Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

25. august 2000

Danmark tæt på sag ved EF-domstol
*Danmark er rykket et skridt tættere på en sag ved EF-domstolen. EU-kommissionen er stadig ikke tilfreds med den danske regerings svar på, hvordan Danmark vil sikre, at alle lønmodtagere på det danske arbejdsmarked er beskyttet af EU's regler for arbejdstid og hvileregler.
Det fremgår af et brev fra den græske EU-kommissær Anna Diamantopoulou til arbejdsminister Ove Hygum, som Ritzau er i besiddelse af. I brevet får regeringen seks uger til at overbevise EU-kommissionen om, at ingen danske lønmodtagere kan blive tvunget til at arbejde mere end 48 timer om ugen mod egen vilje.
I andre EU-lande er reglerne blevet implementeret ved lovgivning, men den danske regering har hidtil hævdet, at det danske aftalesystem, der er baseret på frivillige overenskomster, var lige så effektivt som lovgivning.

Flygtninge-traumer må vente længe
*Kun ganske få amter har oprettet specialiserede tilbud til flygtninge med psykosociale problemer. Kun i Århus og Nordjyllands amter findes der i dag sådanne tilbud, viser en rundspørge, som Amtsrådsforeningen har foretaget.
I Viborg Amt er man ved at oprette et behandlingstilbud, mens politikerne i Vejle Amt har besluttet at etablere et center, fremgår det af tidsskiftet Danmarks Amtsråd.
Den store mangel på muligheder for behandling betyder, at traumatiserede flygtninge må vente længe på behandling i de private behandlingscentre. Eksempelvis er ventetiden til rehabiliteringscenter for Torturofre i Haderslev ca. to år.

Phillip Morris købte svenske læger
*Tobaksindustrien har betalt svenske læger for at nedtone diverse risici ved at ryge. Det viser dokumenter, som den svenske avis Aftonbladet har fået adgang til.
Aftonbladet skrev torsdag, at tre svenske læger, som bagatelliserede problemerne ved passiv rygning, fik kontante bidrag fra den amerikanske tobaksgigant Philip Morris.
Initiativet til lobbyvirksomheden blev taget sidst i 1980'erne, og et britisk advokatfirma blev brugt som mellemled. Advokaterne sendte videnskabelige artikler til de svenske læger, der nedtonede risici ved passiv rygning. Lægerne fik også stillet eksperter til rådighed i spørgsmålet. På denne måde kom de svenske læger efterhånden selv til at udgøre en ekspertgruppe, som kunne gå ind i landets rygningsdebat.

HA-rocker fik erstatning
*Efter at den såkaldte rockerkrig mellem Bandidos og Hells Angels sluttede i september 1997, kunne politiet ikke - som før - uden begrundet mistanke visitere rockere for eventuelle våben, har Østre Landsret netop fastslået.
Et daværende prøvemedlem af HA blev den 17. februar 1998 standset i sin bil, da han skulle køre en hollandsk HA'er til statsfængslet i Vridsløselille. Han blev visiteret, og bilen blev ransaget, men uden at der blev fundet noget ulovligt.
Han krævede efterfølgende erstatning for uberettiget ransagning, men det nægtede anklagemyndigheden med henvisning til hidtidig praksis under rockerkrigen. Desuden var der netop den dag grund til særlig agtpågivenhed, fordi Østre Landsret skulle afsige dom i sagen om Liseleje-drabet, hvor en Hells Angels skød og dræbte et Bandidos-medlem, mente anklagemyndigheden. Og da freden da havde varet i fem måneder uden voldelige episoder, og en række af forbuddene med hjemmel i rockerloven var blevet ophævet, havde politiet ikke ret til uden rimelig mistanke at foretage visitationen og ransagningen, fastslog først byretten i Glostrup og nu landsretten.

Kraftigt nøl i sag mod video-nazister
*Ét år efter at rigsadvokaten beordrede statsadvokaten for Sjælland til at rejse tiltale mod de nazister, der konstruerede en video, hvor fire navngivne danskere henrettes på tegnefilm, er der stadig intet anklageskrift.
"Vi afventer informationer og foretager overvejelser," siger vicestatsadvokat Vibeke Uldal uden at ville uddybe det nærmere.
Statsadvokat Erik Merlung indstillede i juli sidste år til rigsadvokaten, at nazisterne bag videoen ikke skulle retsforfølges. Han mente derimod, at dødstruslerne var knyttet til en straffesag i Sverige mod tre nordiske nazister på trods af, at det har vist sig juridisk umuligt at retsforfølge nazisterne for dødstruslerne i Sverige.
Men for et år siden sendte rigsadvokat Henning Fode sagen retur til statsadvokaten med besked om at rejse tiltale mod nazisterne.
"Der tegner sig et klart mønster af, at man meget nødigt vil rejse tiltale," siger Niels Forsby, der er advokat for de fire danskere. "Man kan kun gætte på, at det er politisk ubekvemt at lægge sig ud med højreradikale kræfter."

Ældreområdet 'omsorgsafviklet'
*Kvalitetsforbedring er blevet et modeord inden for mange brancher og fag, og siden 1. januar har landets 275 kommuner skullet udarbejde såkaldte kvalitetsstandarder for ældreplejen. Men hidtil har kun en tredjedel gjort det, fremgår det af en rapport fra Ældre Sagen. En del kommuner har oven i købet benyttet lejligheden til at beskære ældreplejen.
Det drejer sig bl.a. om regler for personlig hjælp og pleje, om støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, om serviceniveauet for de enkelte ydelser, om sygefravær, og om i hvilket omfang ældrerådene er blevet inddraget. Ældrerådene er ifølge rapporten blevet informeret "slående lidt", 20 ældrerådsformænd ved således ikke, om kommunen har lavet plan for opfølgelse af sidste status for kvaliteten på ældreforsorgsområdet. Det er derfor rapporten er blevet kaldt "Kvalitetsudvikling eller omsorgsafvikling for ældre?"

Tyske banker lukker højrepartis konti
*To tyske banker meddelte torsdag, at de har lukket for konti tilhørende det ekstremt højreorienterede nationaldemokratiske parti (NPD).
Meldingen har leveret nyt skyts til en ophedet tysk debat om, hvordan man skal takle den racistiske vold og højre-ekstremisme. Østrigs regering, der for tiden er under overvågning af EU, har med henvisning til det voksende internationale fokus på emnet anbefalet sine banker at modstå eventuelle forsøg på at overføre NPD's finanser til dem.
Frankfurts handelsbank og det tyske postvæsens bank har begge aflyst NPD konti.

Information retter
*Af artiklen "Kaos i Kristoffers klasse" i onsdagsavisen er en af interviewpersonerne citeret for, at klasselæreren fik et nervesammenbrud på grund af problemer i klassen. Det gjorde hun imidlertid ikke. Hun sagde op og blev siden ansat i en anden stilling på skolen. red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her