Læsetid: 2 min.

Smagning i det fri

5. august 2000

Til næsen
Vinskribenter er ofte udsat for misundelse. Nogle gange med rette - andre gange med urette.
De, der tror, at det er et erhverv fuld af gratis glæder og fornøjelser, rejser og morskab, antager ligeledes, at vinskribenter så må være nogle vennesæle og joviale typer, der lever det muntre liv med sig selv og hinanden.
Intet kunne være mere forkert. Standen er tværtimod blandt kendere berygtet for nid, nag, misundelse og bagtalelse.
Men nu er just Deres vinredaktør et yderst omgængeligt menneske, når han selv skal sige det. Jeg er da også i den heldige situation, at jeg er på venskabelig fod med indtil flere af mine kolleger/konkurrenter.

Et par af dem arbejder for et mere ressourcestærkt foretagende end herværende, og de havde sat en temasmagning i værk i haven til den enes pompøse villa på det mondæne Frederiksberg.
Øvelsen gik ud på at smage sig igennem godt en snes oversøiske vine på druen Sauvignon Blanc, og de havde inviteret mig til at sidde ind og give mit besyv med.
Foruden de to herrer og mig var også en kvindelige bromatolog og gærekspert med trænede smagsløg tilsagt.
Det var en af denne sommers mere tilforladelige eftermiddage, og vi bænkede os under skyggefulde træer med lidt brød, lidt ost, postevand, vinglas og en proptrækker. Græsplænen fungerede som spytbakke.
Hvis De falder over den avis, der havde foranstaltet smagningen, vil De finde resultatet med pointgivning og hele den tyrkiske musik. Utvivlsomt gedigen forbrugervejledning, men som snyltegæst skal jeg afholde mig fra også at snylte på resultaterne.

Blot nogle ord om Sauvignon Blanc som sådan. Det er en sprød, syrerig og aromatisk drue, som for tiden oplever en voksende popularitet blandt hvidvinsdrikkere, som er ved at blive lidt trætte af Chardonnay, Chardonnay, Chardonnay.
Vine på Sauvignon Blanc virker som regel livlige og forfriskende, og er ofte et
ideelt valg til fiskeretter. De store klassikere på Sauvignon Blanc kommer fra Loire - tænk blot på navne som Pouily Fumé og Sancerre.
Ligesom navnebroderen Cabernet Sauvignon stammer den antagelig fra Bordeaux -og som Cabernet Sauvignon har den vist sig egnet til at gro og give flotte vine ganske langt 'hjemmefra'.
Marlborough-området i New Zealand er blevet det nye Mekka for Sauvignon Blanc.
Vinene herfra er mere "frugtige", ja ofte næsten parfumerede - men også tit meget flotte. De klarede sig fortræffeligt i vores smagning, ligesom heldige eksemplarer fra Sydafrika gjorde sig bemærket.
Til gengæld synes Sauvignon Blanc (endnu?) ikke at give de helt vellykkede resultater i Chile. Og det er en skam, for just Chile som vinnation kunne godt bruge nogle alternativer til Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Blandt fordommene mod vinskribenter er, at de er en flok kvartalkoholikere, der ikke kan smage noget som helst, og som er (mindst) lige så uenige som fagøkonomer.
Skulle De lide under den fordom, kunne jeg have ønsket, at De havde været med hin eftermiddag. Det er faktisk forbløffende, hvor enige i kvalitetsbedømmelsen, en flok erfarne smagere kan være. Vi gav points fra 0 til 20, og det hørte til sjældenhederne, at der var mere end ét eller til nød to points forskel på højeste og laveste karakter til den enkelte vin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her