Læsetid: 4 min.

’Når jeg sniffer lim, glemmer jeg sulten’

31. august 2000

Nicaragua er et land i dyb krise, og samfundets svageste betaler prisen. Blandt ofrene er landets gadebørn, der trods svære kår viser en ukuelig livsvilje

MANAGUA – I dag har været en god dag for Javier. Han har spist to gange. Til morgen fik han to stykker tørt brød og én banan, og til aften hentede han en mangofrugt ned fra et af de nærliggende træer. Men det er langt fra hver dag, at Javier får noget i mavesækken.
Javier er 12 år og én af de 3500 gadebørn i Nicaraguas hovedstad, Managua. Børnene lever under kummerlige vilkår, og for mange er det at skaffe mad på bordet en daglig kamp.
Omkring Managua’s værste slumkvarter, Mercado Oriental, holder hovedparten af gadebørnene til.
Inde på det store, vildtvoksende marked er der snævre gyder med boder med alt fra elektriske ventilatorer til madrasser og kødlunser ophængt i jernkroge. Støjen er øredøvende fra ihærdige sælgere, der med kraftige stemmer falbyder mango, ananas, bananer og avocadoer.
Børnene har som de første lagt mærke til de fremmede elementer i deres farvand.
»Un peso, un peso!! (Gi’ os 50 øre, red.),« råber de pjuskede børn i munden på hinanden og kigger på de fremmede med store hundehvalpeøjne. Iklædt slidte pjalter og på bare fødder pisker gadebørnene rundt på markedet for at fange opmærksomheden hos de handlende, der ser ud til at kunne undvære en peso eller to.
Kun sjældent har de heldet med sig, fordi markedets besøgende sjældent har mere, end de selv skal bruge.

Tiggeri og tyveri
De fleste af børnene bor på gaden og er vant til at komme igennem dagen med tiggeri, tyveri og prostitution. Ingen af delene er særligt indbringende, og faren ved udøvelsen er overhængende. Med et underbemandet, korrupt politi i Nicaragua er selvtægt et problem. Bliver indbrudstyve opdaget, er det ikke ualmindeligt, at ejeren gør kort proces med pistol eller gevær.
Heller ikke prostitution er risikofrit i et land, hvor beskyttelse mod kønssygdomme og aids hører til sjældenhederne. Og indtjeningen står sjældent mål med risiciene. Blandt Javiers jævnaldrende veninder koster et samleje 25-30 cordobas (16-19 kr.).
Som vi går gennem markedet, ser vi pigernes arbejdsplads langs træskurerne, hvor de, iført små stramme kjoler, kæmper om forbipasserende kunder.

Dulmes med lim
Når smerten forbundet med børnenes livsstil bliver fór ulidelig, dulmes den med skomagerlim. Limsnifferi er udbredt blandt børnene, fordi det er den korteste genvej til drømmeland – og så glemmer man sulten. På gadehjørner står gadebørn – især om aftenen og natten – og sniffer fra små dåser med skomagerlim. Et lille løft på låget, næsen ned i dåsen og virkningen baner sig vej til hjernen.
»Jeg har sniffet lim, så længe jeg kan huske, men jeg vil gerne stoppe,« siger Javier. For nogen tid siden blev han ’samlet op’ af gadearbejdere og indlemmet i et hjælpeprogram. Det har motiveret ham til at stoppe sit misbrug.
Gadearbejderne kommer fra den private organisation Quincho Barrilete, der hjælper gadebørn, og som siden 1995 har været støttet af Danida via den danske ambassade i Managua og Folkekirkens Nødhjælp.
Kravet for at komme videre i Quincho Barriletes hjælpeprogram er, at man holder op med at sniffe lim, men det er ikke altid lige let.
Dybere inde i markedet løber en af Javiers venner rundt – den 15 årige Jaime. Iført en alt for stor og hullet t-shirt fortæller han stolt, at han har været i Quincho Barriletes program i snart 14 dage.
»Det er fedt, vi får mad tre gange om dagen, vi spiller fodbold og leger sammen,« siger den pjaltede dreng.
Jaime vil gerne videre i programmets anden og tredje fase, men det kræver, at han inden for de næste to-tre måneder viser centret, at han er i stand til at opføre sig ordentligt og opgive limsnifferiet.
»Snifningen sætter mig i en drømmetilstand, og jeg glemmer, at jeg er sulten. Det hjælper mig igennem nætterne i parkerne, og alle mine venner sniffer stadigvæk,« nærmest hvisker den 15-årige dreng, hvis højde bedre passer til en otte-ni årig.
Men målet, en læreplads som snedker i programmets tredje fase, er en stor gulerod, og Jaime er fast besluttet på at yde sit bedste for at komme videre. Han fortæller, at søndag er den værste dag, fordi hjælpecentrene opfordrer børnene til at tage hjem til deres familier.
»Det har jeg slet ikke lyst til,« siger Jaime.
På spørgsmålet, hvorfor han ikke har det, svarer han undvigende, at »det ikke er sjovt.« Så hellere en papkasse i parken søndag nat. Han ønsker tilsyneladende ikke at tale om sin familie.

Underernærede børn
En af konsekvenserne af livet som gadebarn er dårlig eller fejlagtig ernæring. Det har store konsekvenser for børnenes udvikling og vækst.
»Vi oplever ikke hungersnød her i Nicaragua. Gadebørnene har en fantastisk evne til næsten altid at finde nedfalden frugt og lignende, men et liv på frugter og gammelt brød øger risikoen for fejlernæring,« siger dr. André Zuniger. Hans pointe støttes af Verdenssundhedsorganisationen WHO’s helbredsundersøgelse fra 1998. En fjerdedel af Nicaraguas børn og unge bliver betegnet som underernærede, og i mange tilfælde betyder underernæring en mindre udviklet intelligens og for lav højde i forhold til alder, fortæller dr. Zuniger.

Morten Toft Lynge og Thomas S. Sarup er freelance journalister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu