Læsetid: 3 min.

Ørestadsselskabet vil hindre aktindsigt i metrosag

28. august 2000

Uenigheden om en milliardregning har fået metro-entreprenørerne på dokument-jagt hos myndighederne

Ørestadsselskabet forsøger i det skjulte at forpurre, at konsortiet Comet, der skal bygge de københavnske metrostationer, går på dokument-jagt hos en række myndigheder for at finde oplysninger, der kan vise sig at være millioner værd.
Siden februar har Comet nemlig søgt aktindsigt i håb om at finde oplysninger, der kan forbedre Comets stilling i den standende uenighed om over en milliard kroner i ekstrabetaling fra Ørestadsselskabet til Comet.
Ørestadsselskabet bryder sig ikke om Comets dokument-jagt. Såvidt Information erfarer, har selskabets bestyrelsesformand Henning Christophersen bedt direktion om at undersøge mulighederne for at gøre såkaldt regres hos myndighederne.
Det betyder kort fortalt, at Ørestadsselskabet vil kræve økonomisk godtgørelse, hvis en myndighed har udleveret dokumenter til Comet, og disse dokumenter medfører, at selskabets ekstrabetaling til Comet bliver større end forventet.
Henning Christophersens initiativ er meget usædvanligt – og vanskeligt at tolke på anden måde end som et forsøg på at begrænse åbenheden i forvaltningen.
Det mener afdelingsforstander Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole. Han har aldrig tidligere hørt om et fortilfælde.
Den økonomiske afstand mellem Ørestadsselskabet og Comet er de seneste år blevet meget stor: Comet har således stillet krav om merbetaling på langt over en milliard kroner. Ørestadsselskabet afviser, at ekstrabetalingen bliver større end et par hundrede millioner kroner.
Uenigheden mellem parterne forventes at blive endelig afgjort med en voldgift. Og det er med sigte herpå, at Comet nu er gået på dokument-jagt.
Direktør Jørgen Spliid fra entreprenørfirmaet NCC, der er dansk partner i Comet, ønsker ikke at oplyse, hvor mange myndigheder, der indtil nu har fået brev om aktindsigt. Eller hvilke oplysninger, man leder efter.
»Vi prøver på at få en viden af samme størrelse som vores bygherre,« oplyser Jørgen Spliid, der fungerer som PR-manager for Comet. Han tilføjer, at Comet allerede har modtaget »ting, som er udmærkede at vide«.

Christophersens regres
Information har begæret aktindsigt i Comets begæringer om aktindsigt. Af de modtagne dokumenter fremgår det, at f.eks. Jernbanetilsynet har anmodet Comets modpart om en udtalelse, inden man svarer Comet. Også Trafikministeriet har valgt at orientere såvel Ørestadsselskabet som Finansministeriet, inden Comet har fået lov til at se et eneste dokument.
I Ørestadsselskabet afviser kommunikationsdirektør Bo Dybkær dog, at der er tale om nogen større sag, der har givet anledning til principielle overvejelser. Comets aktindsigter har, ifølge ham, heller ikke været behandlet af selskabets direktion. Det er dog, ifølge Informations oplysninger, sket forud for et bestyrelsesmøde den 8. marts. Her oplyste bestyrelsesformanden, at han ville nævne Comets aktindsigter for trafikministeren.

Mindre åbenhed
»Når en myndighed skal behandle en anmodning om aktindsigt, skal de følge lov om offentlighed i forvaltningen – uanset om offentliggørelsen af det ene eller andet dokument kan skade Ørestadsselskabet eller ej«, siger Oluf Jørgensen.
Hvis Ørestadsselskabet vil gøre regres over for en myndighed, der har udleveret dokumenter til Comet, må de anlægge sag ved domstolene.
Måske vil Henning Christophersens initiativ vise sig at være en tom trussel. Oluf Jørgensen har nemlig svært ved at forestille sig, at domstolene vil anfægte det præcise skøn, som den enkelte myndighed har udøvet, når den har behandlet en anmodning om aktindsigt.
Ligeledes vil det, ifølge Oluf Jørgensen blive svært for Ørestadsselskabet at føre bevis for, at netop udleveringen af det ene eller andet dokument er årsagen til et økonomisk tab. I stedet kan Ørestadsselskabet klage til Folketingets Ombudsmand, hvis man mener, at en myndighed har overtrådt loven om offentlighed i forvaltningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu