Læsetid: 5 min.

Rapport uden skarpe skud

30. august 2000

Kommissionen er gledet let henover afgørende punkter i Nørrebro-sagen og har derfor ikke formået at levere de svar, som offentligheden har krav på

Hvis der var nogen, der troede, at den netop udsendte rapport om Nørrebro-sagen ville bringe klarhed over, hvad der egentlig skete ude på Nørrebro natten mellem den 18. og den 19. maj 1993, da politi og demonstranter tørnede sammen i et opgør, hvis voldsomhed overgik alt, hvad man både før og siden har set inden for landets grænser siden 2. Verdenskrig, så er de blevet skuffede.
Det lykkes nemlig ikke for de tre medlemmer af undersøgelseskommissionen, advokaterne Gunnar Homann og Henrik Christrup og juraprofessor Claus Haagen Jensen, at levere svar på helt centrale spørgsmål vedrørende udviklingen af urolighederne ude på Nørrebro. Og dermed svigter de tre kommissionsmedlemmer ikke bare deres egen rolle som helbredere af det nationale traume, som Nørrebro-sagen for længst har udviklet sig til. De svigter også den danske befolkning, der nu må konstatere, at afgørende forhold omkring urolighederne ude på Nørrebro formentlig aldrig nogensinde bliver besvaret.
Hovedproblemet med de tre eksperters rapport er den metode, som de har anvendt i deres analyse af begivenhederne – eller snarere mangel på samme. Problemet er især udtalt i Bind I, hvor de beskæftiger sig med, og hvordan urolighederne kunne udvikle sig så dramatisk, som de gjorde. For at få klarhed over forløbet har de tre kommissionsmedlemmer afhørt en række vidner – både politifolk, demonstranter og civile – og de citerer ivrigt fra disse vidners forklaringer i deres rapport. Men når de afgørende afsnit skal skrives – når kommissionsmedlemmerne skal drage de både aktuelt og historisk set væsentlige konklusioner vedrørende kernepunkterne i forløbet – så undlader de at henvise til konkrete punkter i de forudgående vidneudsagn for at begrunde deres opfattelser. I stedet drager de en række kortfattede konklusioner baseret på helt overordnede betragtninger.
Resultatet er, at eksperternes konklusioner fremstår løsrevne i forhold til rapportens øvrige, fyldige materiale, og at den efterfølgende frifindelse af de ansvarlige politikfolk ikke fremtræder overbevisende.
Metode-problemet er blandt andet tydeligt i forbindelse med eksperternes gennemgang af de to skudepisoder, der fandt sted på Fælledvej. Episoderne udgør en central del af hændelsesforløbet, og de er interessante, fordi politiets stilling under de to episoder ifølge tv-billeder er forskellige.
Da politiet skyder første gang, fremstår politikæden splittet og i vanskeligheder, hvorimod betjentene under den anden skudepisode – cirka halvtreds sekunder senere – ser ud til at have fået styr på tropperne.
Det har rejst spørgsmålet om, hvorvidt det var berettiget, at politiet skød for anden gang. Men dette spørgsmål besvarer kommissionsmedlemmerne ikke. I stedet skriver de, at der ganske vist var et eller flere korte ophold mellem skudafgivelserne, men at dette ikke var:
»...i modstrid med, at skudafgivelserne på Fælledvej af de deltagende polititjenestemænd og af civile (...) (er) blevet opfattet som een sammenhængende skudepisode.«

De tre jurister benytter altså politimændenes og nogle civile vidners subjektive opfattelser af skudepisoderne som en undskyldning for at undlade at foretage den detaljerede og kvalificerede analyse af politiets stilling under de to skudepisoder, som man kunne forvente at finde i en seriøs rapport.
Det samme problem gør sig gældende, når man betragter kommissionsgruppens behandling af den tredje skudepisode på Skt. Hans Torv. Episoden har været omdiskuteret, fordi politiet ifølge tv-billeder ikke forekommer trængte, da de skyder. Men i rapporten frikender undersøgelseskommissionen politiet med ordene: »Også på Skt. Hans Torv var der tale om organiserede angreb på politiet med brosten og flisestykker, herunder mod ihvertfald een liggende, såret polititjenestemand. Der henvises herom til de ovenfor på side 149 ff. gengivne vidneforklaringer.«
Og så ellers værsgo’ og spis. Fem linier i bogform – det er, hvad de tre eksperter føler, at det er værd at ofre på at begrunde deres frifindelse af de betjente, der trak pistolerne og skød på Skt. Hans Torv.

Kommissionsmedlemmerne er også ganske kortfattede i deres behandling af de knibemeldinger, som visse civile politifolk og urobetjente afsendte under urolighederne.
Knibemeldingerne spillede en central rolle i forbindelse med eskaleringen af urolighederne, fordi de tvang det uniformerede politi frem i en konfrontation med demonstranterne på et tidspunkt, hvor det er højest tvivlsomt, om der rent faktisk var civilklædte kollegaer i knibe. Og nogle af de betjente, der afsendte knibemeldingerne, har da også senere beklaget, at deres meldinger blev misforstået. De havde slet ikke til hensigt at afsende knibemeldinger, har de fortalt. Og de forklaringer tager de tre jurister til efterretning. Og så nøjes de i øvrigt med at skrive en konklusion på otte linier, hvori de beklager, at der ikke før urolighederne var fastsat retningslinier for anvendelsen af knibemeldinger.
De forsker ikke videre i den omstændighed, at visse civilklædte politifolk afsendte meldinger, der helt utvetydigt blev opfattet af deres uniformerede kollegaer som knibemeldinger, og de begrunder heller ikke, hvorfor de ikke forfølger dette spørgsmål nærmere. Otte linier. Og så tavshed.

Efter således at have observeret, hvordan kommissionsmedlemmerne glider let henover afgørende punkter i Nørrebro-sagen, kommer det ikke bag på én, at de heller ikke leverer svaret på et af de vigtigste spørgsmål i sagen: Hvem råbte »skyd efter benene?« I en tv-udsendelse for nogle år siden blev en bestemt betjent af kollegaer udpeget som den person, der formentlig var ophavsmand til råbet. Men da den pågældende betjent blev afhørt af undersøgelseskommissionen, spurgte de ham ikke, om det var ham, der råbte. I stedet konkluderer de lakonisk på side 127, at kommissionen:
»...ikke ved sine undersøgelser har kunnet konstatere, hvem der har råbt »skyd efter benene.«
Og med disse ord efterlader de tre kommissionsmedlemmer os lige så frustrerede og uoplyste, som de fandt os. Efter udgivelsen af den seneste – og formentlig sidste – rapport om Nørrebro-sagen må vi konstatere, at vi formentlig aldrig får sandheden at vide om, hvad der skete hin nat på Nørrebro, da ordensmagten og de autonome tørnede sammen med en sådan kraft, at betjentene følte sig nødsaget til at trække skarpt og skyde ind i en menneskemængde. Syv år er der gået siden da. Og det er på tide at henlægge Nørrebro-sagen under mærket: Uopklaret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu