Læsetid: 4 min.

Det skjulte

25. august 2000

"Vi må acceptere, at folk bærer tørklæde, hvis de i øvrigt lever op til de samme krav som alle andre medarbejdere."
Henrik Smith, administrerende direktør i Magasin.

Tørklæde eller ej - det er en privatsag. Sådan er det og kan dårligt blive anderledes i et samfund som det danske, der til hverdag reguleres af sociale kontrakter, ikke af religiøse forskrifter. Vi - det er samfundet - kan altså egentlig ikke i god tro ideologisere et praktisk spørgsmål om klædedragt, men må tværtimod indstille os på, at en del piger og kvinder både på job og uddannelsessteder af religiøse grunde vælger at dække deres hår med tørklæder.
Det er derfor glædeligt, at Magasin nu har bebudet at tage landsretsdommen til efterretning og fremover tillade tørklædebærende ansatte. Her følger man eksemplet fra en række andre virksomheder, der har fået designet nydelige hovedtøjer i virksomhedens snit og dresskode - fra McDonald's til sygehusene, hvor hygiejniske hensyn i forvejen kan tale for at dække håret (jf. sygeplejerskedragter i ældre film).
I det hele taget må man tro og håbe, at fornuften vil nyde fremme, sådan at arbejdsgivere ikke blander sig mere end fornødent i de ansattes klædedragt og andre forhold, samt at en ansat i f.eks. et parfumeri logisk nok optræder velplejet og med tørklædet smukt knyttet som demonstration af sin interesse for butikkens produkter. Ud fra det samme synspunkt - fornuftens - ville det være kedeligt, om Magasins afgørelse skulle føre til, at man i tvivlstilfælde vælger slet ikke at ansætte folk, der kunne tænkes at ville iføre sig tørklæde. Forhåbentlig vil man med et sideblik til de kommende års generelle mangel på dygtige unge mennesker indse, at det ville være uholdbart.

Kort sagt er tørklædesagen herhjemme på sin vis slet ikke en sag. Og man kan derfor sagtens få lyst til at bevæge sig mere interessante steder hen, kulturelt og debatmæssigt. F.eks. var emnet for en kulturkonference om integrationsspørgsmål i Den sorte Diamant i onsdags de værdier, der er fælles for indfødte danskere og etniske minoriteter, menneskerettigheder, demokrati og humanisme. Forud for konferencen udtalte medarrangør Mona Sheikh nemlig, at hun og andre unge muslimske kvinder er trætte af at tale om tørklæder.
Man forstår hende godt. Men måske slipper ingen af os helt for at tale om den slags håndgribelige symboler for områder, som for både danskere og etniske minoriteter er væsentlige: Frihed og fællesskab, kulturelle forandringer.
Måske også fordi tørklædet i manges øjne ikke entydigt kan tolkes som et frihedssymbol for kvinder, der selv vælger at vise deres overbevisning. Også i Danmark kan piger og kvinder befinde sig under familiært pres for at vise sig ærbare. I Tyrkiet er tørklædet, som kultursociologen Mehmet Necef skrev i Information mandag, ganske enkelt forbudt som symbol for en forhadt og undertrykkende fortid i Det osmanniske Rige. Andre steder i Mellemøsten og Nordafrika er tørklæde og slør derimod blevet ydre tegn for en personligt tilegnet religiøs overbevisning, en aktiv og legitim del af en moderne islamisk feministisk mobilisering. Herom skrev to forskere fra Socialforskningsinstituttet, Lene Kofoed Rasmussen og Connie Carøe Christiansen tirsdag. Også i Danmark oplever nogle mennesker tørklædet som et fremmedelement, som når f.eks. herboende frihedselskende iranere får gysende mindelser om det iranske præstestyres fremfærd. Også selv om de udmærket ved, at Danmark ikke er Iran og chancen for at et præstestyre skal sætte sig tungt på de dyrebart erhvervede rettigheder for kvinder og andre mennesker er meget ringe.

Men vi mÅ erkende, at forandring og gensidig tilpasning tager tid og kræver både smidighed og stålsatte viljer. Ikke mindst opleves de forandringer, som involverer intimsfæren - privat- og familieliv, mad, krop, kønsopfattelser - ofte som meget smertefulde. I historiens lys hører netop kvindernes udmarch fra hjemmet ind på samfundets scene med til disse intimsfæreforandringer, hvor mennesker let føler sig gået for nær. Det behøver vi sådan set kun studere lidt af vores egen lokale historie for at forvisse os om:
I 1874 indgav den 24-årige Nielsine Nielsen (1859-1916) ansøgning om at måtte indstille sig til studenter-eksamen med henblik på at læse medicin ved universitetet i København. Halvandet år efter - den 25. juni 1875 - tilstedte en "kgl. forordning" allernådigst kvinder ret til at blive immatrikuleret. Formentlig ville det have vakt endnu mere dramatik, hvis frk. Nielsen også nægtede at iføre sig korset samt at skjule sine ben under lange skørter og sit hår i opsat frisure, hvad hun næppe gjorde. Derimod blev hun læge - i 1885, 35 år gammel - trods mange års massiv modstand og forhånelse fra et mandligt universitært kleresi.
I dag er vi rigere - og forhåbentlig lidt klogere. Det forpligter. mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her