Læsetid: 1 min.

Rygere sikrer velfærds-staten

3. august 2000

Cigaretter er en god forretning for staten, viser undersøgelse

Mens sundhedsminister Sonja Mikkelsen kæmper for at begrænse antallet af rygere ved at offentligøre listen over tilsætningsstoffer i cigaretter, er hun ved at ødelægge en god forretning.
Næsten hver tredje dansker bidrager nemlig godt til statskassen ved at nægte at skodde cigaretten.
En ny undersøgelse fra DSI, Institut for Sundhedsvæsen, viser, at stat og amter tjener milliarder på rygerne. Selv om rygerne belaster sundhedssystemet ved deres øgede risiko for en lang række sygdomme, er indtægterne på tobaksafgifter og moms langt større end de totale udgifter.
"Der er et overskud i størrelsesordenen 3,9 - 5,6 milliarder kroner alt efter beregningsmetoden, når udgifter til hospitaler, pensioner og syge dagpenge er fraregnet," siger forsker Susanne Reindahl Rasmussen, der har stået i spidsen for undersøgelsen, der offentliggøres i Ugeskrift for Læger.
"Undersøgelsen opgør, hvad rygere koster staten og amterne, men den viser ikke kommunernes udgifter til f.eks. hjemmehjælp og plejehjem. Det skal vi først til at regne på, før vi kan konkludere, om rygning er en samfundsøkonomisk gevinst og ikke bare en kasseøkonomisk gevinst," siger hun til Information.
Hun er netop gået i gang at kortlægge alle de samfundsøkonomiske konsekvenser af rygning. Bl.a. om deres øgede dødelighed - 45 procent af rygerne dør inden de fylder 75 år - er en god samfundsforretning.
Noget tyder på det.
En hollandsk undersøgelse fra 1997 viser således, at de samlede sundhedsudgifter over hele livet for en ikke-ryger er 15-18 procent højere end for en ryger, fordi tidlig død sparer samfundet for udgifter til plejehjem, hospitalsophold og pensioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu