Læsetid: 2 min.

Ørestadsselskab afviser anklager

29. august 2000

Ørestadsselskabet afviser at have lagt hindringer i vejen for aktindsigt

Ørestadsselskabets kommunikationsdirektør Bo Dybkær afviser, at selskabet – som omtalt i Information i går – har søgt at hindre entreprenørkonsortiet Comet i at opnå aktindsigt:
»Det er fuldstændigt forkert,« siger Bo Dybkær til Information.
Desværre var det ikke den besked, som kom fra Dybkær i fredags. Da sagde informationschefen, at der ikke var tale om en større sag, der havde givet anledning til principielle overvejelser, og at selskabets direktion ikke havde behandlet sagen..
Gennem nogle måneder har Comet søgt aktindsigt hos en række myndigheder. Det sker for om muligt at forbedre konsortiets position forud for den voldgift om over en milliard kroner i ekstrabetaling, der forventes færdigforhandlet inden nytår.
Som omtalt i avisen i går har Ørestadsselskabets bestyrelsesformand Henning Christophersen i forbindelse med en omtale af Comets aktindsigter bedt sin direktion om at undersøge mulighederne for at gøre regres, økonomisk godtgørelse.
Først mandag kom det frem, at Comets aktindsigter til myndighederne faktisk havde været behandlet som andet og mere end rene ekspeditionssager.
Men ifølge Bo Dybkærs udtalelser har Ørestadsselskabets overvejelser om regres ikke noget med spørgsmålet om aktindsigt at gøre.

Gribende enkelt
»Det handler i sin gribende enkelhed om, at hvis Comet kan påvise, at myndighederne har behandlet Comet anderledes, end de behandler andre entreprenører, og at vi dermed bliver påført ekstraomkostninger, kunne der være tale om at gøre regres over for myndighederne,« forklarer Bo Dybkær.
»Det er noget sludder, at det handler om aktindsigt – det handler om myndighedernes behandling af en masse sager, som Comet har haft med myndighederne.«
Af Comets breve fremgår det ikke, at det specielt skulle være en sammenligning af myndighedernes behandling af Comet i forhold til andre entreprenører, der er målet for Comets aktindsigter. Tværtimod virker Comets breve meget brede i deres søgen efter dokumenter.
»Det, der er vigtigt for os, er at finde ud af, hvilke oplysninger, der var tilgængelige, da vi gav vores bud på arbejdet,« som direktør Jørgen Spliid fra entreprenørfirmaet NCC, der deltager i Comet, tidligere har udtalt til avisen.
»Det er kort sagt for at få en viden på samme størrelse som vores bygherre, at vi søger aktindsigt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu