Læsetid: 3 min.

Ikke et øje tørt

8. august 2000

Herregården Fuglsang på Lolland er et perfekt værested med musikken i centrum. Søndag eftermiddag mødte et stort publikum op for at høre tidlig engelsk musik

Koncert
Fuglsang ved Toreby på Lolland har mange år været et musikkens hus med stolte traditioner. Ejeren Bodil Neergaard, barn af Emil Hartmann, overdrog hele herligheden til Det Classenske Fideicommis i 1947 og fra 1962-95 var Fuglsang refugium. Nu danner bygningen rammen om en række musikaktiviteter, med Det Musiske Selskab som spilfordeler.
Selvom Fuglsang er bygget i 1869 med en lidt forvirrende interiør stilblanding, hvoraf ikke mindst Rosenborgs arkitektur genkendes, oser stedet af varme og sjæl - man falder til ro og musikken kan nydes i fulde drag.
I den seneste uge har Det Musiske Selskab med cembalisten Karen Englund i spidsen, afholdt masterclass i tidlig musik. Engelsk guldaldermusik 1575-1650 var overskriften på denne masterclass, der fandt sted for 2. gang. Perioden og geografien var så fokuseret, at de medvirkende kunne dykke ned i specialstudier i den engelske guldgrube af madrigaler, pavaner, osv. At dømme efter koncertrepertoiret med vægt på komponisterne Orlando Gibbons og John Dowland.
Arrangementet er internationalt og ambitiøst, med tilknytning af nogle af de bedste lærere, der kan fås for penge: Dirigenten Paul Hillier og blokfløjtenisten Eva Legêne var i år at finde blandt lærerkræfterne.

Sorg og glæde
Denne 2. masterclass tiltrak især danske korsangere fra de bedste kor med speciale i ny og gammel musik, samt instrumentalister fra ind- og udland, i alt ca. 20 unge talenter, som ønsker at foretage specialstudier i musik, komponeret for mere end 400 år siden.
Der var nu ikke noget 'støvet' over opførelserne ved afslutningskoncerten, tværtimod formidlede musikere og sangere stærke stemninger, fra løssluppen humor til tårevædet sorg over tab af den elskede. På sangersiden mest vellykket i madrigaler af Gibbons. Selvom værkerne ville vinde ved yderligere kælen for detaljer og klangelige raffinementer, var det en nydelse at høre denne tidlige polyfoni fortolket af unge korsangere fra første korgeled.
Det lille orkester i vekslende besætninger, bestående af lærere og elever, ydede en fortræffelig indsats både som akkompagnatør og som selvstændigt orkester. Især pavaner af Dowland og William Brade viste musikernes evne til at spille virtuost og ideomatisk med tid til at frasere og tegne overordnede linjer i det musikalske forløb.

På gensyn
Fuglsangs koncertsal er et overordentlig stemningsfuldt rum at være i, men akustikken er ubønhørlig afslørende for de mindste udsving i intonation og afslører selv de mindste ujævnheder i det musikalske foredrag. Til kor a capella er rummet mindst velegnet, men til instrumentalmusik med og uden sang er der en glimrende intimitet og klanglig tæthed.
De landlige omgivelser, hvilket i første omgang vil sige fraværet af byen, sætter sig på aktører og publikum. Det skaber en atmosfære af afslappet koncentration, som musikken har så forfærdelig godt af.
De skulle prøve at opleve det, enten ved koncerter i Fuglsang Musikforening (næste koncert er den 3. september med Storstrøms Kammerensemble), eller arrangementer af Det Musiske Selskab. Fuglsang er et besøg værd. Som den otteårige ledsager udtrykte det: "Et kanon sted." Det er nudansk og betyder det samme som Holberg sagde om samvær og indhold i 1744: "... at bringe musikken blandt vore landsmænd i flor og skaffe de medvirkende og publikum uskyldigt tidsfordriv."

*2nd International Masterclass at Fuglsang. Kunstnerisk ledelse: Karen Englund. Afslutningskoncert søndag. Værker af bl.a. Dowland og Gibbons. Medv.: Bl.a. Paul Hillier, Karen Englund, Eva Legêne, Lars Henning Jensen, Mie Korp Jensen, Daniel Zorzano, Else Torp Schrøder, Signe Asmussen, Brian Cummings, Rebecca Forsberg, Thomas Kiørbye. Det Musiske Selskab 35377130

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her