Læsetid: 2 min.

Mød Jelena Milcetic

5. august 2000

En stor sangerinde møder sin fortid

Ny cd
"Hun er en af de virkeligt store jazzsangere. Hun har en helt unik måde at nærme sig en sang på: følsomt og alligevel kraftfuldt, melodisk og alligevel på kanten af dissonans. Uanset hvilket akkompagnement hun har, kan hun uden vaklen ramme enhver tone fra de mest sammensatte akkorder og synge med total sikkerhed og dristighed. Det er denne absolutte musikalitet og forståelse af en sang, der gør hende til en fuldendt kunstner i jazzsangernes rige."
Pianisten Marian McPartland forklarer med denne beskrivelse af Helen Merrill, hvorfor Merrill har en så høj stjerne blandt jazzmusikere. Hun er, om nogen, en musikernes sangerinde, har siden slutningen af 1940'rne sunget hos Earl Hines (som Sarah Vaughan gjorde det i begyndelsen af sin karriere) og har på plade arbejdet sammen med bl.a. Clifford Brown og Gil Evans.
Indirekte siger McPartland dog også noget om, hvorfor Merrill aldrig er blevet så værdsat af publikum som af musikere. Hendes sangs kvaliteter er for subtile til at gøre indtryk på tilhørere, som lægger vægt på det ydre, på flash og smartness, i stedet for på musikalitet og fortolkningsnuancer.
Så mens vi med mellemrum har fået nye plader fra hende, har vi ikke hørt hende live, siden hun i november 1959 gæstede det gamle Montmartre i St. Regnegade. End ikke hendes duo med pianisten Roland Hanna, som for nylig har kunnet høres på europæiske festivaler, har lokket vore hjemlige arrangører.
Det er en skam, for skønt hun forleden fyldte 70, er hun stadig en yderst hørværdig sangerinde. Senest har hun vist det med en plade, hvis titel indeholder hendes dåbsnavn, Jelena Ana Milcetic a.k.a. Helen Merrill.

Den kroatiske fortid
Titlen er ikke valgt uden grund, for musikken er en rejse tilbage til hendes fortid. Hun er barn af kroatiske immigranter og har for snart en del år siden besøgt det land, hendes forældre kom fra.
Fra den indledende "Kirje" (Kyrie) fra en liturgisk kantate, sunget af et kroatisk kor, over en kroatisk folkemelodi, spillet på sopila (en slags lokal oboe) af to musikere fra den kroatiske ø Krk, hvorfra Merrills slægt stammer, til en kroatisk folkesang sunget af Merrill selv, markeres hendes personlige fortid.
Men stemningen af det, der engang var, det, der er mistet, tages også op i sange med tilsvarende baggrund, men af vidt forskellig oprindelse, om det så er amerikanske sange fra 1800-tallet eller en nyere som Judy Collins' "My Father", den spanske kærlighedssang "La Paloma" eller Kurt Weills og Maxwell Andersons "Lost in the Stars".
Som akkompagnatører har hun en lille jazzgruppe med sopransaxofonisten Steve Lacy, et kammer-ensemble med bl.a. harmonika og harpe, og, i to optagelser, pianisten Roland Hanna, som godt måtte have været benyttet meget mere.
Det er en plade, der ikke ligner andre, heller ikke i Helen Merrills omfattende produktion. Den må appellere til mange, som kan lide de folkevise-agtige stemninger, musikken er gennemtrukket af. Måske kan den endog medføre, at vi alligevel en dag igen får denne musikernes sangerinde at høre i Danmark.

*Jelena Ana Milcetic a.k.a. Helen Merrill. Verve 543.089-2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu