Læsetid: 3 min.

Ny musik i Suså

29. august 2000

Årets Suså-festival var både velbesøgt og en stor kunstnerisk succes

Koncerter
Fire koncerter med otte forskellige ensembler. Over tyve danske komponister, hvoraf mange hører til de yngste. Og en koncertsal helt uden trafikstøj. Suså-festivalen blev en oplevelse, der gør det svært at vælge tre-fire brikker ud.

Gravkammermusik
Men om ikke andet lagde den stærkt ud med ensemblet Contemporánea, der har
Fritz Bertelsen på klarinet, Christian Martinez på slagtøj og Ejnar Kanding ved computer og mikserpult. Instrumentariet er enestående i sig selv – på den ene side født til ny musik, på den anden et rum for de mest oprindelige af alle lydkilder. Og koncertens tre værker fra 1998 stod mere end godt til hinanden.
Nok er Ivar Frounbergs Cancion, no cantada og Fuzzys Rangerspor i natten meget forskellige i det æstetiske – det er abstraktion over for konkretisme, det smagfulde over for det stemningsfulde. Men de har drømmen til fælles. Og så tegner det spændende at systematikeren Frounberg viser sig friere, mere improviseret end folkeejet Fuzzy. Hvad må det ikke blive til?
Allermest lovende var dog Ejnar Kandings dynamiske Sepulcro movible – ‘Gyngende gravkammer’ – til tekster af Comte de Lautréamont og Paulus.
Idémæssigt besjæles det indesluttede af overtonernes uendelighed, gravkammerets klingre grotte bliver rum for kærlighed. Materielt befrugter struktur og indfald hinanden, som håndværkets nøjsomhed forlenes med en intervalfølsomhed af de fineste.

Brag af en koncert
I Athelas Sinfonietta Copenhagens brag af en koncert stod Vagn Holmboes Prelude. To a Maple Tree fra 1986 som ouverture og portal til et par værker fra i år. Multikunstneren Thomas Sandberg opførte to hæse sange af Anders Nordentoft. Dé blev genstand for megen diskussion.
Pausen svirrede med referencer. Man hørte navne som Gustav Mahler og Kurt Weill, Tom Waits og Bobby Macferrin. Og rigtigt er det at musikken ikke just lægger fingrene imellem. Den fortrænger næsten billedet af komponisten som elegiker, gør det i hvert fald rigere og mere nuanceret end nogensinde.
Anderledes helstøbt fremstod Thomas Agerfeldt Olesens all as one. Det viser igen komponisten som ét af de største talenter, glimrer ved sin stravinskyske timing og er både underholdende og virtuost skrevet. Musikken truer næsten med at blive til baggrund for sin egen virkning.

Mindeværdig
Omvendt er det med Henning Christiansens ny-enkle - und ein Engel ging vorbei fra 1967. Dengang blev det uropført under en performance, i dag lyder det så idyllisk at det næppe kunne støde nogen fra sig. Et kendskab værd, hvis man kun har det skelsættende Perceptive Constructions i ørerne.
Men koncertens virkelige trumf var nok Maria Boelskov Sørensens opførelse af Per Nørgårds mesterlige harpekoncert King, Queen and Ace fra 1988 – tre portrætter af arketyperne bag de høje spar-kort, på én gang abstrakte og rammende, fuldendte i formen. Mindeværdig var også Cailin Kvartettens koncert med musik af Nørgård, Nordstrøm og Borup-Jørgensen. At spille i strygekvartet er noget af det sværeste. Men sammen gjorde de fire piger noget, der næppe er hørt mage til i mange år – og dét med værker, der ellers ikke hører til standardrepertoiret noget sted.
Ellers endte weekenden med Storstrøms Kammerensemble, der med Wayne Siegels trompetkoncert Millennium Café og Ole Bucks Fiori di ghiaccio fra 1999 leverede to af festivalens lettest tilgængelige værker. Smukke var de skam også, og Paul Terracinis trompetspil overbevisende.
Prisen tog alligevel Niels Rosing-Schows Trio per flauto, viola ed arpa – et værk fra 1983 og ikke helt så profileret som de senere, men helt igennem poetisk og dybt original i sin vilje at stramme op og slække på samme tid.
Festivalen næste år finder sted 25.-26. august. Og det tilrådes inden alt for længe at reservere en af de ret få sengepladser på egnen.

*Ny musik i Suså, 26.-27. aug. Kunstnerisk ledelse. Hans-Henrik Nordstrøm. E-mail: nymususaa@adr.dk. Internet: www.webline.dk/nymususaa

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her