Læsetid: 4 min.

'Min sjæl er klædt i olivengrønt'

24. august 2000

Tre år efter borger-krigen mangler den tidligere partisan Hector Nolasco meget for at kunne føle sig som en del af det demokratiske Guatemala

SAN MARCOS - Det hænder, at Hector Nolasco møder sin families mordere på gaden i landsbyen El Tumbador. De har gode faste job og klarer sig godt, siger han. Selv må han nøjes med midlertidige småjob.
Så længe mordere ikke alene går frit og ustraffet rundt, men oven i købet er højt placeret på den sociale rangstige, er det svært at lægge fortiden bag sig.
"Når jeg ser dem, føler jeg kun vrede og had. Ikke andet," fortæller den 36-årige tidligere løjtnant i guerillahæren. Han tilføjer sarkas-tisk, at han så i det mindste aldrig glemmer, hvorfor han som 13-årig tog op i bjergene for at slutte sig til partisanerne: Han ville have hævn.
I dag bor Hector Nolasco med sin kone og to børn i San Marcos 30 km fra El Tumba-dor. Men han besøger ofte fødebyen. Enten for at arbejde eller for at tale med medlemmerne i den lokale afdeling af URNG, paraplyorganisationen for oprørsbevægelserne i landet, der nu er et politisk parti.
Hector viser URNG's lokale frem. Rummet er spartansk indrettet med et vakkelvornt mødebord omgivet af nogle træstole. På væggene hænger plakater med opfordringer til landarbejderne om at organisere sig og støtte URNG. Store fotos af Cubas revolutionshelt Che Guevara og øens præsident Fidel Castro vidner om, at tanken om revolution ikke er pakket helt væk.
Fysisk minder Hector dog ikke om Cubas leder. Ingen uniform, de olivengrønne bukser og jakken ligger på tredje år hjemme i klædeskabet. Intet fuldskæg, kun et velplejet overskæg og et mørkt, kortklippet hår. Og trods sine cowboystøvler skyder den spinkle eks-guerilla ikke op over 1 meter og 60 i højden.
URNG's lokale åbner sig ud mod El Tumbadors hovedgade. To ældre mænd iklædt omfangsrige cowboyhatte går forbi. Begge ejer store kaffeplantager i området og er blandt de arbejdsgivere, der nødig ansætter eks-guerillamedlemmer, fortæller Hector.

Tilflugt i bjergene
Denne eftermiddag spadserer familiens mordere dog ikke forbi på fortovet. Som 13-årig boede Hector alene med sin mor i byen. Faderen var død et par år tidligere. En eftermiddag, hvor Hector ikke var hjemme, troppede en paramilitær gruppe frem foran huset, fortæller han.
En anonym person med en hvid hætte over hovedet udpegede moderen og to onkler, der boede ved siden af, som guerillastøtter. Dødspatruljens kommandant beordrede en kontant straf eksekveret. Familien blev skudt og dræbt.
Rådvild og forældreløs så Hector kun en reel mulighed. Han sluttede sig til guerillaen for at bekæmpe militærstyret. Det næste år tilbragte han i guerillalejre i bjergene. Derefter blev han sendt i militær træningslejr på Cuba. Et år senere vendte han tilbage til Guatemala og krigen. Kort tid efter sin 16 års fødselsdag skød han for første gang et andet menneske.
Drabet står fast prentet i hukommelsen. I en træfning med militæret stod han pludselig ansigt til ansigt med en soldat. Hector reagerede hurtigst, sigtede og skød.
"Bagefter følte jeg kun lettelse. Lettelse over, at det ikke var ham, der skød mig," siger han. Om soldaten overlevede, ved han ikke. Den slags venter man ikke for at tjekke.

Et dobbeltliv
Sabotage, træfninger, dræbte venner og fjender. Krigen blev aldrig rutine, men efterhånden blev den en del af livet. Men kun en del. Under krigen mødte han også sin nuværende kone, Angelica, og levede et dobbeltliv. En tilværelse med kone og børn harmonerer ikke med et guerillaliv i bjergene. Så han fortalte Angelica og omverdenen en hvid løgn: "Jeg sagde, at jeg arbejdede for en ikke-statslig organisation, en NGO. Derfor var jeg nødt til at være hjemmefra i så lange perioder. Men det var jo på en måde sandt nok," siger han og griner.
Angelica morede sig dog ikke, da hun efter krigen fandt ud af, hvilken ikke-statslig organisation det drejede sig om. Nu har hun tilgivet ham.
I dag sover han efter eget udsagn godt om natten. Ingen mareridt, nagende tvivl eller sort samvittighed. Der var krig, og krig indebærer nødvendigvis, at man dræber fjenden - også for ikke selv at blive dræbt.
Men massakren mod hans familie var ikke krig. Det var mord, mener han.
Partisanerne har heller ikke vundet kampen for en tilværelse i fredstid, langt de fleste er uden job. Hector betragter sig selv som heldigere end mange. Han gennemførte grundskolen og kan regne, læse og skrive. Endda ret godt.
Han underviser tre gange ugentligt på et projekt rettet mod voksne, der aldrig har modtaget en ordentlig skolegang. Hector begyndte på projektet uden at få betaling, men modtager i øjeblikket nogle få hundrede kroner månedligt gennem en fond, der støtter skolen.

Efterlyser hjælp
Han efterlyser den hjælp, der blev lovet i fredsaftalen. Han ønsker grundige kurser og uddannelse til et almindeligt civilt liv som for eksempel chauffør, mekaniker eller sygeplejerske. Eller økonomisk støtte og hjælp til at åbne forretninger eller små produktionsvirksomheder.
"Vi skal genvinde, hvad vi tabte under krigen. I de år fik vi ingen uddannelse eller normal arbejdserfaring. Vi er ikke forberedt på en civil tilværelse. Vi har ikke fortjent blot at vente efter så mange år."
Hector tager scrapbogen frem. På den første side har han nedskrevet sine tanker fra krigens slutning i digtform. De sidste linier lyder:
"Nu er tiden inde til at tage uniformen af. Men min sjæl vil være klædt i olivengrønt. Indtil revolutionen."
Hector Nolasco har afleveret sit gevær til FN og klæder sig i civilt tøj. Men i dagens Guatemala er han stadig guerillasoldat.

*Søren Reinau og Thomas Aagaard er freelancejournalister

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her