Den giftige alge Pfiesteria er verdensmester i forvandlingens kunst. I lang tid kan den flyde harmløst rundt på USA's østkyst, men pludselig går den til angreb på både fisk og mennesker
Dræberalge
Millioner af døde fisk, forskere med hukommelsestab og fiskere, der besvimer. Alt sammen på grund af en mikroskopisk alge.
Det lyder som opskriften på en amerikansk film, men det er den grumme virkelighed. Også i Danmark risikerer vi at stifte bekendtskab med den giftige alge, som man endnu kun har set i vandet ved den amerikanske østkyst.
Den hedder Pfiesteria piscicida, og den kan finde på at omdanne sig til en flagellat og angribe både fisk og mennesker. Når de er døde, tager den sig af retterne ved at omdanne sig til en amøbe.
Et utal af alger
Danmark skal nu deltage i en verdensomspændende undersøgelse af denne alge. Det er Danmarks Fiskeriundersøgelser, der skal tage prøver, og hvis den viser sig at være her, har vi fået en meget interessant, men også temmelig skræmmende alge på listen over potentielt giftige alger i de danske farvande.
Giftige alger er bestemt ikke ukendte i Danmark. Hvert år blomstrer et utal af ugiftige, men også potentielt giftige, blågrønalger op i Østersøen, og igen i år har man fundet Nodularia, som kan være giftig.
Allerede i maj var der en stor opblomstring af potentielt giftige alger i Vesterhavet. Her var det fiskedræberen Chatonella, der i en blanding af andre alger lå i en flere kilometer bred bræmme langs vestkysten. I slutningen af juni drev store skumbræmmer af alger ind til den jyske vestkyst, hvor måger vaklede rundt indsmurt i det fedtede skum. Den skumdannende alge Phaeocystis er ugiftig, men sammen med den fandt man den potentielt giftige kiselalge Pseudo-nitzschia. Imidlertid var der ingen tegn på kiselalgens nervegift denne gang.
Fiskedræberen
Pfiesteria piscicida er dog en helt speciel skabning. Tab af korttidshukommelse, mistet evne til at tænke, hovedpine og astmatisk vejrtrækning er blot noget af det, forskere og fiskere har været igennem i forbindelse med opblomstringer af denne mikroskopiske dinoflagellat.
Artsbetegnelsen Pfiesteria kommer fra forskeren Louis Pfiester, og slægtsnavnet piscicida betyder fiskedræber.
Dinoflagellater er mikroskopiske planktonorganismer. Omkring halvdelen af dem ernærer sig ligesom planter af solens lys og CO2, mens resten lever som dyr ved at græsse på andre alger, eller ved at æde byttedyr. En stor del af de giftige alger, forskere kender i dag, er dinoflagellater. Det gælder også her i Danmark, hvor muslingefiskere hvert år må stoppe fiskeriet i Limfjorden og de østjyske fjorde på grund af arterne Dinophysis acuminata og Alexandrium tamarense.
Men den nyopdagede Pfiesteria piscicida er en af de dinoflagellater, der lever som et dyr. Den kan både græsse på alger og æder dyr. Og det specielle ved Pfiesteria er, at den ikke holder sig til dyr mindre end den selv: Den lever også af større dyr - meget større dyr.
Jævnligt er Pfiesteria årsag til fiskedød i millionvis på USA's østkyst. Ikke mindst fra det store Albemarle-Pamlico område i North Carolina, hvor man i 1991 skovlede en milliard fisk væk fra kysterne - og hvor fiskedød generelt er et meget velkendt fænomen. Albemarle-Pamlico er et lavvandet område, som man normalt kalder et estuarie, dvs. hvor flod og hav mødes. Undersøgelser af Pfiesteria viser, at den kan leve ved et bredt spektrum af temperaturer og saltholdighed (salinitet), men at den vokser bedst ved en saltholdighed på omkring 15 promille (hvilket svarer til saltholdigheden mange steder i de indre danske farvande) og en temperatur på omkring 21 grader. Og så skal den have rigeligt med næringsstoffer.
Forvandlingskunst
Pfiesteria er en mester i forvandling. Indtil videre har forskerne fundet 24 forskellige stadier i dens livscyklus. Dens størrelse kan variere mellem 4 og 450 mikrometer (en mikrometer er en tusindedel millimeter). Det er store forskelle, som svarer til forskellen på et spædbarn og en stor tyr.
Som cyste eller hvilecelle kan Pfiesteria i lang tid ligge på bunden uden at have brug for noget. Det meste af tiden er Pfiesteria ikke giftig. Men svømmer en stime fisk hen over et område, hvor cyster ligger begravet, kan der ske besynderlige ting.
Cysterne skifter form til giftige dinoflagellater med de karakteristiske panserplader og flageller. Det er fiske-stimens slim og affaldsstoffer, som cysterne reagerer på. Når flagellaterne bevæger sig op til fiskene begynder en speciel kamp. Fiskene svømmer forvirrede rundt, snapper efter luft, og får store sår på kroppen. En fisker kunne fortælle, at han så fisk med ribbet skelethale svømme forvildede rundt i stimen. Til sidst ligger fiskene, sandsynligvis kvalte, med bugen i vejret og sår på kroppen.
Når fiskene dør ændrer Pfiesteria form igen. Denne gang til en stor amøbe, der æder fiskeligene.
Forskerne kender også en form, hvor Pfiesteria ligner andet planteplankton: Den leger plante ved at låne grønkorn til fotosyntese fra alger, den har ædt.
Syge forskere
JoAnn Burkholder er den forsker, der har fundet og beskrevet Pfiesteria. Hun mener, at der er tale om en nervegift, der først sløver fiskene, hvorefter deres nervesystem påvirkes yderligere. Giftstoffet er endnu ikke beskrevet, men dets effekt kender JoAnn Burkholder fra første hånd.
Hun selv og flere forskere fra hendes laboratorium blev syge af at arbejde med de giftige dinoflagellater.
I hendes laboratorium blev den giftige Pfiesteria dyrket i store akvarier. Ikke alene var vandet i akvarierne giftigt, men også luften var fyldt med giften. Ved arbejdet med algen indåndede Burkholder giften og fik stærke mavesmerter, kramper i musklerne, tabte korttidshukommelsen og mistede evnen til at tænke klart. Først efter en uge væk fra akvarierne kunne hun igen tænke, men immunforsvaret, mener hun, er stadig påvirket.
Værre endnu var det for hendes nære medarbejder, Howard Glasgow, som tilbragte megen tid i laboratoriet. Han besvimede en dag og endte med at få et massivt hukommelsestab. Det tog tre måneder at lære at læse igen - og her, syv år efter, får han stadig tilbagefald.
Medicinsk ved man ikke meget om giften. Forskerne har mistanke om, at man er særligt følsom, hvis man først har været i kontakt med store doser af giften. Nye forsøg viser, at rotter, som har været udsat for Pfiesteria-gifte, får sværere ved at huske og lære at finde vej i labyrinter.
Mange fiskere og andre mennesker, der lever af og i flodområder, hvor Pfiesteria dræber fisk, har oplevet at miste orienteringen, kaste op og besvime, når de sejlede hen over bestemte områder. Efterhånden kender fiskerne, hvad de kalder døde områder, og undgår dem. Fiskedød forbundet med Pfiesteria kan vare i seks til otte uger. Fiskerne kan også fortælle om spøgelsesagtige skyer i vandet, hvor døde fisk flyder rundt. Forskerne mistænker skyerne for at være opblomstringer af Pfiesteria.
Jagten på mere viden
Den nyeste forskning viser, at giftige Pfiesteria i laboratoriet bliver ugiftige, hvis de over en længere periode (to til fire måneder) holdes i live med alger som føde. Og de forbliver ugiftige selvom man smider frisk fisk i akvariet.
Fiskedød i forbindelse med Pfiesteria har været mest voldsom i North Carolina, hvilket skyldes de specielle forhold. Estuariet dér er lavvandet - omkring et par meter dybt. Vandet er stillestående og bliver dårlig nok udskiftet, og det er ekstremt næringsrigt. Omkring estuariet er der nemlig spild fra store svinefarme, kyllingeproduktion og udledning fra mange mennesker (og generelt temmelig dårlig rensning af det, der lukkes ud).
Men til trods for de ideelle betingelser i North Carolina er JoAnn Burkholder ikke i tvivl om, at Pfiesteria eller lignende organismer eksisterer andre steder i verden. Der er rig mulighed for spredning. Australske forskere har fundet andre alger, der danner hvilecyster i verdensomsejlende skibes ballastvand. Og forskerne mener, at ballastvand kan være med til at sprede levende organismer vidt omkring.
Jagten på algen
Også Danmark bliver nu involveret i jagten på den spøgelsesagtige organisme. Forskningslaboratoriet i North Carolina har udviklet en molekylær-probe med et stykke af Pfiesterias DNA, som de sender verden rundt for at undersøge, om Pfiesteria findes i andre farvande. Proben er en hurtig, omend upræcis, metode til at finde ud af, om Pfiesteria er udbredt i verdenshavene eller ej. Viser der sig spor af dinoflagellaten, kan man senere lave mere præcise undersøgelser under mikroskop. Endnu har man ikke fundet Pfiesteria i Europa, men det kan hænge sammen med, at den er temmelig vanskelig at identificere, hvis man ikke kender den i forvejen.
I løbet af de næste måneder får vi måske svar på, om vi også i Danmark skal til at bekymre os om fiskedræberen med de mange ansigter.
*Mere om Pfiesteria på: www.pfiesteria.org
