En moden Nanna Lüders skabte med et skønt virvar af jazz, bossa og klassiskere fra eget repertoire varme på en kølig aften på havnen
Havnekultur
»Kagen er sprunget i luften! Kagen er sprunget i luften!«
Natoperatøren i det mindre edb-firma yderst på Islands Brygge hvor jeg på daværende tidspunkt var ansat, tog ingen hensyn til direktørens nattesøvn. Han var forholdsvis skrækslagen, og stort set dækket af glasskår og havde endnu ikke nået at indtage den morgenfede.
Den dag lavede vi ikke ret meget andet end at feje og støvsuge.
Det var i 1980. Siden er resten af Soyakagefabrikken med samt stanken og forureningen stort set fjernet, den 80 meter høje skorsten blev eksploderet den 11. august i år, og det gamle, hæslige industrikvarter ligner snart et kommunalt og politisk korrekt rekreativt område. Skide smart ser det ud.
Mens vi skuttede os, og ventede på HavaNanna Club med Nanna Lüders i hovedrollen, konstaterede vi at der ikke var meget politisk korrekthed over Islands Brygges festligheder i forbindelse med Trevor Davies seneste projekt, Store Havnedag. En blæsende kold eftermiddag havde stemningen nået højder, som jeg ikke har oplevet siden Fischers Sommertivoli trofast besøgte Vissenbjerg hvert år. Det kan godt være der var overordnet styring på festdagene, men på Bryggen laver man sin egen fest. Og det må siges at den lokale beboerforening havde lagt alle kræfter i.
Allerede fredag havde man sat tingene på plads, Bryggens open air-forevisning var naturligvis En sømand går i land. En 46 år gammel sag med Poul Reichhardt i en af sine glansroller som Vladimir Olsen(!), og en perfekt reminder om at der på Bryggen ligger omkring 20 skønne værtshuse inden for slingreafstand.
På festpladsen fandtes alt hvad hjertet kunne begære. Min ven Ole mente at en flaske hyldeblomst vist nok var trendy, og hos Økologisk Café ringede kasseapparatet. Heldigvis lå Café Virkeligheden få meter derfra, og her havde de ingen problemer med at holde deres fadøl koldt. Kvinden & Kikærten solgte rigtig mange sandwiches, og Kvindedaghøjskolens udstilling Bud-Skab var på plads. Det hele blev rundet af med en lokalhistorisk udstilling i en nærtstående togvogn, samt tilbud om billige rejser til Filippinerne.
Kulden stod nu ind fra Øresunds vover, og så er kolde fadøl ikke det smarteste at indtage. Det lykkedes mig at finde et toiletskur, og presset lettede. Og vi ventede stadig.
Det gode skib Pinen er nu hevet på land, vendt på hovedet og sat på pæle. Værsgo, et sceneloft. Jo, det fungerer faktisk, selv om jeg personligt godt kunne undvære flagudsmykningen der hang og blafrede hele vejen rundt på rælingen. Det mindede lidt for meget om en amerikansk brugtvognsforretning.
Varmt og intimt
Dette bliver dog totalt ligegyldigt klokken lidt over 19.00 da Nanna, i selskab med tre voksne drenge, går på scenen. Det var nu hundekoldt, og jeg håber, Nanna havde et par lune strømpebukser inden under den gulvlange, mildt sagt slinky, lysrosa sag hun havde iført sig. De før-
ste ofre for to dages billige fadøl faldt til ro, en af dem faldt oven i købet i søvn, vi andre oplevede, at Gøglernes Aften blev forvandlet til en varm, intim og grænseoverskridende musikalsk cabaret.
Selv om solisten hævdede at dagsformen ikke var den bedste på grund af et mindre halsonde.
Jo, vi fik også Buster, som næstsidste nummer, og i en forrygende jazzet version som havde meget lidt med børnehittet at gøre.
»Youve come a long way, baby«. Der er lysår mellem den Nanna der i sidste halvdel af 80erne nærmest sneg sig rundt på scenen, når hun overhovedet turde gå derop, rædselsslagen, og uden en egentlig klar fornemmelse for hvad i alverden hun laveder dér, og så den modne kvinde, der med et slag fortryllede den ellers nok så prosaiske Brygge.
Et skønt virvar af jazz, bossa, svenske folkesange og klassikere fra hendes nu 12 år gamle Fannys Hjerte, kun afbrudt af en selvbevidst kunstners skæve, sarkastiske og kærligt ironiserende kommentarer.
»Når jeg ikke kan sove, gør jeg som alle andre: Jeg står op og skriver en ny melodi til Der er et yndigt land.«
Det var i 93, hun ikke kunne sove, og melodien er stadig noget af det smukkeste der findes på dansk. Fannys Hjerte, Nannas hjerte, det hele gik op i en højere enhed, og vi behøvede ikke gå ind i varmen bagefter.
Kulturen havde lagt sig blødt over Bryggen.
