Læsetid: 6 min.

Offerfjernsyn

11. august 2000

Vi lever i offerets århundrede. Så hold jer ikke tilbage: Klar, parat, klag

Qlummen
Danskerne klager mere end nogensinde før, kan man af og til læse i opgørelser fra de institutter og klagenævn, der gør den slags op. Vi finder os ikke i noget! Bare kom an, eller jeg lægger sag an!
Nu kunne man jo tro, at det er fordi, der simpelt hen sker flere urimeligheder end nogensinde før. At folk fuppes, fejlopereres, udplyndres og bedrages i hidtil ukendt omfang. Det stemmer bare ikke overens med, at de fleste af os lever forholdsvis ubekymret, i et sikkert samfund med mange bekvemmeligheder. Så hvad skyldes den store klageglæde?
Ganske enkelt, at vores krav til tilværelsen er vokset, mens vores tålmodighed med mindre gode ting er faldet tilsvarende.
Hvordan det foregår, kan man næsten dagligt iagttage på de danske tv-kanaler, som efterhånden er kammet næsten over i iver efter at lægge øre og mikrofon til Homo Klagensis - det klagende menneske.
Anfører i dette felt af klage-programmer er ubetinget 19 Direkte på DR 1, som er Provinsenhedens anslag mod TV2-Nyhederne. Programmet er væg til væg-offerfjernsyn, iscenesat omkring Dagens Klage garneret af to-tre småklager. Altid er der en eller anden offentlig myndighed eller privat virksomhed, der kunne have gjort mere, kunne have gjort noget andet, kunne have rådgivet bedre, hvis de dengang havde vidst, hvad man nu ved, hvad man jo desværre ikke gjorde.
"Føler I at de sociale myndigheder/ politiet/ sygehuset/ forsikringsselskabet/ ministeriet/ skolen har svigtet?," spørger de altid beredvillige journalister. Og ja, ikke overraskende føler folk ikke sjældent, at de godt kunne have brugt lidt mere hjælp.
For eksempel er der ikke aktuelt tilbud om akut krisehjælp til mennesker, hvis pårørende forsvinder, en selvfølgelig ekstremt belastende situation. Men også ret sjælden, at dømme efter antallet af efterlysninger i tv- og aviser.
Alligevel tog 19 Direkte en dag beslutsomt fat om dette problem og havde til anledningen fundet to søstre, hvis ca 75-årige, normalt friske og bilkørende mor pludselig forsvandt, uhyggeligt nok, kort før jul sidste år. (Reportagen jeg taler om her, stammer fra d. 18. januar i år, men er - trods en ny studievært - ret repræsentativ for programmets profil).
Krisehjælp fik de som sagt ikke tilbudt. "Hvad gjorde I da," henåndede intervieweren chokeret over så meget svigt, så oprørende forhold i dagens Danmark. De to søstre, robuste kvinder i cirka 40-årsalderen, så eftertænksomt på hinanden: "Vi snakkede med hinanden og med familie og gode venner."
Hårdt presset vedgår de, at det måske kunne have været meget rart at få tilbudt noget mere. De ser dog begge ud til at have taget det skete med nogenlunde oprejst pande. De ligner overhovedet ikke ofre og agerer egentlig heller ikke særligt overbevisende i den offer-rolle, som journalisten tildeler dem. De ser faktisk ud til at mestre deres liv, som det vist hedder.
Kameraet kan kort sagt ikke hente ret meget her, så fokus skifter hastigt til politiets efterforskningsarbejde. Politiet har overfløjet hele egnen med helikopter og i øvrigt søgt alle tænkelige steder, men på grund af is på områdets søer og vandløb kan man ikke se klart igennem vandet, om der skulle ligge et druknet menneske.
"Kan I virkelig ikke gøre mere, I har jo ikke fundet hende?" vil journalisten vide. Næ, politimanden mener egentlig at efterforskningen er afsluttet, man må jo også forvalte ressourcerne. Man forstår, at han regner med, at der er sket en ulykke, ikke en forbrydelse, og ulykkeligt, som det er, må man lade tiden og tøvejret løse det og se, om ikke den forsvundne skulle dukke op, levende eller død.
Ved den blotte lyd af ordet ressourcer slår journalisten henrykt til, så prompte som en Pavlovsk hund. "Føler I, at I har få for ressourcer til den slags opgaver?" Politimanden svarer, at man jo altid kan diskutere, hvor meget man vil gøre i hvert enkelt tilfælde, og her må de altså også til at komme videre med andre sager. Alt i alt er der så gået et kvarter med at fremlægge denne ulykkelige sag, inklusive smukke vinterbilleder over Tystrup Sø, var det vist.

Lidt senere på foråret brød min 11-årige datter spontant sammen af grin over en seriøst ment reportage om to nordsjællandske piger, der havde lejet en limousine til en fest, men var blevet brændt af af udlejeren, der havde måttet sende limousinen på værksted. I stedet havde han sendt pigerne en anden - nydelig - bil. De to piger udbredte sig nu om hvor svigtede, de havde følt sig. Ikke et kritisk spørgsmål.
Ikke længe efter brugte TV2's forbrugerprogram Boomerang seernes dyrebare tid på en historie om et brudepar, der havde lejet et sommerhus, men - oh gru - havde fået forkerte nøgler og i stedet måtte tilbringe natten i deres egen lejlighed 25 km væk. De havde vist fået pengene tilbage - men skuffelsen! Hvad med lidt for tort og svie?!
Klar nedtur, det forstår jeg godt. Jeg ville med garanti også have været skidesur. Men alligevel - er historier af denne type lokalhistorier fra Græsted-GillelejePosten, eller værdige sager for landsdækkende tv?
Det ser ganske enkelt ud som om, lokalnyhederne gennem de senere par år har bredt sig til de landsdækkende kanaler. En lokalnyhed er, lidt rask defineret, en historie, hvor nærhedskriteriet træder ind som væsentlighedskriterium. Let omskrevet, jo mere i nærheden, et skibsforlis er foregået, jo færre druknede behøves, for at det kommer i avisen. Lokaljournalisten spørger ikke, om dette vælter verden, men om dette er sket i vores område. Præcis som når aviser og tv-nyheder ved større ulykker ude i verden altid søger at få oplyst, om der var danskere blandt de omkomne. Man kan grine ad eller græde over denne lokalprovinsialisme (som også findes i andre lande), men et fikspunkt, en form for nærhed gør det lettere at forbinde ulykkerne med noget konkret.
Men når nærheden ikke er nær, bliver den kunstig, og når en lokalnyhed ikke er lokal, skrumper den ind til sit virkelige format, bagatellen. Eller burde gøre det: Man kan næsten tro på en form for selverkendelse, når TV2-Nyhederne i denne uge kører et tema om netop lokaljournalistik. For som en ærlig redaktionschef på et lillebitte dagblad erklærede i onsdags: "Det kunne selvfølgelig være rart, om her skete lidt mere. På den anden side er det jo fint at bo i et område, hvor døgnets vigtigste forbrydelse er et checkrøveri."
Men når småtterierne så blæses op for at ligne noget, så er det man får dette offer-fjernsyn. Helt ærligt synes jeg, det er pinligt. Pinligt på samme måde som Det er ren Kage, mand og andet 'folkeligt' fjernsyn. Pinligt, fordi det 'folk', man her møder, ikke er et folk i sin fuldkommenhed af tænksomhed og dumhed, af selvstændighed og selvmedlidenhed, af selvhøjtidelighed og selvironi, griskhed og nøjsomhed. Offerfjernsynet fremkalder kun folks iboende trang til spille David over for Statens eller Institutionens onde Goliath.
Denne tvangs-folkelighed kan man kun opretholde, fordi de ansvarlige journalister med god samvittighed parkerer fornuften og overblikket i den seriøse del af dagspressen, som jeg af beskedenhed afstår fra at nævne eksempler på. Og med samvittigheden trygt hængt på knagen kaster man sig hæmningsløst ud i excesser af de egenskaber, alle har, men nogle af os trods alt gør en lille indsats for at holde nede. Ikke fordi vi er så meget bedre, men fordi vi gerne vil se os selv som værdige, myndige mennesker, der ikke stikker i et hyl ved den mindste modgang.

Det, jeg simpelt hen ikke kan holde ud, er det klagende menneske. Den, der altid synes, det er nogen andres skyld, og at nogen - ikke mig selv - burde gøre noget lige nu. Og jeg synes ikke, det er i orden, at man for at fylde nyhedsfladen - dagligt en hel time i prime time pr. kanal, også når der ikke sker et klap - kaster disse offer-historier på, hvor man tit ikke engang gider fortælle historien ordentligt, f.eks. høre den anden side.
I bestræbelsen på at komme tæt på folket ofrer man rask væk andre væsentlighedskriterier. Og ikke nok med det. Ved at tage problemer alvorligt, som i værste fald ikke rummer principielle aspekter, men kun er et problem for de involverede selv, puster medierne til en holdningsændring i samfundet, som jeg ikke kan se, nogen har gavn af.
For når medierne rask væk udnævner enhver, der har knækket hanken på sin bærepose, til ofre og sårbare minoriteter - hvem skal så være de stærke skuldre, der skal løfte de tunge byrder?q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu