Læsetid: 5 min.

Da partiet var dreng

31. august 2000

Ole Hyltofts erindringer giver et væsentligt bidrag til forståelse af Arbejderbevægelsens nyere historie, men er knap så overbevisende som personligt dokument

Memoirer
Ved nærmere eftertanke kan man godt stille sig selv spørgsmålet, om Socialdemokratiet egentlig er vores mest folkelige politiske bevægelse. Det er den største, den repræsenterer det store flertals interesser, den er det mest magtfulde islæt i de sidste knap hundrede års politik. Men repræsenterer partiet også det nok luftige, men jo også ganske betydningsfulde fænomen folkesjælen?
Hvor Venstre f.eks. har godt fat i rødderne med deres højskoler, frikirker og gymnastik om vinteren, er det noget andet med Socialdemokratiet. De kan mønstre flere hoveder, er altså en større bevægelse, men hvor nødig de end vil være ved det, så står partiet altså for temmelig omfattende ændringer af det borgerligt-liberale samfund, af dets værdinormer, magtstrukturer og ejendomsforhold. Ja, man bliver helt svimmel af at tænke på det! Og selvom partiet har holdt sig pænt på måtten – og det er da sikkert nok forklaringen på, at det er blevet så stort og magtfuldt – så er og bliver det ideologiske grundlag nu af lettere eksplosiv, for ikke at sige direkte samfundsomvæltende karakter. Lad falde hvad ikke kan stå og den slags. Men på den anden side: Lad det hellere blive stående, hvis nu folk skulle fortryde.

Bevægelsen
Så længe jeg kan huske, har det været en yndet sport, der ikke engang kræver særlige kvalifikationer, at gøre grin med Socialdemokratiet. Men man kommer måske lige lovlig nemt til det. Og hvis man vil have lidt modspil, er det en ualmindelig god idé at læse Ole Hyltofts erindringer, Barn af partiet. Titlen er velvalgt, for det er præcis, hvad Hyltoft er, nemlig født ind i Partiets, Fagbevægelsens og Kooperationens – under ét kaldet Bevægelsen – allerinderste cirkler.
Et i grunden meget lille antal mennesker, en hel lille familie, som gennem tiderne har leveret direktører til virksomheder som bryggeriet Stjernen og mejeriet Enigheden. Samt ikke mindst ministre til en hel stribe af socialdemokratisk dominerede regeringer.
Ole Hyltofts far var direktør for en anden af bevægelsens virksomheder, den såkaldte »radioklub«, Arako Radio, der var kooperationens forsøg på også at gøre sig i radiobranchen. Et forsøg der endte med at mislykkes – som nu næsten alle bevægelsens virksomheder. Selv Arbejdernes Ligkistemagasin synger på sidste vers. I Hyltofts bog får man i øvrigt et godt indtryk af, at hele kooperationstanken var et element i bevægelsen, der skilte mere, end det samlede.
Den ene fløj – de røde, kan man sige – ønskede at tage skridtet fuldt ud, og talte om nationaliseringer og statskapitalisme, mens en anden – de bløde – var indstillet på at lade kooperationens virksomheder operere på almindelige markedsvilkår, side om side med den ’rigtige’ kapitalisme.
Det endte som bekendt med, at det var de bløde, der vandt – og dermed tabte det hele på gulvet. For bevægelsen stod svagt overfor de professionelle. En radiofabrik, der må satse på kundernes solidaritet, kan ikke stille meget op overfor Fona, der ikke bare er flinke, men hvis produkter også er billigere.

Besættelsen
For Hyltofts far får udviklingen de forfærdeligste konsekvenser. Han har haft et ben i hver lejr – hos de ideologiske røde og hos de pragmatiske bløde – og da det hele styrter i grus, tager han sit eget liv.
Som beskrivelse af bevægelsen og det særlige politiske klima i efterkrigstiden, op til begyndelsen af 60’erne, er Hyltofts bog både oplysende og væsentlig. Men læst som mere personlige erindringer, er den desværre ikke helt så overbevisende.
Man lades ganske vist ikke kold af den, men man bliver heller ikke rigtig berørt. Især i første halvdel af bogen, der omhandler tiden fra forfatterens fødsel i 1935 til besættelsestidens ophør, forekommer den desuden en god del mere researchet end egentlig erindret.
Ellers måtte man da forudsætte, at Ole Hyltoft allerede i førskolealderen, da han var Lille Ole, havde en moden og erfaren journalists tæft for den gode historie, næsten før den har udspillet sig. Lidt senere i livsforløbet, men ikke ret meget senere, er der en episode, der direkte virker grotesk i sin utroværdighed.
Det er sidst i året 1944, hvor en modstandsmand, der egentlig er gået under jorden, går sig en tur på Østerbro med den opvakte Lille Ole i hånden. Undervejs fortæller modstandsmanden Lille Ole om forhørene hos Gestapo, som han har undsluppet, og om præcis hvor Modstandsbevægelsen har gemt noget sprængstof til evt. senere brug! Den lille Ole må godt nok have givet indtryk af stor modenhed, tænker man ved sig selv.

Den unge mand
Og den gæve partisan må have haft ualmindeligt gode grunde til at stole blindt på sin samtalepartner – Lille Ole, der på det tidspunkt er ni år gammel!
Men ligesom barndommen jo går over, holder bogens mere uhyrlige urimeligheder også op, da Ole Hyltoft bliver en ung mand, som kommer til at gå på et fint gymnasium i Hellerup. Hans far er jo en slags direktør, selvom han selvfølgelig ikke er af den fine, borgerlige slags. Men Lille Ole, der altså nu er større, klarer sig ellers godt i den fine skole. Han bliver elevrådsformand og redaktør af skolebladet. Og til allersidst modtager han såmænd skolens flidspræmie.
Selvportrættet virker ærligt og redeligt, der stikkes ikke noget under stolen, men billedet af den unge mand, student Ole Hyltoft, er nu ikke ligefrem vanvittigt flatterende. På den anden side kan man sagtens holde både det og forfatteren ud, for han forstiller sig i det mindste ikke.
Når det drejer sig om seksualiteten, såvel den hetero- som den bi-, fortælles der uanstrengt og selvfølgeligt om homoseksuelle erfaringer og om mere indviklede forsøg på at komme i lag med pigerne. Ingen lummer, ingen pralende positurer, sådan var det bare.
Men det er og bliver som beskrivelse af bevægelsens nyere historie, at Ole Hyltofts Barn af partiet har værdi. Som personligt dokument er den både for diffus og for uvedkommende. Det er ikke personen, men sagen der interesserer for alvor.
Dertil kommer altså at første halvdels angivelige erindringer fra besættelsesårene ikke rigtig formår at overbevise om, at de virkelig er erindringer. Netop i denne første halvdel udtaler forfatteren, efter at have sparket en voksen mand over skinnebenet, følgende: Det afgørende er ikke, hvor mange kræfter man har, men at man har modet til at bruge dem.
Det er der selvfølgelig noget om. Men man kan næsten ikke nære sig for at tilføje, at det jo heller ikke er helt uvæsentligt hvad man bruger alle sine skønne kræfter til.

*Ole Hyltoft: Barn af partiet. Erindringer. 313 sider, 298 kr. Høst & Søn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu