Læsetid: 4 min.

Et skridt frem og to tilbage

23. august 2000

Den Jyske Operas opsætning af Richard Strauss' 'Die schweigsame Frau' er skønne, spildte kræfter

Opera
I årene 1982-95 gjaldt det Richard Wagner. Den Jyske Opera opførte både Nibelungens Ring, Parsifal og Tristan og Isolde og høstede anerkendelse fra alle sider. Så sprang man et halvt århundrede og tog fat på Richard Strauss. Forrige år var det Elektra, sidste år Salome. De er begge hovedværker i ekspressionistisk opera og Strauss' mest avancerede bud på genren - oplagte emner, når man nu engang har slået sig op på en af musikhistoriens allermest revolutionære skikkelser og insisterer på at fortsætte med en af de mest konservative.
Mindre oplagt er den danske førsteopførelse af Die schweigsame Frau fra 1933-35. Under en optagelse skal Liva Weel engang have udbrudt: "Årh, jeg gider ikke stå her og forgylde deres lort!" Men dét er omtrent, hvad Den Jyske Opera gør i sin nye satsning. Spillet, sangen, dansen er overbevisende. Værket et nummer for tåbeligt. Det er opera buffo indpakket som en musical af de mest effektive. Enfold dækket af ydre glans.
Når det virker, er det, fordi værket lægger op til det lag for lag. Strauss' musik forgylder Stefan Zweigs plaprende libretto - bygget på Ben Johnsons komedie fra begyndelsen af 1600-tallet, ført op til slutningen af 1700-tallet og hos Den Jyske Opera endelig gjort helt tidløs i Else Marie Alvads storslåede scenografi. For hvordan skjuler man ellers at sidste holdbarhedsdato allerede blev overskredet engang i Oplysningstiden?
At U-bådens højteknologiske verden så giver kulissen et skær af frygtelig aktualitet og sendte mærkbare kuldegysninger gennem premiere-aftenens publikum, er lige så lykkeligt som uheldigt.
I øvrigt forgylder Strauss også sin egen musik. Den lyser af håndværk, af fornem instrumentationskunst og et enestående flair for genren. På nogle måder kan den ligefrem minde om Carl Nielsens Maskerade - i historien, sujettet, alderdommens træthed af ungdommens larm, forbindelsen til commedia dell'arte i almindelighed.
Men Nielsens opera er ofte bedre, fordi den læner sig så elegant op ad det historiske og formes så klart af mere romance-prægede ting som Fordum var der Fred i Gaden. Den slags er der ikke meget af hos Strauss. Man savner melodier og gode 'numre' i almindelighed. Og den eneste rigtige åbning mod mere tidssvarende kvaliteter ligger vel i den særlige forening af hastige modulationer og orkestrets mangfoldighed af bevægelse, der ikke mindst i
ouverturen bringer lige dele Wagner og Hindemith i erindring.

Veldrejede ensembler
Bevægende er musikken også de få - meget få! - steder, hvor den tynder ud og går i
piano. Hér vækkes straks instinkterne, pludselig er der ansatser til rigtige følelser, den ny inderlighed giver en fornemmelse af mening i galskaben. Men øjeblikke efter skuffes man alligevel. Tystheden var bare affekt, følelsen et håb. Som da Morosius går til ro efter en lang dags forviklinger, og Henrys blik følger ham på vej. Et sekund anslås dybere strenge. Fortryder han mon sine beregninger? Tænker han, at onklen går ind for at dø? Nej, dramaturgien og den spinkle tonsætning viser sig at antyde noget andet end librettoens virkelighed. Den unge mand venter kun på at kunne pleje sin lige så unge kone i fred. Og da en snorkende bundtone fra kulissen rammer bevidstheden for femte gang, er man endegyldigt tilbage i buffoens falden-på-halen.
Så tonerne lever først og fremmest i ensemblerne og de store solopræstationer, hvad publikum også forstod at honorere. Ensemblerne er uhyre veldrejede, kommer på de helt rigtige steder og synges mere end strålende i Århus. Og heldigvis er solisterne værd at krydse både to og tre broer for.
At hovedrollen vistnok var tiltænkt den sygdomsramte Aage Haugland og måtte overlades Sten Byriel, kan ingen gøre for. I mange situationer ville han også være et mere end rimeligt bytte, for han er og bliver en suveræn sanger - men som den retirerede admiral Sir Morosus med tryk på sømand er hans type bare for ung og for pæn, librettoens adjektiver rammer hele tiden ved siden af, og passer først da kroppens naturlige træthed sætter ind i dramaets tredje time.

Et værk i 2. division
Vennen der Barbier synges af selveste Bo Boje Skovhus, der fylder partiet til kanten med sit internationale format. Formentlig har opsætningen også været en af adgangsbilletterne til ham.
Skovhus kender partiet fra Statsoperaen i Wien og er altid med på at udvide operagængernes faste repertoire, Århus ville meget gerne fuldende sin Strauss-kavalkade - og vupti mødtes man på en dansk førsteopførelse af et værk i 2. division. Men Skovhus kan også forgylde, så man tilgiver det meste.
I dét selskab har Gert Henning-Jensen i sin store rolle som Morosus' nevø Henry det ikke for nemt. Alligevel står han sig ret godt, hans type passer til overmål og den lyse tenorstemme klarer sig med overraskende lethed. Noget lignende gælder sopranen Kirsten Blanck, der synger hans hustru Aminta. Sammen med Åsa Bäverstams Isotta og i nogen grad også Marianne Rørholms Carlotta runder hun klangen med en livsalig varme, så man igen husker på at Strauss var bedst til damestemmer.
En bedre sag værdig.

*Richard Strauss: Die schweigsame Frau. Opera i tre akter. Libretto: Stefan Zweig efter Ben Johnson. Medvirkende: Sten Byriel, Edith Guillaume, Bo Boje Skovhus, Gert Henning-Jensen, Kirsten Blanck, Åsa Bäverstam, Marianne Rørholm m.fl. Den Jyske Operas kor. Udvidet Aarhus Symfoniorkester. Iscenesættelse: Troels Kold. Scenografi og kostumer: Else Marie Alvad. Lysdesign: Ib Asp. Musikalsk ledelse: Michael Boder. Spiller desuden 24., 26., 29. og 31. aug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu