Læsetid: 3 min.

Pinochet kan retsforfølges

9. august 2000

Chiles Højesteret har ophævet diktatorens parlamentariske immunitet

Med dommerstemmerne 14-seks ophævede Chiles Højesteret en gang for alle eks-diktator General Augusto Pinochets parlamentariske immunitet. Højesteret åbner dermed for retsforfølgelse af den 84-årige diktator og fratager ham desuden hans sæde på livstid i Senatet.
Dommen henviser til den "begrundede mistanke" om, at Pinochet beordrede, var medskyldig i eller dækkede over den såkaldte Dødskaravane, der i oktober 1973 henrettede 74 venstreorienterede i det nordlige Chile.
"Dette er en historisk oprejsning," siger Juan Bustos, socialistisk parlamentsmedlem og medlem af anklagernes advokathold. "Ikke kun for diktaturets ofre. Men for hele det chilenske samfund."
Den socialdemokratiske præsident Ricardo Lagos kommunikerede til pressen gennem sin talsmand Claudio Huepe: "Chile er en retsstat med lighed for loven, og når landets højeste domstol har talt, bør dommen accepteres. Uanset de lidenskaber, kendelsen vækker hos henholdvis modstandere og tilhængere af general Pinochet"

Ro på højre fløj
Hos militæret og på den politiske højrefløj var reaktionen forholdvist afmålt.
De fire værnchefer har ofte givet udtryk for misfornøjelse, og hærchefen general Ricardo Izurieta forventes også denne gang at besøge den anklagede i en gestus af solidaritet.
"Det er absurd at tro, vi vil gribe til våben," forsikrede flådechef admiral Jorge Arancibia i erkendelse af landets urokkelige demokrati og økonomiske fremgang, der er baggrunden for, at dommerne overhovedet har turdet tage dette skridt.
"Jeg er enig med præsidenten i, at landet bør tage det helt roligt, og at dommen bør accepteres," sagde højrefløjens uformelle leder, Joaquín Lavín, der ved præsidentvalget for seks måneder siden fik næsten 49 procent af stemmerne, bl.a ved at erklære Pinochet for en del af fortiden. Selv om Lavins politiske bagland langt fra deler denne besindige holdning, understreger det, hvor meget Chile har ændret sig.
Tirsdag samledes store menneskemængder for at fejre Pinochets nederlag foran præsidentpaladset La Moneda: "Det her ville have været utænkeligt for få år siden. Tak til Spanien, tak til Storbritanien! Herfra klarer vi det selv!", blev der råbt til de udenlandske kamerahold.
Det var Scotland Yards anholdelse af Pinochet i London i oktober 1998, der udhulede Pinochets magt, og satte skub i den retslige proces imod ham i hans hjemland.
Trods den chilenske regerings fordømmelse af anholdelsen, der blev anset for utidig udenlandsk indblanding, lykkedes det at få etableret en bred debat om, hvorvidt Chiles domstole havde brug for europæiske belæringer eller ej. Det gjorde, at Pinochet i marts 2000 vendte hjem til et ændret politisk og juridisk klima.
For blot to uger siden blev tre officerer fra diktaturets hemmelige politi idømt livsvarigt fængsel for mord begået i 1980'erne. I alt 70 officerer sidder foreløbig på anklagebænken.

Retssag mulig
Højesterets afgørelse åbner mulighed for en decideret kriminel retssag, men anklagerne har forsøgt at skrue forventningerne ned.
"Jeg har svært ved at forestille mig Pinochet i fængsel," siger menneskerettighedsadvokat Hugo Gutiérrez. Ifølge chilensk lov bør anklagede over 70 år lægeundersøges, og hvis Pinochet kan påvise f.eks. senil demens - vil tiltalen bortfalde sammen med de yderligere 155 anklagemål imod ham.
Regering og domstole ville foretrække denne udvej, der ydmyger Pinochet, tilfredsstiller de fleste chileneres behov for symbolsk retfærdighed, og mindsker de politiske omkostninger ved en konflikt med militæret, erhvervslivet og de ca. 40 procent af befolkningen, der i forskellige grader stadig holder diktaturet i hævd. Men Pinochets familie og advokater har sagt, at eks-diktatoren ikke vil bruge denne udvej. "Min fader er kun fysisk syg," erkender Pinochets søn Marco Antonio. "Og han vil ikke gå over i historien som den, der slap ved at erklære sig sindsyg. Han vil bevise sin uskyld i retten."
Med denne strategi antyder forsvaret sin hensigt om at presse regeringen ind i en uønsket konfrontation.
En så nervepirrende udvikling vil imidlertid også være uvelkommen for både militæret og den politiske højrefløj. Derfor må det forventes, at forsvaret kommer under betydeligt pres for at acceptere en lægeundersøgelse af Pinochets mentale tilstand. Det store spørgsmål er så, om domstolene vil acceptere mindre end klare beviser på senil demens.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her