Læsetid: 2 min.

Sportsfolk

11. august 2000

Michael Laudrup
*Den assisterende landstræner kan opleves på fodboldbanen i aften på Genforeningspladsen i København, hvor han sammen med bl.a Elkjær, Povlsen, Olsen og Sivebæk spiller for DBU mod Boldklubben Union. Der er tale om old-boys kamp.

Eva Fjellerup
*Eftersom hun ikke er med ved OL, er den moderne femkæmper desværre fraværende, når der i morgen er mulighed for fotosessions med det danske OL-hold i Idrættens Hus i Brøndby. Vi må derfor nøjes med busstopstederne

Tømrer
*Der er brug for at få hamret til den, hvis Danmark skal vende glideturen ned ad FIFA's verdensrangliste. Silkeborgs Henrik "Tømrer" Pedersen er derfor blevet udtaget til landsholdet mod Færøerne.

Mogens Laursen
*"Det ville være en falliterklæring at sætte mig på sådan et hold." Sådan sagde FC Midtjyllands Superliga topscorer forud for onsdagens landsholds-udtagelse. Laursen slap med skrækken og blev 'kun' udtaget til U21-landsholdet. Tillykke til realisten.

Dick Advocaat
*Endnu en realist: "Med al respekt for Herfølge så har vi et bedre hold, og det viste vi," sagde Glasgow Rangers' hollandske manager efter 3-0 sejren over de danske mestre. Jo tak, vi var nogle, der bemærkede forskellen.

Per Bjerregaard
*Brøndby-formanden erkender, at klubbens Champions League chancer er elendige efter 0-2 nederlaget til Hamburger SV. Bjerregaard udtaler imidlertid, at "man også kan tjene penge i UEFA-Cup'en"

Stig Tøfting
*Hvis ellers han snart får tilkæmpet sig en fast plads på Hamburger SV er plæneklipperen én ud af fire danskere i den tyske bundesliga, der i dag har sæsonpræmiere.

Vitor Baia
*I Barcelona går det godt. Det katalanske storhold køber og sælger spillere i et væk - og nu har klubbens ledelse besluttet sig for at give den portugisiske landsholdsmålmand, Vitor Baia, væk. Barcelona har fem målmænd på lønningslisten, og giver derfor Baia fri transfer.

Olivia Newton-John
*Den australske sangerinde, der vel huskes bedst fra fortiden og Grease, vender hjem til Australien fra domicilet i L.A. den 15. september, fordi hun og landsmanden John Farnham skal optræde ved åbningsceremonien ved OL i Sydney.

Kristian Pless
*Den kommende mand i dansk tennis har fået et wild card til OL i Sydney, efter at den 19-årige Pless fornylig vandt en talent-turnering i Budapest.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her