Læsetid: 5 min.

Skyld uskyld og Skjern å

5. august 2000

Radio & tv
Man taler hvert år om de små, der skal i skole for første gang, og glemmer, at der er mange gange flere, der vender tilbage til skolen efter ferien. Jeg mindes stadig lugten af de nyferniserede gulve og de rene svabere i gymnastiksalen, som først efter et par ugers brug kom til at stinke af sved, som de ville gøre det resten af skoleåret.
Men stærkest husker jeg de utrolig sorte, jomfruelige tavler, der så ud, som om de aldrig havde stået i forhold til et stykke kridt. En streg på tavlen, og den havde tabt sin mødom indtil næste sommerferie, hvor den ville blive retableret, ligesom mange brasilianske unge piger, hvis de har råd til det, får deres uskyld retableret lige inden brylluppet.
Jeg har ladet mig fortælle, og det skal såmænd nok passe, at de største ejendomme på Copacabana ejes af gynækologer, der tjener deres penge på disse retableringer.
Hjemkommet efter syv ugers bortrejse og fravær fra fjernsyn og radio, hvis man lige ser bort fra lidt VM-fodbold, lidt Tour de France og en smule Wimbledon, er det som at vende tilbage til den renvaskede tavle. Med ængstelse trykker man på startknappen for at se skærmen miste sin opsparede uskyld.
Hvad er så det første, man ramler ind i? Tour de Post Danmark. Ovenpå de smukke helikopterbilleder fra Pyrenæerne og duellerne mellem Lance og Marco kan man ikke undgå at føle det som lidt af et antiklimaks. Og skal jeg være helt ærlig, ville jeg foretrække, at det halvprivatiserede danske brev- og pakkeomdelingsfirma koncentrerede sine kræfter om at strømline selskabet, så forsendelserne forslagsvis nåede frem på et tidspunkt, der lå blot en smule nærmere afsendelsestidspunktet.
I disse begejstringstider for vort foregangsfædreland må det måske også være tilladt at pege på, at i de større byer i Frankrig er der tre (tre!) postombæringer om dagen. Og mens vi er ved det foregående: kunne man ikke overveje enten at indføre selvklæbende frimærker (som man har det i Frankrig) eller i det mindste skaffe en bedre smag på klistret, pernod f. eks., eller cognac. Folk kunne gå hen og få smag for at slikke frimærker, hvorved korrespondancen og kontakten mellem mennesker ville vokse til erstatning for noget af den isolation, det meget fjernsynskiggeri har ført med sig. De fleste er jo rentud blevet afhængige af at glo på de skærme.

Erstatning for tv-kiggeri
Nu kan de så på skærmene opleve, at folk i Amerika, Norge og Danmark føler sig forulempede af diverse tobaksfabrikanter, der, uden at rygerne vidste af det, har gjort dem afhængige af tobak i en sådan grad, at de har taget skade af det. Så vent nu bare: Inden længe ser vi den første seer, der anlægger sag mod tv-stationerne, fordi han føler, at de uden, at han vidste af det, har gjort ham afhængig af fjernsynskiggeri i en sådan grad, at han har taget skade af det. 'I har fordummet mig', vil han med en vis ret kunne påstå, 'og det vil jeg have erstatning for. Jeg kræver mindst Den Store Encyklopædi fra Gyldendal, i særindbinding!' Mange vil følge efter, og det vil måske ende med et uventet opsving i folkeoplysningen.
Det er dog også muligt, at dommerne i de kommende retssager mod tv-stationer og tobaksfabrikanter vil sige til klagerne: 'Hvis I ikke vidste, at overdreven indtagelse af et hvilket som helst nydelsesmiddel har skadelige bivirkninger, så er det fordi I har sovet i timen, og det er der ingen tilgivelse for.' Det ville naturligvis være synd for Gyldendal, men sådan kommer det nok heller ikke til at gå.
Jeg har ikke så stor tiltro til dommere, navnlig ikke efter jeg så denne uges Udefra. Tyge Pedersen berettede hårrejsende om hvordan det, i det mindste i USA, ikke er nok at man er uskyldig. Man kan også komme ud for, at man skal bevise, at man er det.
Roy Criner fra Montgomery County var sytten år i 1986, da han en dag pralede over for et par kammerater med, at han havde forført en ukendt pige. Til uheld for ham blev en ukendt ung pige fundet voldtaget og myrdet i nabolaget netop i de dage. Intet konkret pegede på, at Roy kunne være den skyldige. Men en jury dømte ham til 99 år bag tremmer på basis af hans pralerier.
Siden er DNA-teknikken så kommet til. Roy Criner fik foretaget en DNA-test, der viste, at det ikke var hans sæd, man havde fundet på den dræbte pige. Men i statsadvokatens øjne var det ikke godt nok, så han fik lavet endnu en DNA-test - med samme resultat. Så blev statsadvokaten spurgt:
- Nu har Deres laboratorium også vist, at sæden man fandt, ikke er Roys. Hvad så?
"Så er det ikke hans."
- Hvad vil De gøre ved det?"
"Ingenting, men det er ikke hans."
- Men han er stadig i fængsel
"Han er stadig i fængsel, ja."
- Skal han blive der?
Statsadvokaten, med et stort smil: "Ja!"
Udsendselsen bragte en stribe eksempler på, at det juridiske anklager- og dommersystem beskytter sig selv mod konstatering af fejltagelser i en sådan grad, at det ser mildest talt kriminelt ud. En rystende udsendelse.

Langsom tilvænning
Hvad kan vi så bruge det til, udover at føle forargelsens søde kløe over tilstandene i et andet land? Jo, vi kunne for eksempel erindre os selv om, at vort herlige foregangsfædreland er det enste land i Europa, hvor anklagere, dommere, politi og fængselsvæsen hører under det samme ministerium. Hvilket da også er nødvendigt, for at en statsadvokat kan slippe godt fra offentligt at udtale om en spionsigtet, man netop har frafaldet tiltale imod, at han nok alligevel er skyldig!
Der var ikke meget andet at gå efter på skærmen, syntes jeg, og da jeg endnu ikke rigtig var vænnet til efter ferien, fandt jeg det fornuftigst at fare frem med lempe. Så jeg slog mig i stedet på radioens Program 1.
Vi har det her i huset med Program 1 som med fisk: Vi skal nyde begge dele, så længe vi har dem. Til min store fornøjelse var onsdag aften spækket med gode udsendelser. En om Hamsun og Mysterier, hvori man for en sjælden gang hørte den gamle selv komme med sine fatale politiske udtalelser. Flere om dansk litteratur, især en om de glade, eller hvad de nu var, halvfjerdser. Lene Bredsdorff havde hæklet et smukt tæppe sammen i en blanding af oplæsning og statements fra folk som Vita Andersen, Dea Trier Mørch, Dan Turèll, Kristen Bjørnkjær og Suzanne Brøgger. Den rene nostalgi. Herligt, at der ikke var billeder på.
Da jeg torsdag lukkede op for de forskellige nyhedsprogrammer var der ikke et ord om Pinochets endelige tab af immunitet. Bortset altså fra tekst-tv. Så sådan set var det på sin plads, at den for tiden så aktuelle guvernør Bush, som skider på om folk, der skal henrettes, er skyldige eller ej, fik halvt så megen omtale som en ko, der skider i Skjern å. Det manglede også bare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her