Læsetid: 5 min.

Overblik

5. august 2000

Illegale indvandrere fundet i lastbil
*Ungarsk politi fandt natten til fredag 46 illegale indvandrere i en lastbil under en rutinemæssig kontrol i det nordlige Ungarn. Ifølge det ungarnske politi var de illegale indvandrere døden nær på grund af iltmangel.
"Der var så mange af dem i den lille lastbil, at var de blevet fundet 60 minutter senere, ville politiet have stået med 46 lig," sagde politiets talsmand Balint Sandor.
Indvandrerne - 42 mænd, en kvinde og tre børn, alle uden identifikationspapirer - kommer fra henholdsvis Afghanistan, Indien, Nepal og Somalia. Deres bestemmelsessted er endnu uklart. I juni blev 48 unge kinesiske indvandrere fundet døde af luftmangel i en lastbil i den britiske havneby Dover.

Blak langer ud efter Nyrup
*S-parlamentariker Freddy Blak betegner det som "idiotisk", at statsminister Poul Nyrup Rasmussen lover, at Danmark kan sige farvel til euroen igen, hvis vi fortryder.
"Det er et idiotisk løfte og et politisk fejlskud. Vi kan ikke bare melde os ud af ØMU'en, hvis vi ikke bryder os om euroen. Den slags meldinger koster troværdighed. Vi burde i stedet koncentrere os om at gøre det klart for fru Jensen, hvad den fælles valuta kommer til at betyde for hende, siger Freddy Blak til Næstved Tidende.
Artikel på forsiden, tema side 3 og artikel side 10

Dørmand dømt for diskrimination
*En dørmand på diskotek Enzo i København blev fredag i Københavns Byret idømt 2.000 kr. i bøde, fordi han i to tilfælde nægtede unge mænd adgang til diskoteket alene på grund af deres hudfarve.
Ifølge byretsdommer Marianne Lund slipper dørmanden for at skulle betale torterstatning, fordi diskoteket tilsyneladende har en politik om ikke at lukke for mange udlændinge ind. Dermed handlede dørmanden efter ordre.
"Det var ydmygende og ærekrænkende for dem at blive afvist, men straffen giver dem fornøden oprejsning," sagde Marianne Lund Larsen.
Dørmanden nægtede sig skyldig. Han kan nu søge om tilladelse til at anke sagen til landsretten.

Libanon godkender FN-styrke
*Libanon har givet FN grønt lys til at stationere fredsstyrker langs grænsen til Israel.
Den libanesiske premierminister, Salim Hoss, sagde fredag, at han nu har konstateret, at Israel har fjernet sig helt fra det sydlige Libanon, og at det har fået ham til at sige ja til FN-fredsstyrken.

Minister vil indføre rygestop i skolen
*Sundhedsminister Sonja Mikkelsen (S) lægger nu op til, at det bliver forbudt for skolebørn at ryge på skolen, i de kommunale fritidsordninger og i andre institutioner, som de færdes i.
"Der er ikke en eneste god grund til, at børn kan få adgang til at ryge i skolen," siger ministeren i en pressemeddelelse.
Udgangspunktet for en kommende lovgivning vil blive, at rygning ikke bør finde sted, hvor børn har deres daglige gang i skoler, daginstitutioner mv.

Dansk ko udløser alarm i Norge
*En dansk kø er kommet i de norske myndigheders søgelys efter mistanke om kogalskab.
"Det er første gang, der er mistanke om kogalskab i Norge," siger veterinærdirektør Eivind Liven til det norske nyhedsbureau, NTB.
I Norge bliver alt kvæg, som importeres fra Danmark, rutinemæssigt kontrolleret, når det slagtes. Kødet fra den ko, der nu undersøges nærmere, er ikke kommet på markedet.
Koen blev importeret fra Danmark af en kvægbonde i 1994, og besætningen på gården holdes nu isoleret. Den kan være smittet i Danmark, inden den kom til Norge. De danske myndigheder er i gang med at finde ud af, hvilken besætning koen stammer fra.

Den Danske Bank bøjer sig for kritik
*Den Danske Bank har besluttet at trække en folder tilbage, efter at Forbrugerombudsmanden har kritiseret både form og indhold. Informationsmaterialet, der retter sig imod bankens privatkunder, er blevet kritiseret for at være unødvendigt skræmmende og aggressiv markedsføring.
I et brev til forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen erkender banken, at folderen ikke lever op til de krav om læsbarhed og tilgængelighed, som man "med rette må stille." I folderen informeres om bankens adgang til at indhente oplysninger om kunderne. Der står godt nok, at kunderne kan sige nej til at give oplysninger, men det er formuleret sådan, at banken indirekte truer med ikke at kunne yde lån, medmindre de får alle oplysninger.

Briter protesterer over spionanklager
*De britiske udenrigsministerium har protesteret skarpt over, at to britiske borgere tilbageholdes i Montenegro, hvor de angiveligt er mistænkt for spionage.
De to britiske politibetjente arbejder for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, i Kosovo. Også den canadiske regering har udtryk sin "bekymring" over, at to canadiere holdes tilbage af samme årsag. De fire udlændinge blev arresteret tirsdag på grænsen mellem Montenegro og Kosovo. Ifølge jugoslavisk politi er de "specialister i sabotage."

Bilist fængslet efter påkørsel
*Politiet i Roskilde varetægtsfængslede i går en bilist, fordi han onsdag aften påkørte en asylansøger fra Iran ved Avnstrup Asylcenter i nærheden af Roskilde.
Iraneren kom onsdag aften gående på fortovet sammen med fire landsmænd, da den mørke bil kom kørende imod dem. Da den havde passeret dem, vendte den pludselig om og kørte med fuld fart op på fortovet mod de fem mænd. De fire nåede at springe til side, men den femte blev ramt af bilen, som forsvandt efter den overlagte påkørsel.
"Der kan blive tale om en voldssigtelse eller en sigtelse for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed," siger kriminalinspektør Jørgen Kappel fra Roskilde Politi.

I lovens navn - stå ret
*Stå på et ben, læn hovedet tilbage, luk øjnene, stræk armene og rør næsetippen med hver hånds pegefinger. Hvis det kan lade sig gøre uden at miste balancen - og hvis man vel og mærke kan ramme næsetippen - så er man efter det britiske politis opfattelse ikke påvirket af euforiserende stoffer.
Det er politiets seneste forebyggelsesstrategi ifølge AFP, og man kan så kun håbe, at der vil blive set med milde øjne på folk, der ikke har styr på motorikken - påvirket eller ej.

Mimi skal redde barnet
*Med CD's leder Mimi Jakobsens beslutning om at stå i spidsen for Red Barnet og tage orlov fra Folketinget, er vejen banet for, at hendes suppleant, Isminur Lone Yalcinkaya, bliver den første indvandrer i nyere tid på tinge.
Den muslimske 32-årige Isminur Lone Yalcinkaya, der er af tyrkisk afstamning, er CD's folketingskandidat i Hellerup-kredsen. Isminur Lone Yalcinkaya blev dansk statsborger som 18-årig og tog fornavnet Lone, fordi hun ikke troede, hun ville have en chance med to helt fremmede navne.
Mimi Jakobsen understreger dog, at hun helt sikkert vender tilbage til politik efter orloven.
"Jeg skal jo lige bruge noget tid på at lære hele virksomheden, alle medarbejdere og de folkevalgte repræsentanter, at kende. Men efter en indkøringsperiode vender jeg tilbage til Folketinget. Jeg regner med, at det tager et par måneder," sagde Mimi Jakobsen.
Mimi Jakobsen, der er CD's europapolitiske ansigt udadtil, venter med at tiltræde sin nye stilling den 1. oktober, så hun kan hellige sig valgkampagnen op til ØMU-folkeafstemningen den 28. september.
Om hun bagefter vil fortsætte som partiets medlem af Folketingets Europaudvalg, har hun ikke noget overblik over endnu, siger hun.
Mimis afløser Isminur Lone Yalcinkaya er et forholdsvis ukendt ansigt i offentligheden.
Til Ekstra Bladet har hun tidligere præsenteret sige selv sådan: " Jeg er 31 år, enlig mor, fraskilt, arbejdsløs, og så er jeg også tyrk."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her