Analyse
Læsetid: 4 min.

Narkofinansieret krig

1. august 2000

Smugling samt handel med narkotika og våben holder den afghanske krigsmaskine kørende. Fred kan kun opnås,
hvis det traditionelle landbrug får udenlandsk bistand

ISLAMABAD - Det afghanske Taliban-styres længe ventede offensiv mod modstanderne i Den Nordlige Alliance har henledt opmærksomheden på den fortsatte kriminalisering af økonomien i landet.
Trods alvorlig tørke, international isolation og svindende humanitær bistand ude fra synes ingen af parterne at have problemer med at finansiere krigen.
Afghanistans krigsøkonomi er nu fuldstændig afhængig af narkotika- og våbenhandel samt smugleri af varer i et område, der strækker sig fra Dubai til Pakistan og fra Iran til Centralasien. Denne trafik truer med at undergrave hele områdets økonomi.
Narkohandlen er en vigtig indtægtskilde for de forskellige væbnede grupper, og Afghanistan er verdens største producent af opium, som forarbejdes til heroin. I 1999 tegnede landet sig for 75 procent af verdens samlede produktion - 4.500 ton. 97 procent dyrkes i områder, som kontrolleres af Talibanerne.
Med tiden er der skabt et netværk af narkohandlere i Centralasien, Pakistan og Iran - og i den senere tid også i Tjetjenien og andre områder i Kaukasus.
Talibanernes anerkendelse af regeringen i Tjetjenien var hovedsageligt motiveret af ønsket om at formalisere disse 'handelsforbindelser'.
Narkoruterne bruges også til at smugle våben til radikale islamistiske grupper i f.eks. Kina, Usbekistan, Kirgistan, Pakistan, Kashmir og Tjetjenien.

Ifølge FN's Program for Narkotikabekæmpelse indbragte opiumhøsten sidste år de afghanske bønder et beløb svarende til omkring 183 millioner dollar. De lokale Taliban-ledere og mullaher opkræver en afgift, ushr, som næsten udelukkende bruges i det pågældende område.
Men derudover er narkohandlere, kurerer og laboratorier pålagt en særlig skat på 20 procent, som styret kalder zakat - traditionelt en 2,5 procents skat, som alle muslimer skal betale til velgørende formål. Det anslås, at Talibanerne på den måde opkræver 30-40 millioner dollar, som går direkte i krigskassen.
Narkohandlen og smugleriet har praktisk taget ødelagt det traditionelle landbrug, som beskæftigede 80 procent af befolkningen. Opiumvalmuer har erstattet hveden de fleste steder, så Afghanistan nu er nødt til at importere en stor del af sine levnedsmidler.
Tørken i år har dræbt omkring 80 procent af kvæget i den sydlige del af landet og lammet den tilbageværende fødevareproduktion - men den vil også få konsekvenser for næste års opiumhøst.
Denne udvikling har fremskyndet vandringen fra land til by, samtidig med at den nu 20 år lange krigstilstand har skabt en enorm intern flygtningestrøm.
Dertil kommer, at omkring tre millioner afghanere stadig opholder sig i Iran og Pakistan, mens en million er flygtet til Vesten; det vil sige, at næsten en fjerdedel af de oprindeligt 20 millioner indbyggere lever uden for landets grænser.
Krigen og Talibanernes primitive politik har også ført til en næsten total brain drain fra landet. Der er stort set ingen med en blot nogenlunde moderne uddannelse tilbage.

Langt den største indtægtskilde for talibanerne er imidlertid smugleriet. I 1997 anslog Verdensbanken, at transithandelen mellem Afghanistan og Pakistan beløb sig til 2,5 milliarder dollar - svarende til halvdelen af Afghanistans bruttonationalprodukt og 15 procent af Pakistans samlede handel.
En gruppe uafhængige forskere (som jeg er medlem af) anslår, at talibanernes krigsbudget i øjeblikket ligger på omkring 100 millioner dollar. Heraf kommer 60-70 procent fra smugleri, 30-40 procent fra narkohandel og 5-10 procent fra direkte økonomisk bistand.
Pakistan betaler omkring 10 millioner dollar om året til lønninger i administrationen i Kabul, og indtil 1998 var Saudi-Arabien også en vigtig bidragyder.
Den eftersøgte terrorist Osama Bin Laden, som har sit hovedkvarter i Afghanistan, finansierer en arabisk brigade på omkring 800 mand, der kæmper sammen med talibanerne. Han giver også penge til specifikke talibanske offensiver.
Pakistan - og i den senere tid Turkmenistan - yder indirekte hjælp i form af brændstof, teknisk bistand til luftvåbenet, vejbyggeri og andet, der holder Talibanernes krigsmaskine i gang.
Den kriminaliserede økonomi betyder, at narkosmuglere og våbenhandlere - såvel afghanske som andre - er kommet til at spille en stor politisk rolle. De har alle en interesse i, at krigen fortsætter, så de kan ekspandere endnu mere i regionen. Samtidig har alle de udviklingsprojekter, som talibanerne sætter i værk, til formål at styrke dette system. Når de f.eks. vil forsyne Kabul med satellittelefoner, reparere ødelagte veje og oprette benzintanke og reparationsværksteder for lastbiler, er det ikke for at gøre livet lettere for befolkningen - det skal altsammen tjene til at gøre smuglernetværket mere effektivt.

Enhver fredsplan for Afghanistan må omfatte udenlandsk bistand til at genindføre en traditionel landbrugsøkonomi. Det vil kræve betydelige summer - men det kan gøres for langt mindre, end der tidligere er givet ud i andre krigszoner.

FN-organisationer regner med, at Afghanistan de første tre år efter en eventuel fred kun kan absorbere mellem 200 og 400 millioner dollar i humanitær bistand og hjælp til genopbygning. Men ingen har for alvor forsket i, hvordan den sorte økonomi kan forvandles til en hvid, der fungerer.
Der foreligger i øjeblikket adskillige fredsinitiativer, men ingen af dem omfatter finansiering af genopbygningen. Det internationale samfund kunne give krigsherrerne et vigtigt incitament til at opgive kampen ved at oprette en fond, hvis midler skulle udbetales under visse forudsætninger - f.eks. våbenhvile, fredsforhandlinger og indsættelse af en koalitionsregering.
Endnu vigtigere er det, at en sådan fond ville give det civile samfund i Afghanistan et redskab til at presse krigsherrerne. Som det er nu, har civilbefolkningen ingen muligheder for at organisere sig og pege på et alternativ til krigen. Ingen af de problemer, der udgår fra Afghanistan - terrorisme, narko, våbenhandel og islamisk fundamentalisme - kan løses, medmindre det internationale samfund også inddrager en afvikling af den kriminaliserede økonomi i sine fredsplaner.

nAhmed Rashid er pakistansk forfatter og journalist

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her