaven på Nationalmuseet) og op bag i en lastbil ...
I virkelighedens verden havde Alma Agajev næppe overlevet rejsen. Hvor stien deler sig, og hun skal vælge mellem "Minefelt" og "Sikker vej", vælger hun af uransagelige årsager det første, men overlever mirakuløst.

Vin og lækre retter
For - noget atypisk - blot at havne ved en reception med kølig hvidvin og lækre retter, hvor hun bliver interviewet om den behandling, hun har været udsat for.
Men Alma/Karen er faret vild. Først efter nogle minutter forstår hun, at hun skal følge de pile, der er ophængt på pigtråden for at komme frem til de - alt andet end smilende - danske politifolk, som stiller hende spørgsmål om farven på de biler, hun har kørt med, kropsvisiterer hende med gummihandsker og tjekker mærkerne i hendes tøj for at undersøge, om hun har fulgt en anden rejserute end den, hun opgiver.
Modsat det virkelige liv venter Alma Agajev kun få minutter på asylcentret, før Udlændingestyrelsen er klar med hendes afslag, og Flygtningenævnets sagsbehandling er nærmest et spørgsmål om sekunder. Så får Alma Agajev at vide, at hun alligevel må blive i Danmark, fordi nævnet har givet hende de facto-status.
Ved udgangen kan Karen Jespersen glæde sig over det gode danske asylsystem:
"Jeg synes, det er et godt system, at hver enkelt får en advokat," siger hun til journalisternes blokke og advarer mod "den fejlslutning, at det er forkert, at vi ikke tager mange flere ind i landet".
Udstillingen får systemet til at "virke mere bureaukratisk end det er", fordi den ikke inddrager "den hjælpsomhed og varme, man kan møde i hverdagen på et asylcenter", mener ministeren.
Kun fem af de 14 skæbner, man kan vælge mellem på udstillingen, får endeligt afslag, og en af disse får endda mulighed for at rejse lovligt videre til USA. Som i den virkelige verden er det ikke smart at være roma fra Tjekkiet eller mindreårig tamil fra Sri Lanka, hvis man vil have opholdstilladelse.

*Udstillingen 'En rejse som ingen anden' kan opleves på Nationalmuseet til den 8. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu