Læsetid: 3 min.

Orientalske billeder

23. august 2000

Nikolaj Udstillingsbygning viser 12 kunstnere fra Mellemøsten under festivalen Images of the World

Udstilling
I foråret kunne man i Nikolaj Kirke se en omfattende og interessant udstilling af samtidskunst fra Tyrkiet, og i forbindelse med det globale kulturudbud af musik og dans har billedkunsten også fået en plads i København. Udstillingen har fået titlen "Ekbàtana?" med hilsen til Sophus Claussen, og den har orientalismen som omdrejningspunkt.
Kunstnerne er valgt som kommentatorer til det europæiske billede af orienten, så den besøgende sættes på den opgave at analysere de enkelte værker under en kulturundersøgende synsvinkel. Udgangspunktet er vidt forskelligt for de kunstnere, der deltager: En del er bosat i deres fødelande, Ægypten eller Iran, mens de fleste er udvandrede fra Mellemøsten til U.S.A. eller England.

Daglige omgivelser
Det er således en meget diffus repræsentation af værker, hvoraf nogle må formodes at være i dialog med kunstnerens daglige omgivelser, mens andre er skabt direkte til det internationale, distancerende og æstetiserende kunstmarked.
Inden for udstillingens ramme er det umiddelbart mindst kompliceret at forholde sig til den første kategori. Når man ser Chant Avedissians Egyptiske landskaber registreres umiddelbart den sent-fremkomne afbildende kunst i Ægypten. Med skabeloner fremmaner han den groteske kongefamilie omkring Farouk og deres papegøjer, eller turistseværdigheder og propaganda.
Den iranske Bita Fayyazis keramiske kakkerlakker i overstørrelse, der befolker midterskibet i Nikolaj Kirke, opleves også umiddelbart som en politisk kunstkommentar til iransk hverdag, mens det er svært at opleve Zineb Sediras kakler med små portrætter af hendes families kvinder gemt i ornamenterne som et relevant udtryk for en fransk-algiersk kvindes oplevelser i engelsk immigration.
Her fornemmes galleri-sammenhængens cool som en film over udsagnet, der effektivt udelukker en ikke-kunstnerisk tilgang til værket. Mona Hatoum, libaneser og ligeledes bosat i London, formidler afstandsmålingen bedre i sin tidlige video (1988) om eksil, sproglig nærhed og distance og datterlig kærlighed.

Postuleret kulturkløft
På samme vis er Shadi Ghadirian subversive fotografier, hvor hun stiller nutidige iranere i positur foran 1900-ateliervægge og i historiske dragter, umiddelbart forståelige som effektive nåleprik. Når ghettoblasteren, det nu nedlagte kritiske dagblad og pepsi-dåsen er med, forstår vi nemt, at noget i disse fotos er, som det ikke bør være, ifølge landets styrende kræfter. Billederne springer let og elegant over den postulerede kulturkløft, og er samtidig æstetisk begribelige, også i København.
Irrelevant fornemmes derimod Emily Jacirs (Riyadh, nu New York) pengeombytninger i Paris, der sikkert hører til den store kunstsump af strategier og undersøgelser, mens Elahe Massumi (Isfahan, nu Brooklyn) kommer ud i det kynisk-sensationalistiske med sine videoer om småpige-omskærelse og eunukker.
Hun filmer ikke inden for sit eget oprindelsesområde, Iran, men i Ætiopien og Indien. Her er hun lige så meget kulturturist som alle andre, og inddragelsen af de overmåde mangesidede problemkomplekser i kunstudstillingssammenhæng virker selvgratulerende og, ja, imperialistisk.
Lederen af Nikolaj Udstillingsbygning, Elisabeth Delin Hansen, har tilrettelagt Ekbátana. Det er i høj grad prisværdigt, at hun stædigt udvider den snævre, danske kunstscenes perspektiver, med omtanke og forståelse for nye sammenhænge. Under udstillingsperioden vil der, over sundet, være et seminar om den ikke-europæiske kunst i Malmø og i Nikolaj Kirke.

FAKTA
Verdenskunst på tæt hold
*Ekbátana, Nikolaj udstillingsbygning, Nikolaj Plads, 1067 Kbh. K. T. Tlf. 33931626. Alle dage 12-17. Onsdag gratis. Katalog, da. og eng. tekst, 90 s.
*DGI-byen, København: dialogmøde, sø. 20. aug. kl. 17: Verdenskunstens Vilkår (på engelsk)
*Seminar: In Need of the Other Identity. 22.-23. sep. i Malmø, 24. sep. i København.
På Malmö Högskola, Beijerskajen 8, Malmø, Tlf. +46 40 665 70 00, 22. sep. kl. 10 -18
På Rooseum, Gasverksgatan 22., Malmø, Tlf. + 46 40 12 17 16. 23. sep. kl. 10-17
I Nikolaj Udstillingsbygning, 24. sep. 13-17

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her