Læsetid: 6 min.

En plet af menneskelighed

10. august 2000

Philip Roth er ikke til at stoppe. Hans nye roman er båret af en vidunderlig energi

Roman
Den jødisk-amerikanske forfatter Philip Roth, der efterhånden er blevet en ældre herre (f. 1933), har netop udsendt sin toogtyvende roman The Human Stain. Og han har ikke mistet gejsten. Ligesom sin hovedperson Coleman Silk nægter han at blive gammel. Og alderdom er et af temaerne i Roths nye brag af en roman. Coleman Silk, som er 71, får ganske vist hjælp af Viagra, men faktisk mener hans 34-årige elskerinde, Faunia Farley, at han er for ung til hende. Hun har brug for en mand helt uden illusioner om kærligheden (I really need a guy older than you. Who's had all the love-shit kicked out of him totally.) Faunia er, som navnet antyder, en slags faun, og med hende indgår Coleman en pagt. Sammen dyrker de to desperadoer en kødets og raseriets religion.
Det er Nathan Zuckerman, der fortæller Coleman Silks historie. Roths yndlingsfortæller og alter ego er selv blevet ældre. Impotent og inkontinent efter en prostataoperation lever han alene og tilbagetrukket i en lille landsby i Massachusetts. Silk kommer til Zuckerman og kræver at få sin historie fortalt af denne professionelle forfatter, for ingen vil tro den, hvis ikke den får form af fiktion.
Zuckerman ender med at fortælle en langt mere omfattende historie end den, Silk havde bestilt. Det er således også Zuckermans historie, vi læser; det er hans spekulationer, hans forsøg på at forstå og genskabe Coleman, der udgør selve fortællingen. Og det er vigtigt at bide mærke i, for det er en central pointe hos Roth, at man ikke kan forstå et andet menneske til bunds. I forlængelse heraf lider de fleste af Roths personer af en udpræget mangel på selverkendelse, de forstår ikke deres egne, ofte stærke og for dem selv og for samfundet uacceptable, følelser og motiver. Roth viser sig som en skarp psykologisk forfatter, netop fordi han insisterer på at bore så dybt ned i menneskets selvforståelse og ofte uerkendte motiver.

Colemans livshistorie
Coleman voksede op i 30'erne og 40'erne i en respektabel sort familie i Newark. Egentlig led han aldrig synderligt under at være sort. Men hans hudfarve var også så lys, at han kunne udgive sig for at være hvid, hvis det passede bedre til lejligheden. Og det gjorde det naturligvis ofte. Coleman Silks historie er historien om en mand, der ville have den totale frihed; frihed fra familien og frihed fra sin etniske baggrund, frihed fra det kollektive 'vi'. Det er historien om en sort mand, der giver sig ud for at være hvid, nærmere bestemt, jødisk.
Coleman fornægter sin familie og opfinder en ny identitet til sig selv. Og egentlig lykkes det forholdsvis nemt for ham; han bliver 'hvidere end de hvide', som hans politisk bevidste bror siger. Han ender som professor i klassisk latinsk og græsk litteratur og som dekan på det lille New England universitet, Athena, uden at blive afsløret og uden at afsløre sig selv til nogen.

Historiens ironi
Da Silk kommer til Zuckerman, er han en slagen mand. Han er ikke længere tilknyttet universitetet, han har mistet sin kone og er involveret med Faunia. Den historie, han fortæller Zuckerman, røber intet om hans baggrund, den handler om de uretfærdigheder, der førte til hans fald for et par år siden, da han stadig var ved universitetet. Silk førte i starten af semestret navneprotokol over sine studerende. Da to af dem ikke var dukket op, forhørte han sig hos de andre studerende: "Does anyone know these people? Do they exist or are they spooks?" (Er der nogen der kender disse mennesker? Eksisterer de, eller er de spøgelser?) Dette lille ord, 'spooks', førte til Silks undergang. For spook har også en anden, omend ikke særlig kendt betydning; spook er også en nedsættende betegnelse for en sort person.
De to fraværende studerende viste sig tilfældigvis og uheldigvis at være sorte, og de greb fat i ordets sekundære betydning, anklagede Silk for racisme og satte gang i en sag mod ham, der antog dimensioner á la Senator McCarthys kommunisthøringer. Zuckerman spekulerer selv over det ironiske i denne udgang for Silks storstilede projekt: Det er egentlig ikke fortiden, der indhenter Silk, men nutiden. Det er det moralske klima i USA i 90'erne, der ødelægger Silk. Han, som har begået en ubegribelig menneskelig forbrydelse knaldes på 'kid stuff', på at have sagt 'spooks' og på at have en elskerinde, som det lille puritanske samfund anser for upassende. (Roth trækker humoristiske men seriøst mente paralleller til Clinton og Monica Lewinsky.) Den egentlige forbrydelse, sandheden, er ingen interesserede i at kende.
The Human Stain er således et yderst veloplagt, rasende og klogt indlæg mod den nyeste form for heksejagt, der ikke kun er den politiske korrekthed, der her drives ud i det absurde, men også en heksejagt der i følge Roth er ude efter det hele menneske, efter humanismen. Der er mange gode grunde til at være rasende.
Men egentlig er det både fortiden og nutiden, der indhenter Silk. Det lille ord spook er ikke tilfældigt valgt af Roth. Dets sekundære betydning refererer også til Silks egen identitet som sort, i ordets primære betydning et spøgelse fra fortiden. Og denne freudianske fortalelse fører til Faunia, som også repræsenterer noget i Silks fortid, nemlig hans ungdoms begær, som han har sat i bero eller fortrængt i sin iver efter at opnå social anerkendelse. Og Faunia fører til hans død - hvordan skal ikke røbes her. Men alt hænger smukt sammen i Roths univers.

Uhyre morsom
Roths roman er en bidende samfundssatire, der ofte er uhyre morsom, men som al god satire skal den også tages alvorligt. The Human Stain vækker minder om Scott Fitzgeralds The Great Gatsby (1925), og ligesom denne amerikanske klassiker analyserer den den amerikanske drøm.
Den amerikanske drøm, der oprindelig var en drøm om at genskabe paradis på jorden, en drøm om at genskabe mennesket uden synd, bliver hos Roth vendt på hovedet.
Colemans projekt, at genskabe sig selv i sit eget billede, ikke i Guds, kan ses som en slags diabolsk hybris, en dyrkelse af den syndige hemmelighed, og altså således som et oprør mod den idealistiske puritanske drøm. Roth sympatiserer egentlig med dette oprør, men Colemans livsprojekt fungerer også som en illustration af det latent patologiske, der ligger i ønsket om at opfinde sig selv.
Romanen er også et moralsk drama med det ikke overraskende budskab, at man ikke kan flygte fra sine rødder uden at gøre skade på sig selv og sine nærmeste.
Ydermere er den naturligvis en udlevering af det samfund, der insisterer på at opdele menneskeheden i over- og undermennesker, et samfund der kunne opfinde en lov om racerenhed, der definerede de sorte ud fra den såkaldte one-drop-rule: én dråbe 'sort' blod var nok til at placere et menneske i den forkerte kategori. (The Human Stain, den menneskelige (skam)plet, refererer sandsynligvis til denne lov.) Men det lykkes for Coleman at snyde systemet. Og hans nummer udleverer selve ideen om racerenhed som værende en illusion, samtidig med at det understreger det morbide i ønsket om at bevare den. Colemans bedrifter og hans ønske om hverken at være sort eller hvid, bare fri, er på sin vis ikke mere uhyrlige end dette samfund.

En blind plet
Nogle læsere, nok især kvindelige læsere, vil måske klage over, at enkelte af Roths personer er for karikerede. Men faktisk får de fleste lov at udvikle sig i løbet af romanen. Der er dog en, Delphine Roux, som dårligt kan undskyldes. Denne unge franske universitetslærer synes at høre til en af Roth hadet og frygtet kategori af sofistikerede og forkælede døtre, der kan ødelægge voksne mænds liv.
Her kunne man godt ønske, at Roth kunne bruge sine psykoanalytiske evner lidt bedre på sig selv.
Ellers er The Human Stain uden forbehold en vidunderlig bog.

*Philip Roth: The Human Stain. Roman. 361 s. Random House

Lene Schøtt-Kristensen er ph.d.-stipendiat ved Engelsk Institut på KUA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her