Læsetid: 3 min.

De spildte livs historie

25. august 2000

Tómas Gislasons dokumentarfilm om Arne Munch-Petersens skæbne i Sovjetunionen har allerede udløst masser af presseomtale og flere priser - i dag er den biograf-aktuel

Ny film
Når det uniformerede russiske herrekor toner frem i starten af Tómas Gislasons dokumentarfilm om Arne Munch-Petersens skæbne i Sovjetunionen, sitrer det frydefuldt i de små nakkehår og skaber en forventning om melodrama. Og når det samme kor halvanden time senere runder filmen af, presser tårerne sig på i vrede og smerte over de grusomheder, den russiske melankoli dækker over.
Mellem disse to punkter ligger en kompleks og følelsesladet filmisk rejse med mange lag og afstikkere. En konkret rejse til arkiverne i nutidens Rusland med Ole Sohn som guide. En dokumentarisk rejse tilbage til Stalins Sovjet i 30'rne, hvor kommunister fra hele verden, også fra Danmark, valfartede til, optændte af idealisme og tro på fremtiden. Og en metaforisk rejse ind i et grænseområde mellem mytologi, forestillinger og antydninger.
Med Den højeste straf har Tómas Gislason skabt et usædvanligt filmisk værk, der forener medrivende og forførende elementer med formelle træk, der sprænger sig fri af den traditionelle dokumentarismes normer.

Larsens løgn
Filmen tager afsæt i historien om den unge danske kommunist, Arne Munch-Petersen, som i 30'rne rejste til Moskva og siden forsvandt sporløst. I Danmark fik
Munch-Petersens hustru, Elna Hiort Lorentzen, i starten af 50'erne via DKP-lederen Axel Larsen en tåget forklaring om, at hun nok ikke skulle forvente at se sin mand igen.
Selv om Axel Larsen på det tidspunkt var bekendt med, at Munch-Petersen var død efter års mishandling og tortur i sovjetisk fangeskab, levede Elna Hiort Lorentzen helt op til Murens fald med et håb om at se sin mand igen. Det var først, da Ole Sohn som den første udlænding i 1991 fik adgang til KBG's arkiver, at sandheden om Stalin-tiden begyndte at komme frem i lyset.
Gislason følger i slutningen af 90'erne Sohn på en ny rejse til Rusland, hvor arkiverne endevendes endnu en gang - så vidt det nu lader sig gøre i det stadig noget rigide russiske system - og her blotlægges ikke blot Munch-Petersens skæbne, men også historien om en dansk sømand, Claus Jensen, som ligeledes i 30'rne blev hvirvlet ind i Sovjetmagtens kafkaske mareridt.

Frække effekter
Udover anvendelsen af elementer fra grafisk layout i billedopbygningen er det væsentligste nyskabende træk ved Den højeste straf den frækhed, der præger brugen af arkivfilm og sammenblandingen af skæbner og historiske perioder.
Snarere end at dokumentere går filmen efter paralleller og stemninger. Eksemplarisk dokumentarisme, kunne man kalde det. Tilfældige stikord udløser flashes af arkivfilm, der antyder fortidens rumsteren under overfladen i nutidens Rusland. En tilfældig arrestation på gaden i Moskva, der ikke har noget med filmens fortælling at gøre, bliver en antydning af, at 'ikke meget har ændret sig'. Og i mangel af arkivbilleder af Munch-Petersens ophold i Butyrka fængslet lader man en anden tidligere fange gense sin gamle celle og dvæler ved hans reaktioner.
Selv om nogle af disse effekter kunne afvises som manipulation, fungerer de fleste af dem godt, og faktisk er det i sidehistorierne, at nogle af filmens mest gribende øjeblikke findes. Det er her, dybden af den russiske tragedie i glimt trækker stolen væk under publikum. Ikke mindst i interview-sekvenserne med den russiske historiker Lev Razgon, der mistede hele sin familie under Stalins udrensninger.
Razgon fremstiller mødet mellem Sovjetmagten og de udenlandske kommunister som et voldsomt kultursammenstød og fortæller, at de naive udlændinge reelt blev betragtet som statsfjender, og at deres skæbne var beseglet på forhånd.

Uanfægtelig Sohn
Hvad man i højere grad kan sætte spørgsmålstegn ved, er Ole Sohns sært uanfægtelige fremtoning i filmen. At den tidligere DKP-leder er dybt engageret i Sovjetunionens historie og de to danskeres forsvinden, kan der ikke herske tvivl om. Men man kan undre sig over, at uhyrlighederne trods alt ikke fører til en højere grad af selvransagelse og opgør med fortiden. Hvis dette er tilfældet, fremgår det i hvert fald ikke af filmen.
Tómas Gislasons film har allerede to priser i bagagen her på premieredagen, den første fra Balticum festivalen i forsommeren og den anden som bedste danske dokumentarfilm på den nys afsluttede Odense Film Festival.
Opmærksomheden er fortjent. Den højeste straf er i dansk sammenhæng en ganske enestående dokumentarfilm. Ikke et fejlfrit værk, men en stimulerende og anfægtende film, der bør ses.

*Den højeste straf. Instr: Tómas Gislason. Baseret på materiale af Ole Sohn. 90 min. Distr.: Det Danske Filminstitut. (Park og Vester Vov Vov i København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her