Læsetid: 10 min.

Den skarpsindiges vanvid

26. august 2000

Mogens Glistrups skæbne ruller gennem 30 års danmarkshistorie. Veldokumenteret ny biografi giver anledning til at grunde over den tragedie, der begyndte som komik

De vanvittiges skarpsind. Sådan benævnte professor Paul Rubow det fænomen, at et åbenbart forrykt menneske overrumpler sine omgivelser med et skærende lynglimt af indsigt.
Mogens Glistrup legemliggør noget, der nærmest er modsat: Den skarpsindiges vanvid.
Glistrups vidtspændende begavelse, formidable hukommelse, talsans og dybt originale sprogbrug har næppe mødt sin lige i de seneste 30 års danske politik. Alene med disse evner har han kunnet fascinere tilhængere, modstandere og journalister. Men at han ligefrem har kunnet lamme dem, skyldes, at han lader sine talenter koge op i en sovs af vanvid. Ud af hans mund vælter påstande så uhyrlige, at andre folk mister orienteringen. Glistrups verden kan man ikke trænge ind i uden at blive rundtosset.
Her er vi på psykiatriens gebet: Er det en villet effekt fra hans side: Klassens akavede elev, der ved sproglige utyskestreger søger at låse opmærksomheden om sig selv? Eller den følsomme begavelse, der har gennemskuet verden og fundet, at den ikke fortjener bedre end at få holdt sit eget vrængede spejlbillede op foran sig?
Om dette sælsomme sinds vandring gennem verden har journalisten Flemming Chr. Nielsen skrevet en dragende og veldokumenteret beretning: Anarkisten - en biografi om Mogens Glistrup.
Et langt stykke ind i Glistrups karriere var han kun kendt af en snæver kreds af advokatkolleger, klienter og studerende ved hans universitetsforelæsninger i skatteret. Da han i 1957 udgav en lærebog, gjorde en af anmelderne en observation, der var en tidlig indkredsning af Glistrups egenart:
"De skatteretlige hovedregler får kun tildelt en ringe plads, og de grundlæggende lovbestemmelser citeres sjældent; derimod får undtagelser, tvivlsspørgsmål og spidsfindigheder tilmålt rigelig plads, især hvor disse giver forfatteren anledning til at sparke til lovgivning, domstole og administration."
Lærebogen, der ellers blev pænt modtaget, rummer et afsnit, der siden kom til at give ironisk genlyd i forfatterens løbebane. Det handler om straffen for skattesnyd. Den skal falde "som en økse", skrev Glistrup:
Domstolene bør "blankt forkaste forsvarerens argumenter om, at skattereglerne i deres helhed og ofte også i detailler er ganske urimelige (det burde andre straffes for), at man kommer til at slå blomstrende virksomheder i stykker, at man ikke kan lukke øjnene for, at det er ret tilfældigt, hvem der rammes, at en streng straf sikkert ofte vil stride mod 'retsfølelsen' hos måske befolkningens majoritet, og at man rammer samfundsklasser, der ikke hører til blandt det traditionelle fængselsklientel."
Ha! vil nogle sige. Dér bad Glistrup selv om den fængselsstraf, der siden overgik ham.
Nej, lyder svaret - i al fairness. For manden hævder vedholdende, at han ikke foretog skattesnyd, men kun skattetænkning, advokatens opgave. Og det er i dag ikke indlysende, at han på det punkt har uret.

Når Glistrup endte i fedtefadet, skyldes det hans løbske tunge. Hans advokatfirma blomstrede gennem 1960'erne. Dagbladet Information fik i oktober 1970 øje på, at Statstidende måtte øge sidetallet for at give plads til alle de aktieselskaber, Glistrup lod registrere - ofte med navne, der spejlede hans kreative sind: "Lyngby Paraplyudlejning" og "Grinebiderhalløjartikelimportkompagniet".
Informations observation vakte ikke umiddelbar genlyd, men journalisten Hans Bischoff huskede den, da DR-TV året efter skulle lave en udsendelse op til fristen for indlevering af de nye kildeskatte-selvangivelser, 1. februar 1971. Glistrup blev kontaktet og mødte op i studiet. Under optagelserne holdt han sig til advokatrollen og sagde intet påfaldende. Først bagefter - i kantinen - foldede han sig ud.
Ville han gentage sit fyrværkeri for rullende kamera?, spurgte journalisterne.
Oh, skæbnesvangre beslutning: Glistrup gav efter for sin indre vildmand og sagde ja.
Og så, på 112 sekunders optagelse, lød bragene. Heriblandt:
"Skattesnyderen er i dag at sammenligne med jernbanesabotøren under Besættelsen. De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job."
Nationen røg baglæns i frydblandet forargelse og slog en kolbøtte til, da Glistrup to uger senere i et radioprogram åbenbarede sin egen trækprocent: "Nul!"
Chefen for det statslige ligningsdirektorat trådte offentligt frem med dette afladsbrev:
"Om landsretssagfører Mogens Glistrups foretagender kan jeg kun sige, at de er helt legale."
Den konservative borgmester Fenneberg fra Lyngby-Tårbæk skatteråd bedyrede tilsvarende:
"Glistrups selvangivelser har været underkastet en ganske speciel, nøje undersøgelse. De virker jo noget ejendommelige, men jeg kan kun sige, at vi ikke på noget som helst tidspunkt har fundet ting, der ikke var helt legale. Jeg vil indrømme, at det er fantastisk."
Ja, mildt sagt, for så måtte selve systemet jo være vanvittigt - ganske som Glistrup hævdede. Den daværende finansminister, den konservative Poul Møller, tog sig sagen så nær, at en hjertelidelse kort efter tvang ham fra embedet - hvorpå Glistrup elskværdigt tilbød ham ansættelse.
Alle stik strøg til Glistrup, der på det tidspunkt tog afstand fra Christiansborg som fremtidig arbejdsplads - med ordene:
"En mand, der tænker egne tanker, kan næppe gå i spand med 178 andre."
Måske kunne Glistrup endnu have reddet sin pels. Han kunne have sagt, at han havde henledt offentlighedens opmærksomhed på graverende problemer, og nu ville han passe sin advokatbiks. Men nej, han havde beruset sig i mediespeed og vedblev at latterliggøre det skattesystem, der var hans levevej.
Ja, og levevej for en stor del af den danske advokatstand. Advokatrådet - vogteren af standens ry - må have følt sig svært utilpas ved den opmærksomhed, der rettedes mod de skattetryllekunster, sagførere kan formå. På grundlag af en henvendelse fra en enkelt klient, der var ængstelig for, om Glistrup havde snydt hende, indledte Advokatrådet en kollegial sag. Samtidig indberettede Advokatrådet Glistrup til Justitsministeriet for antagelige overtrædelser af aktieselskabsloven.
Her bliver det penibelt. Den normale fremgangsmåde for skattemyndighederne ville være at kigge tilbage i Glistrups selvangivelser og foretage ændringer, hvis man kunne finde en begrundelse herfor. Så var det op til Glistrup at anke ændringerne gennem skattesystemet og siden til domstolene. Sådan var hans tidligere - få - kontroverser med skattevæsenet blevet afgjort.
Men nej. Regeringen, der nu var blevet socialdemokratisk, valgte den helt usædvanlige fremgangsmåde at anmelde Glistrup til politiet - før en skattesag havde afsløret noget kriminelt.
Denne heftigt politiske beslutning blev i marts 1972 truffet på et møde mellem justitsministeren og finansministeren, hvori også deltog den ligningsdirektør, der tidligere havde blåstemplet Glistrup og hans transaktioner.
Kort efter fusede Advokatrådets egen undersøgelse ud i en kollegial bøde på sølle 2.000 kr. Men nu havde regeringen altså i mellemtiden sat kriminalrettens møllehjul til at kværne Glistrup.

Straffesagen kom til at vare i elleve pinefulde år. Retsinstanserne nåede frem til vidt forskellige afgørelser.
Byretsdommen i 1978 nøjedes med en bøde for almindeligt skattesvig: 1,5 millioner kr. plus 1,9 millioner i efterbetaling af skat, men ingen fradømmelse af advokatbestalling.
Den mildhed knustes i 1981 under Landsrettens økse: Fire års fængsel, bøde på fire millioner og fratagelse af bestallingen. I 1983 skar Højesteret fængselsstraffen ned til tre år, bøden ned til én million og efterbetalingen til 900.000. Højesteret fastholdt til gengæld fradømmelsen af bestallingen.
Hvad var Glistrups brøde? Anklagemyndigheden påstod, at hans sindrige konstruktioner af selskaber, der skød penge ud og ind af hinanden, var en ren fiktion.
Glistrups skarpe svar lød: "Den eneste fiktion i denne sag er anklagemyndighedens fiktionsteori."
Selskaberne var så reelle, som loven krævede, hævdede Glistrup: Han havde intet falsk angivet.
Byretten var enig i, at "tiltalte for skattemyndighederne har lagt alt materiale frem."
Landsretten mente derimod, der var tale om urigtige oplysninger "i et for skattevæsenet uigennemskueligt bogholderisystem".
Jovist, men hvis skattevæsenet ikke kunne gennemskue systemet, var det så Glistrups skyld - og tilmed en forbrydelse?
To højesteretsdommere fandt formildelse i Glistrups "særprægede tankegang" og "skattemyndighedernes usikre holdning".
Kort sagt: En værre gang rod, der tilmed endnu ikke har fundet sin afslutning. Den dag i dag slås den ruinerede Glistrup med skattevæsenet om afviklingen af hans endnu resterende selskaber.
Noget rart eftermæle har processen ikke fået i retshistorien. I sin doktordisputats Skatteudnyttelse fra 1989 skriver professor Jan Petersen:
"Ved en helhedsbedømmelse af sagen, dennes opkomst og gennemførelse er det vanskeligt at frigøre sig fra dens politiske undertoner."
Retssagen vævede sig ind i Danmarks historie op til vore dage, fordi den også gjorde Mogens Glistrup til partistifter.
Selv har han sidenhen hævdet, at stiftelsen af Fremskridtspartiet allerede var hans plan inden den famøse tv-udsendelse i 1971. Den påstand finder Flemming Chr. Nielsen i sin biografi ikke noget belæg for.
Tv-indslaget - det andet, dét, der blev sendt - var en impuls, Glistrup blev fanget i. I månederne derefter morede han sig med at springe mediebadut. Først da Advokatrådet tog truende skridt mod ham, begyndte han at afsøge partipolitikken som dække. Han gjorde kur til flere partier. Den konservative vælgerforening i Søllerød opstillede ham, men blev hastigt omgjort.
Senere, da regeringen havde sat politisagen i gang, gjorde Glistrup i august 1972 modtrækket at stifte sit eget parti - i restaurant Grøften i Tivoli, og med et program så grinagtigt, at journalisterne tog det for en spøg. Det lød:
"Nu går våren gennem Danmark. Fremskridtspartiet er tre sætninger: 'Kildeskatten løber løbsk. Papirvældet vokser. Paragraftyranniet kvæler det gode humør.' Intet andet." På journalisternes tirrende spørgsmål tilføjede han:
"Havregrødsautomater til afløsning af socialvæsenet."
Ha ha ha. Men grinene stivnede, da denne spøjse partidannelse efter ni måneder var oppe på 26 procents tilslutning hos Gallup. Hvabehar?
Ved valget i december 1973 holdt 16 procent ved: Det gjorde Glistrup til konge over en folketingsgruppe på 28, der i øvrigt bestod af hastigt sammenskrab og tilløb. Danmark pådrog sig international opmærksomhed.

De næste mange år vekselvirkede Folketing og retssal. Det er svært at frigøre sig for den mistanke, at Glistrup søgte en politisk position, der ville gøre det muligt for ham at få retssagen standset. Han prøvede at gøre de borgerlige møre ved at holde socialdemokraterne på magten. Han forlangte selv at blive minister. Men det kunne han jo ikke blive med retssagen kørende... Nej, netop!
En sådan studehandel kunne de borgerlige partier ikke holde til, så de måtte vandre i ørkenen, indtil Anker Jørgensen frivilligt gav op i 1982.
En uge efter højesteretsdommen i 1983 hældte Folketinget Glistrup ud - imod stemte Fremskridtspartiet, VS og fire SF'ere. Dermed var sidste vejspærring til Horserød fjernet. Glistrups suppleant, Pia Kjærsgaard, tog hans plads. Ved valget i 1984 afsonede han stadig - og blev igen smidt ud af Tinget.
Da han endelig uantastet kunne genindtage sin taburet i 1987, havde han mistet grebet om sit parti. Hans gemytlige lune var væk. Mørkere kræfter havde taget magten over Mogens Glistrup. "Muhammedanerne" var blevet genstanden for hans udfald. Det løber én koldt ned ad ryggen, når Flemming Chr. Nielsen overbevisende argumenterer for, at det var et bevidst valg, Glistrup traf under fængselsopholdet - for at genvinde sin folkeyndest.
Partifællerne fornemmede gennemslaget i Glistrups nye parole, men fandt ham for plat - og helt umulig at samarbejde med. Den fremmedangst, han havde opgravet af folkedybet, gnubbede de salonfähig - og ekskluderede ham i 1991 af partiet; hans eget parti er det ingen overdrivelse at kalde det.
Siden har vælgerne vraget Glistrup, både da han cyklede tandem med eks-kommunisten Preben Møller Hansen, og da han forsøgte sig som løsgænger.

I live er Glistrup stadig. Det viste han til overmåde sidste år, da Fremskridtspartiet - i desperate forhåbninger til hans gamle magi - ophævede eksklusionen. Han strøg i radioen med forslag om indfangning, internering og bortauktionering af unge muhammedanske piger.
Folketingsgruppen flygtede ud af partiet.
"Han er nået helt derud, hvor kragerne er gået hjem," sagde den mangeårige kampfælle Kirsten Jacobsen, og græd.
Glistrup kvitterede ved at lade dæmonen flyve:
"Om man kalder mig Messias eller djævel, er underordnet. Jeg vil i Folketinget ved at udstille mig selv som værst tænkelig."
Dertil er det kommet. Mogens Glistrup endte alligevel med at samarbejde med 'systemet' - om at knække Mogens Glistrup.
"En roman, der har forladt papiret og sat sig ud i virkeligheden." Sådan betegner Flemming Chr. Nielsen Mogens Glistrups fremtoning i Byretten. Ordene dækker Mogens Glistrups skæbneforløb gennem de sidste 30 år. Hvad der efter alt at dømme startede som et lystigt indfald i et skabende sind, er endt som en tragedie i dansk offentligt liv.
Pia Kjærsgaard er troldmandens lærling og eksperimenterer med at fortynde Glistrups hjemmebryg til under kvalmegrænsen. Andre - 'respektable' - partier forsøger sig også.
Underfundigt sammenstiller Flemming Chr. Nielsen Glistrups cocktails med Anders Fogh Rasmussens. Glistrups "den fædrelandsnyttige skattesnyder" bliver i Foghs nutidige miks til: "Sort arbejde kan være sundt oprør." Det "muhammedanerfri Danmark" gør Fogh til: "Vi må sætte låg på; grænsen for indvandring er nået."
Er sort arbejde ikke skattesnyd? Har vi ikke haft indvandrerstop i snart 30 år? I Mogens Glistrups mund er udfaldene uden omsvøb. Engang - for længe, længe siden - var de også morsommere.

*Flemming Chr. Nielsen: Anarkisten - en biografi om Mogens Glistrup. 240 s. 248 kr. Lindhart og Ringhof. Udkommer den 1. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu