Læsetid: 3 min.

En sang om lynchning

21. august 2000

Billie Holidays 'Strange Fruit' og hendes øvrige Commodore-optagelser udgivet samlet

Ny cd
Den 20. april 1939 er Billie Holiday i grammofonstudiet i New York. Hun er netop fyldt 24 og har i fire år fået optaget plader, hvor hun er i selskab med tidens førende jazzmusikere, plader, der i mange år har været regnet blandt hendes mest betydelige.
En af de fire sange, der, sædvanen tro, skal indspilles, adskiller sig markant fra det standard-repertoire, næsten udelukkende kærlighedssange, hun ellers har benyttet. Det er en sang om en lynchning i Sydstaterne, "Strange Fruit".
Holiday har allerede vakt stor opmærksomhed med den under sit engagement på natklubben Café Society med dens blandet sort-hvide
Greenwich Village-publikum, fortrinsvis kunstnere, intellektuelle og politisk venstreorienterede. Men grammofonselskabet Columbia, som hun har kontrakt med, vil ikke udgive den, af frygt for reaktionerne i Sydstaterne.
Man er dog gået med til at afgive rettighederne til denne ene session til det lille jazzplademærke Commodore, hvis leder, Milt Gabler, er mindre ængstelig og belønnes med sin første betydelige salgssucces. For Billie Holiday bliver sangen en kunstnerisk triumf, der understreger hendes ny rolle som solosanger med akkompagnement, hvor hun fra starten af havde fungeret som musiker blandt musikere.
Fem år efter kommer Holiday igen til at indspille for Commodore.
Hendes kontrakt med Columbia er udløbet, og Gabler griber chancen for at lave yderligere 12 indspilninger med hende. Derefter arrangerer han en ny kontrakt, nu med Decca, som han også arbejder for.

En sten må græde
De ialt 16 Commodore-optagelser repræsenterer et højdepunkt i Holidays pladeproduktion, hvor hun musikalsk og vokalt endnu er på højden, men har vundet en ny dybde som tekstfortolker.
Især de fire fra 1939 er klassikere, foruden "Strange
Fruit" også den beske blues "Fine and Mellow" og de to standards, "Yesterdays" og "I Gotta Right to Sing the Blues". Hun akkompagneres indfølt af sin oktet fra Café Society med trompetisten Frank Newton og pianisten Sonny White, men er selv absolut i centrum.
De 12 fra 1944 har svagere akkompagnementer, selv om Sidney Catlett løfter gevaldigt ved trommerne. Men Eddie Heywood er affekteret som pianist og som arrangør for tre blæsere i otte af optagelserne (de sidste fire har kun klaver, bas og trommer).
Holiday er imidlertid uforstyrrelig, og "I'll Be Seeing You" er måske den mest ubærlige af hendes mange sange om tabt kærlighed; den må mindst kunne få en sten til at græde.
Alle 16 er nu for første gang samlet på én cd i ny digitale overføringer og med personlige noter af cd-produceren Orrin Keepnews.
For den forslugne Holiday-fan (og hvem er ikke det?) findes i forvejen en udgave med to cd'er, som udover de 16 oprindeligt udgivne takes rummer 29 alternative, og som også har gode noter (af Stuart Nicholson). Holidays versioner er på dette stadium ret fastlagte, så der er ikke de store variationer mellem enkelte takes, men hvor luksuriøst alligevel at kunne dvæle i f.eks. "He's Funny That Way" igennem fem Holiday-belysninger.

*Billie Holiday: The Commodore Master Takes. Verve 543.272-2

*Samme: The Complete Commodore Recordings. GRP-Universal 052.401-2 (2 cd'er)

Fakta - Historien om 'Strange Fruit'
Med Billie Holidays udgave af lynchnings-sangen "Strange
Fruit" blev et af de mørkeste kapitler i USAs historie sat i musik. En ny amerikansk bog, Billie Holiday, Café Society, and an Early Cry for Civil Rights af David Margolick (160 s. ill., 16.95 dollars. Running Press, Philadelphia) beskriver sangens historie, som går længere tilbage end til Holidays plade. Allerede i januar 1937 fik en skolelærer fra Bronx, Abel Meeropol, trykt "Strange Fruit" som digt i fagbladet The New York Teacher. Senere satte han musik til digtet, og sangen blev i det næste par år fremført ved venstrefløjsarrangementer af Meeropols kone og andre.
I begyndelsen af 1939 gav Meeropol sangen til lederen af Café Society, Barney Josephson, som gav den videre til Billie Holiday. Da hendes version udkom på plade, var Meeropols navn afløst af pseudonymet Lewis Allen.
Holiday beholdt sangen på sit repertoire, men fremførte den efterhånden sjældnere, fordi det tog så meget på hende at synge den. Abel Meeropol, som mange år senere adopterede Julius og Ethel Rosenbergs sønner, efter at forældrene var blevet henrettede som atomspioner, døde i 1986, efter at have fået Alzheimers syge i slutningen af 1970'erne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her