Læsetid: 7 min.

Øjeblikkets tyranni

14. august 2000

Langsomheden er en nødvendig forudsætning for demokratiets fornyelse, siger den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen, der kommer til Danmark i weekenden

Mandagssamtale
Hele sommeren har han været uden e-mail. Ville man i kontakt med ham, der ellers optræder ganske ofte i aviser og på konferencer verden over, skulle man snail-maile. Jeg gjorde begge dele for at være sikker, og forestillede mig så, hvordan cellulosebrevet sneglede sig afsted over landene og vandene og fem dage efter nåede frem til ham, der nok sad på en norsk tomt og skuede ud over fjeldet, mens han langsomt åbnede sin papirpost.
Langsomheden er nøgleordet i den nye bog 'Øyeblikkets tyranni', som professor ved Oslo Universitet, socialantropolog Thomas Hylland Eriksen har skrevet. Den handler om den ekstreme fokusering på nuet, som, Hylland Eriksen mener, er opstået indenfor de sidste ti år med informationsrevolutionen.
"Det fantastiske med de nye telekommunikationer er, at de skaber en ny og øget tilgængelighed, som er god for afsenderen, men ikke nødvendigvis for modtageren. For ganske mange bidrager det til øget stress, tab af indre sammenhæng og problemer med at arbejde over længere tid med den samme ting, fordi man altid har noget andet, som haster. Jeg har en statistik over de e-mails, som jeg har modtaget siden begyndelsen af 90'erne, der viser en ganske eksponentiel vækst fra 400 mails i 1994 til 6.000 i det første halvår af 2000. Mobiltelefonen og e-mailen skaber krav om kontinuerlig tilgængelighed og fjerner de væsentlige mellemrum i tilværelsen. De tidspunkter, hvor der ikke sker noget."
"For bare ti år siden sendte vi altid et cellulosebrev, når vi henvendte os til folk. Det tog tid at lave brevet, skrive det, notere adressen, lægge det i postkassen, men når man havde gjort det, kunne man gå tilbage til sit arbejde og gøre noget andet i fem dage, måske en uge."
"Når vi sender en e-mail, forventer vi svar samme dag. Og dette krav om hastighed bidrager til et tab af sammenhæng, hvilket er væsentligt, når vi taler om informationssamfundet og mulighederne for at skabe sociale fællesskaber. Øjeblikket bliver så overfyldt, at der ikke bliver plads til organisk vækst, til de lange linier og til historien."

Ekstrem individualisme
- Så du ser et meget vigtigt forhold mellem tabet af den personlige indre sammenhæng og mulighederne for at skabe sociale sammenhænge?
"Den store historie om samfundet og verden ser vi i forbindelse med vores personlige biografi. Hvis vi mister den forståelse af os selv, mister vi også evnen til at forstå den store historie. Det eneste, som står tilbage, er et hektisk og begivenhedsmættet øjeblik. Et billede på dette er forholdet mellem en-kanal-tv og fler-kanal-tv. Da man kun havde en, to eller tre kanaler, blev der lavet programmer med henblik på, at seerne skulle være loyale. Hvis der var en serie, forudsatte det, at seerne var loyale fra uge til uge, så de kunne opbygge noget kumulativt. Det typiske for tv med mange kanaler er, at det står stille i en rasende fart."
"Man er i stand til at skabe en god del kompleksitet, men uden at det kan hægtes på noget, som er større. Jeg ser et lignende mønster mange steder i samfundet. Det kan beskrives som en ekstrem individualisme og et jag efter oplevelser, som har en del positive sider, men som også gør, at vi mister evnen til at se ting i en sammenhæng."
- Hvilken betydning har denne individualisme, jagten på hurtige oplevelser og tabet af meningssammenhæng for demokratiet?
"Noget af det, vi har set, er, at de klassiske ideologier og partiloyalitet er i færd med at kollapse. Store vælgergrupper sidder i dag forjagede og ved ikke, hvor de skal gå hen. I Norge er der en vælgerflugt mellem Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet, som indenfor den traditionelle forståelse af ideologi befinder sig i hvert sit yderpunkt. Der er ingenting, som hænger sammen længere."
"Den norske fagbevægelse har problemer med at fremstå som aktuel, fordi folk ikke længere har en subjektiv klassetilhørighed. Fragmentering i arbejdslivet er også et tegn. Den tid, hvor man havde et arbejde i måske 30 år, har vi forladt."
- Er alle de symptomer, du her skitserer, ikke tegn på en ny type demokrati, som vi endnu ikke er i stand til at forstå?
"Det tror og håber jeg, men det er op til os, som lever i det her samfund, at skabe den, for den kommer ikke af sig selv.

Cafeteriamodellen
"Men først må vi forsøge at stille diagnosen. Livet er som et cafeteria, hvor man kan vælge og skifte ud, og det betyder, at det gruppetilhørsforhold, man tidligere følte, er under pres. Det betragter jeg imidlertid som noget positivt. Jeg er ikke interesseret i at være med på den kulturpessimisme, som præger dele af venstrefløjen. Jeg tror, at det kan udnyttes politisk, hvor en konkret mulighed er, at man går over til en politik, der i højere grad er baseret på folkeafstemninger, dvs. mere direkte demokrati. Vi har jo set det i forbindelse med folkeafstemningerne knyttet til EU, at de øger den politiske aktivitet, og at folk bliver mere alment politisk interesseret."
"Jeg forstår venstrefløjens bekymring og den type af pessimisme, som Pierre Bourdieu lægger frem i sin bog om tv, men det nytter ikke. Man må have alternativer og vise, hvordan vi kan bruge disse nye muligheder til at styrke demokratiet. En åbenbart positiv ting ved informationsrevolutionen er, at det gør det muligt at tænke mere globalt. Der er jo nogle åbenbare måder, som informationsteknologien kan fungere progressivt på, ikke mindst er den vældig demokratiserende. Den giver flere mennesker anledning til at blive synlige og få en stemme."
"Men det er let at se, at der en stærk kommerciel tendens, og at der ikke prioriteres i den information, som udbydes på nettet. Og derfor må vi opbygge en bevidsthed omkring langsomhed og en bevidst brug af filtre, som gør det muligt at skabe sammenhæng. Det må man få ind i politikken og i hverdagslivet. Der eksisterer jo det paradoks, at informationssamfundet med sin overflod af information ikke har gjort os mere oplyste, men tværtimod mere forvirrede, og at den tidsbesparende teknologi ikke har givet os bedre, men dårligere tid."

Lokalt demokrati
- Hvilken rolle har staten i den udvikling af demokratiet, som du lige har skitseret?
"Den oplagte måde at bruge Internettet på vil være som en lokal opslagstavle og som et middel til at lave virtuelle lokalsamfund. Men det vil ikke involvere myndighederne, og det betyder altså, at hovedansvaret for udviklingen af en fællesskabsfølelse vil ligge ude i samfundet og ikke hos staten. Noget af det, som har virket mest opløsende på lokalsamfundene i den vestlige verden, var, da folk fik bil og fjernsyn, for så tænkte de ikke længere på deres naboer."
"I hele denne periode har staten fungeret som en kompensation for det, man tidligere brugte nærmiljø til. Og nu tror jeg, at vi kan prøve at tænke os, at den nye teknologi genskaber noget af den lokale identitet. Vi skal bruge de elektroniske medier til at skabe fora, som styrker interessen for politik."
- Men hvis den politiske dialog kommer til at foregå i mange fora, hvordan sørger man så for, at der kommer en fælles samtale? Skal vi droppe forestillingen om, at der eksisterer en fælles dialog?
"Det synes jeg ikke. Vi må opretholde forestillingen om, at der findes mange fælles samtaler. Vi får mere og mere med hinanden at gøre over hele verden, f.eks. som da aktionen i Seattle mod WTO fik global opmærksomhed, fordi alle avislæsere vidste, at det angik dem. Det er ikke en Lenin på toppen af pyramiden, vi behøver, men en edderkop, som kan koordinere, som kan danne centrum i alle disse nærværk og knytte dem sammen. Vi ved, at hvis man har en sag, som opleves tilstrækkeligt vigtig, så vil folk finde hinanden."
"Vi har haft en vældig fattig politik i de sidste ti år i Vesteuropa, men de sager, vi har haft med EU og for så vidt også bombningen af Jugoslavien, har vist, hvordan forskellige grupper har fundet hinanden. Men også miljøspørgsmål, genmodificeret mad og en øget opmærksomhed omkring brugen af elektroniske medier kan være sager, hvor folk finder hinanden."
- Du talte i starten om organisk vækst, hvad mente du egentlig?
"At vi ser os selv som organismer, der går igennem forskellige faser og ikke er teenagere hele livet. Men jeg ser også organisk sammenhæng. Det er et ord, jeg nødig må bruge, men jeg er begyndt at gøre det, fordi jeg føler, at det er nødvendigt. Den organiske sammenhæng i samfundet vil sige, at helheden er større end summen af delene. Med andre ord en forståelse af, at vi trænger til hinanden, og at vi ikke bare er billardkugler, der støder imod hinanden. En sådan forståelse mangler der for tiden."
" Jeg mener som Paul Virilio, at vi bør læse de sidste 100 års historie som accelerationens historie. Og det har mange positive sider. Ting, der kan gøres hurtigt, bør gøres hurtigt. Men der er enkle ting, som bare kan gøres langsomt. At tænke for eksempel."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu