Læsetid: 3 min.

SF-nejsigere frygter lugten af Dansk Folkeparti

29. august 2000

Holger K. Nielsens bejlen til frygten for dansk velfærd i euro-kampagnen er alt for tæt på Dansk Folkeparti, mener en række toneangivende SF’ere

SF’s euro-kampagne er på vildspor. Den seneste uges fokus på frygten for den danske velfærdsstats fremtid, som Holger K. Nielsen har spillet på i både lørdagens interview med Information og i TV2, giver dårlig smag i munden hos en række SF’ere. De tilhører både partiets ja-, nej- og tvivlergruppe:
»Det er alt for tæt på Dansk Folkeparti. Vi kan ikke være det bekendt. Det er et dårligt, dårligt argument. Eksempler på at dansk velfærd er truet, findes jo ikke. Og efterlønnen kan vi i hvert fald ikke skyde skylden på EU for. Det er snarere Anders Fogh Rasmussen, vi skulle være bange for,« siger Margrethe Auken, der offentligt har udtrykt sin tvivl i euro-spørgsmålet, og efterlyst en vision for nej’et.

Kedelig drejning
SFU’s formand, Claus Knudsen, der er nej-siger, erklærer sig skuffet: »Det er ikke sagligt, jeg har det ikke fedt med den debat. Det er uheldigt at bruge den type argumenter. Det kommer til at handle om vores velfærd i Danmark, hvor det skulle have været Østeuropas. Det er en kedelig drejning, at SF nu taler om folkepensionen, og det er synd, hvis det her betyder, at SF i fremtiden mister sit europæiske udsyn. Det er specielt vigtigt, når vi er i en situation, hvor Dansk Folkeparti også siger nej til euroen,« siger SFU-formanden.
De to SF’ere slutter sig dermed til en lille gruppe af kri-tikere i partiet. Den brød igennem i går i Aktuelt, hvor ja-sigerne Karen Lottrup og Kirsten Auken, kaldte det »totalt populistisk og langt under SF’s værdighed at komme med den type argumenter.« Kirsten Auken mente endog, at det var i
strid med den linje, der er lagt af partiets hovedbestyrelse.

Lunde: Manipulation
Kritikken deles langt fra af alle i partiet. Jes Lunde mener at det er TV 2, der ved et kvik lille journalistisk manipulation har ville tegne det billede, at alle danske nej-sigere fra venstre til højre frygter for folkepensionen: »Det indgår slet ikke i vores kampagnemateriale. Men vi kan se et problem for velfærdsstaten på langt sigt,« siger Lunde, der understreger at SF er et sagligt og velargumenteret parti.
Også Peter Goll er fortørnet: »Holger har slet ikke sagt noget om folkepensionen. Det er den generelle tendens vi taler om velfærd som helhed, ikke specielt folkepensionen. Kirsten Auken skulle slå lidt mere koldt vand i blodet inden hun går ud med kritik,« siger Goll.

Valg-feberstemning
Margrethe Auken mener ikke, at det er afgørende, hvad Holger K. præcis har sagt om folkepensionen: »I sådan en sag har partiformanden pligt til at gå ud og tage afstand, hvis han føler sig fejlciteret. Men det har han ikke gjort, og indholdet er jo også det samme, selvom han ikke direkte nævner folkepensionen. Samtidig er tendensen jo i virkeligheden at nabolande som Tyskland kigger på vores velfærdmodel som eksempel, fordi vi har både velfærd og en dynamisk økonomi,« siger Auken, der ærgrer sig over drejningen imod en velfærds-skræmmekampagne: »Nu var SF lige ved at komme ind i en smaddergod strømning efter at Holger var ude og tale om, at vi skulle bruge den fælles EU-udenrigspolitik til at gå i mod det amerikanske NMD-raktetforsvarssystem,« sukker Auken, der stod ret alene med sin kritik på weekendens hovedbestyrelsesmøde. Hun taler om valg-feberstemning i hovedbestyrelsen: »De bliver helt vilde. Det er som at ankomme sent til et selskab, hvor man ikke har drukket med.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her