Intermetzo
En af de mest vanvittige historier i operalitteraturen, hvilket vil sige ikke så lidt, fylder 150 år. Værket førsteopførtes den 28. august i Weimar med Franz Liszt ved pinden, et for lille orkester og middelmådige sangere. Operaen kom små 10 år senere til Danmark og vakte i uddrag bestyrtelse i det konservative københavner-publikum. I 1870 gik det bedre, da Paulli dirigerede og Bournonville iscenesatte.
En ung kvinde, Elsa, der under en spadseretur i skoven er mistænkt for at have druknet sin lillebror i en sø. Hun er derfor ikke mere et indlysende parti for sin og broderens mentor, hertug Telramund, der af den afdøde hertug, far til Elsa og den forsvundne, oprindeligt var blevet lovet Elsas hånd, og hvad deraf følger. Nu vil Telramund, der i mellemtiden har ægtet den lede frisiske fyrstedatter Ortrud og i øvrigt gør krav på kongemagten over det Brabant, hvori handlingen udspiller sig, ikke have noget med Elsa at gøre og beskylder hende, mens kong Henrik er tilstede, for at frekventere en hemmelig elsker. Kongen synes det er noget pjat at sige den slags om Elsa, der er lidt af et dydigt ribs, og spørger om hun ikke vil forsvare sig. Men det vil hun ikke. Hun henviser til en drøm, hun netop har haft, om en strålende ridder, der vil dukke op og kæmpe for hendes ære.
Da kongen opfordrer en sådan ridder til at melde sig og slås med Telramund, sker der ikke en skid. Der er ikke nogen der skal have noget klinket med Telramund som er et ordentligt brød. Herolden spørger flere gange, hvilket jo er temmelig pinligt. Men så sker det. Lige med ét kommer en svane svømmende med en båd efter sig. Det ser man jo så tit. Mere bemærkelsesværdigt er det, at der i båden befinder sig en herlig ridder, der bærer en sølverne rustning. Ridderen hopper i land og sender med vemod sin svane bort: Nun sei bedankt mein lieber Schwan. Og så er han ellers parat til at forsvare Elsas dyd og spørger uden videre om hun, hvis han nu ordner Telramund, vil gifte sig med ham. Og det vil hun jo gerne, da hun ikke har andet på tapetet. Men der er betingelser. Det er hele pointen. Hun må ikke spørge sin kommende ægtemand hvad han hedder, og hun må ikke spørge ham hvor han kommer fra. Nie sollst du mich befragen, noch Wissens Sorge tragen. Ikke under nogen omstændigheder, hvilket jo er noget fis. Noget sådant kan man ikke forlange af en normal kvinde. Men Elsa går alligevel ind på det, fordi der både er det med svanen, som er ret sejt, og så dét at ridderen er en flot fyr, hvis han ikke, som det hænder, synges af en lille tyk tenor, og synes at have midlerne i orden.
Tvekampen afvikles, og ridderen, som publikum fra programmet godt ved hvem er, vinder selvsagt over Telramund. Og så bliver ridderen og Elsa gift. Men der er stadig fnadder med Telramund, som overlevede kampen, og konen Otrud, som i Wagners øjne begge var hedninge for ikke at sige jøderne i spillet. Wagner kunne ikke fordrage jøder og inpirerede Hitler i den grad - også via denne opera - hvad man kan læse i Joachim Köhlers fremstilling af wagner-traditionen og nazismen: Wagner's Hitler, Der Prophet und sein Vollstrecker, 1997. Den labile næsegrus Wagner-beundrende Ludwig den Anden af Bayern, lod i øvrigt en figurant klædt ud som ridderen i den sølverne rustning trække rundt på Alpsee i en svanebåd. Hvor den udklædte underlagt operaens pragtfulde forspil steg i land, byggede Ludwig, der mærkeligt nok som eneste afvigende punkt fra Wagners forskruede tankegang ikke brød sig om dnnes sygelige antisemitisme, sit hyperromantiske afsindige slot, Neuschwanstein, designet af en teatermaler. Senere, da Bayerns regering havde fået nok og afsat Ludwig, fordi han var splittergal og brugte en ordentlig røvfuld penge, druknede eller druknedes han i Starnberger See. Ved den lejlighed kom der ingen svane forbi og samlede ham op.
Tilbage til Elsa, hvem Ortrud, den lede sæk, har forgjort til at stille de famøse spørgsmål om hvem og hvorfra.
Det sker. I det afgørende øjeblik, da brudeparret efter den berømte bryllupsmarch er fulgt til kammers og på vej i lagnerne, kan Elsa selvfølgelig ikke holde kæft. Hun må have at vide, hvad stodderen hedder: Hör, was ich dich muß fragen! Den Namen sag mir an! Den nyslåede ægtemand forfærdes. Og nu kommer Telramund til for at likvidere sin modstander, men den ukendte ridder reagerer som Jens Lyn og hugger skurken og hans håndlangere ned. Derefter forlanger helten operakoret og alle andre medvirkende på scenen, så han kan give sangen om sig selv. Det er Gralsfortællingen, som er af rent ud orgiastisk karakter, og som man enten kommer til at hade eller elske sangeren for: In fernem Land, unnahbar euren Schritten liegt eine Burg, die Montsalvat genannt. Så skulle selv den mest tungnemme være klar over, at ridderen ikke er hr. hvemsomhelst, men har noget at have selvbevidstheden i. Thi borgens navn antyder at han har noget at gøre med gralsridderne. Og ganske rigtigt: Vom Gral ward ich zu euch daher gesandt. Og så kommer det, og man skal tage sig sammen for ikke at rejse sig, når det sker, for det vækker alle morfinaterne i en ellers doven krop: Mein Vater Parzival trägt seine Krone, sein Ritter ich - bin Lohengrin genannt. Så ved alle besked: Det er Lohengrin man er til.
Når fortryllelsen er brudt har Lohengrin kun en ting at gøre, få fat i svanen med båd og i en vis fart komme hjem til borgen - indtil en ny betrængt jomfru i kærlighedens navn kalder ham til sig i sin kvide. Men svanen viser sig ved fintællingen at være konvertibel og træder, efter at være sunket ned i de rullende teaterbølger, op på bredden som endnu en sølvrustningsskinnende halvgud. Det er hertugen af Brabant alias Gottfried, den forsvundne broder til Elsa, der på sin side synker død om af græmmelse over parforholdets rekordhurtige opløsning og hendes egen uhellige andel heri. Således fortryder jo mange utålsomme madammer, når først bordet fanger og hverdagen realiseres.
Herefter er grals-missionen tilendebragt, og Lohengrin trækkes ud af scenen på sin båd af den due, der til daglig holder sig svævende over Gralen. Hvorvidt duen også er en forgjort og forsvunden lillebror, melder historien ikke noget om. En berømt operaanekdote handler om den østrigske mestertenor Leo Slezak (1875-1946) for hvem scenearbejderne kom til at trække svanen ud for hurtigt, så han ikke nåede at komme med. Slezak skal have råbt ud i kulissen: Wann geht der nächste Schwan? Men det skal altså for en pedantisk betragtning være eine Taube.
Det hele er noget slemt germansk sludder, men bred musik.
