Rusland råder ikke længere over en stormagtsflåde, men snarere en 'poor man's navy' uden ressourcer til at vedligeholde skibe og ubåde
Den havarerede russiske ubåd, Kursk, som søndag sank nord for Murmansk og nu ligger på bunden af Barentshavet med 116 marinere om bord, er ikke et enligt tilfælde.
Sovjetiske atomubåde har været forfulgt af stribevis af uheld, siden den første af slagsen blev søsat i 1950'erne.
Og i dag ligger sunkne ubåde med deres last af atommissiler og radioaktive reaktorer som lækkende miljøbomber på bunden af Stillehavet, i Atlanterhavet ud for Spanien og ved Bermuda samt i Barentshavet nord for Norge.
Stråleofre
En kaptajn og hans syv besætningsmedlemmer på Ruslands første atomdrevne ubåd var de første ofre for denne del af stormagternes våbenkapløb. Den 4. juli 1961 sprang et rør læk i en af ubådens atomreaktorer, og folkene om bord blev udsat for en dødelig stråledosis.
Siden har 507 marinesoldater mistet livet som følge af havarier og ulykker om bord på russiske atomdrevne ubåde. Det er i hvert fald den russiske avis Izvestijas "konservative" skøn.
Det kan virke paradoksalt, at det netop skulle være en ubåd som den blot fem år gamle Kursk, der havarerede. Der er nemlig tale om et af flagskibene i den russiske marine og en af verdens største og mest moderne ubåde. En ubådstype, som hidtil har klaret sig godt.
Det samme kan man langt fra sige om den øvrige del af den russiske flåde.
Der har længe været tegn på, at skibene var i dårlig forfatning.
"I slutningen af 1980'erne, henimod Den Kolde Krigs afslutning, kunne man se, at de sovjetiske skibe ikke længere var så vedligeholdte og velmalede, og at der ofte var problemer med, at de brød ned og skulle slæbes hjem," siger kommandørkaptajn Jens Claus Hansen fra Forsvarsakademiet og tilføjer:
"Og de seneste ti år er det blot blevet endnu værre."
Årsagen er, at den russiske flåde de senere år har måttet tåle brutale nedskæringer.
Rusland oplevede for to år siden den værste økonomiske krise siden Berlinmurens fald og Østblokkens opløsning i 1989. Kursen på rublen raslede ned, og det blev ved den lejlighed ikke ved simpel sabelraslen over for det udgiftstunge militær.
Ikke mindst har flåden måttet lægge for. Et tusind marinefartøjer er blevet sendt til ophugning eller er lagt i mølpose siden Den Kolde Krigs ophør. Det svarer til 80 procent af flådens samlede kapacitet i de sidste år af det sovjetiske regime.
Af de 114 ubåde, som i 1990 sejlede verdenshavene tynde er der i dag blot 28 tilbage. Og af dem står kun cirka en tredjedel regelmæssigt til søs.
Nedskæringerne er gået særligt hårdt ud over den russiske flåde i nord, der opererer fra baser i området omkring Murmansk, hvor også den havarerede ubåd havde hjemme.
Der mangler penge til at betale marinesoldaternes lønninger, og budgetterne rækker slet ikke til vedligeholdelse af skibe og andet materiel. Dertil kommer, at de dygtigste officerer har fået nok og er søgt andetsteds hen, hvor lønningerne ikke blot er bedre, men også bliver udbetalt.
Det er årsagen til, at mange ubåde ligger ved kaj, og selv de prestigiøse atomubåde har man ikke råd til at vedligeholde og sejle med.
Og når man ikke sejler med og vedligeholder skibe og ubåde, så sker der flere og flere ulykker.
Atomkirkegård
En ting er den synlige mangel på vedligeholdelse, en anden er russernes notorisk lemfældige omgang med radioaktivitet. Murmanskområdet fungerer som veritabel atomkirkegård, hvor udtjente atomreaktorer fra krigsskibe og ubåde får lov til at tære op under åben himmel eller på havets bund.
Heller ikke de menige soldater, som gør tjeneste i området, tages der særligt hensyn til.
Det fik den amerikanske admiral Hyman Rickover et billede af, da han for nogen tid siden aflagde venskabsbesøg på den store atomdrevne isbryder Lenin i Murmansk.
Efter sejlturen lod han en geigertæller løbe op og ned over kroppen og kunne på den måde konstatere, at i den halve time, besøget på isbryderen havde varet, havde han modtaget lige så meget radioaktiv stråling, som under de næsten 50 år, han arbejdede på et amerikansk atomkraftværk.
