Læsetid: 4 min.

Østtimor et år efter ragnarok

30. august 2000

For et år siden stemte et stort flertal for Østtimors løsrivelse fra Indonesien. Militsernes terror medførte, at landet må genopbygges helt fra grunden

En rygende ruin. Et skændet paradis. Eller som det sønderbombede Dresden efter Anden Verdenskrig.
Beskrivelserne af Østtimor og dets hovedstad Dili for et år siden taler deres tydelige sprog om et land og en by, der systematisk var blevet ødelagt og lagt i ruiner.
Det var de pro-indonesiske militsers hævn for, at et stort flertal af Østtimors befolkning for i dag præcis et år siden – den 30. august 1999 – afviste et indonesisk forslag om selvstyre inden for Indonesiens grænser og dermed sagde ja til løsrivelse.
Med dette ja nedkaldte befolkningen samtidig militsernes hævn og et ragnarok, der udover den nævnte materielle ødelæggelse også betød hundreder, måske tusinder dræbte og sendte over halvdelen af Østtimors befolkning på flugt.
Heraf flygtede mere end 200.000 af Østtimors samlede befolkning på ca. 800.000 ud af landet.

Genopbygningen
I dag, et år efter den historiske afstemning, befinder op mod 120.000 flygtninge sig stadig i den indonesiske del af øen Timor, Vesttimor. FN’s forsøg på at få dem tilbage til Østtimor blev så sent som i sidste uge afbrudt efter militsmedlemmers overfald på FN-medarbejdere og drabet på to medlemmer af FN’s fredsbevarende styrke i begyndelsen af august.
Militserne fortsætter således deres angreb fra Vesttimor, hvor det indonesiske militær lige så lidt, som det var tilfældet for et år siden, lægger hindringer i vejen for deres terror.
Men ellers er de fleste flygtninge nu vendt tilbage til deres hjembyer, og især i Dili er genopbygningen i fuld gang under FN’s ledelse. Og der er rigeligt at se til:
»Fire ud af fem bygninger var brændte, bilerne i gaderne var enten udbrændte eller ødelagte, og der var næsten ingen mennesker,« sagde Finn Reske-Nielsen, den danske leder af FN’s udviklingsindsats i Østtimor, for nylig til Morgenavisen Jyllands-Posten om sin ankomst til byen i oktober sidste år.
På det tidspunkt var situationen blevet bragt nogenlunde under kontrol af den australsk-ledede FN-styrke, der efter hårdt pres på Indonesien var blevet indsat i september.
I oktober vedtog FN’s Sikkerhedsråd at oprette den fredsbevarende styrke og FN-administration, der skal lede Østtimor frem mod fuld selvstændighed, kaldet UNTAET (UN Transitional Administration in East Timor).

Boom-økonomi
Ifølge rapporterne har den massive tilstedeværelse af FN-folk, hvoraf den fredsbevarende styrke i øjeblikket tæller 9.352 personer plus hjælpearbejdere, skabt en boom-økonomi i hovedstaden. Sådan som det så ofte er tilfældet, når det internationale korps rykker ind i et af verdens brændpunkter.
Restauranter, hoteller, barer og supermarkeder er blomstret op i Dili, hvor også biludlejningsfirmaer og forretninger, der sælger byggematerialer, har kronede dage. Men lederen af Verdensbankens kontor i Dili, Sarah Cliffe, siger til nyhedsbureauet Reuters, at hun er bekymret for, at de mange udlændinge blot har skabt en »bobleøkonomi«, og hun understreger nødvendigheden af at bygge en ’rigtig’ økonomi op.
Østtimor har potentialet: Store olie- og gasreserver i havet, verdensberømt arabica-kaffe, muligheden for at blive selvforsynende med bl.a. ris og majs – og ikke mindst potentialet for at tiltrække massevis af turister.
»Det kunne blive et paradis. Det er et lille land med en lille befolkning og en masse gode venner rundt omkring i verden,« siger Joao Carrascalao, der i FN-administrationen har ansvaret for genopbygningen af infrastrukturen, til Far Eastern Economic Review.
Alligevel vurderer Verdensbanken, at der kan gå op mod 20 år, inden den nye nation kan eksistere uden økonomisk støtte fra omverdenen. Foreløbig er Østtimor sikret 360 millioner dollar (næsten 3 mia. kr.) i international støtte over de næste tre år.
Valg om et år
Men den økonomiske genopbygning afhænger selvfølgelig af den politiske udvikling. FN regner med, at der inden for et år kan afholdes valg til Østtimors første lovgivende forsamling og præsidentembedet.
Interessen samler sig især om, hvem der bliver landets første præsident, og her hersker der usikkerhed omkring den mand, som de fleste mener, er den eneste oplagte kandidat: Xanana Gusmao, den tidligere guerillaleder, der stod i spidsen for modstanden mod det indonesiske styre og tilbragte en årrække i fængsel i Jakarta.
Gusmao vendte sidste år tilbage til Østtimor i triumf, og alle regnede med, at han som en Nelson Mandela ville besætte præsidentposten, når tiden var inde.
Men Gusmao har hele tiden insisteret på, at han ikke ønsker at blive præsident.
»Jeg stiller ikke op til præsidentvalget, men forsøger i stedet at få folk til at forstå nødvendigheden af at opbygge demokratiske institutioner. Vort folks fremtid bør ikke afhænge af enkeltpersoner,« sagde han for nylig til Reuters.
I weekenden blev forvirringen total, da Gusmao på en konference først trak sig som leder af CNRT (National Council of Timorese Resistance – en paraplyorganisation for Østtimors forskellige politiske grupperinger) for siden at ændre sin beslutning efter pres fra de delegerede.
Selv om Gusmao på konferencen opfordrede til sammenhold og forsoning, er der en underliggende frygt for, at politisk splittelse skal bryde ud i overgangen til selvstændighed. Sådan som det skete tilbage i 1975 i det tomrum, der opstod, efter at kolonimagten Portugal havde trukket sig ud af Østtimor. Den interne politiske splittelse førte til borgerkrig og banede kort efter vej for den blodige indonesiske besættelse, der skulle vare 24 år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her