Læsetid: 5 min.

Sproget og hjernen

29. august 2000

Sproget er udviklet af den menneskelige bevidstheds evne til at fortælle historier, hævder Mark Turner i ’Den litterære bevidsthed’

Ny bog
Mark Turner er en af hovedmændene i den humanvidenskabelige strømning, der kaldes »kognitiv semantik« eller blot kognitivisme. Nu foreligger en af hans vigtigste bøger, Den litterære bevidsthed, på dansk.
Kognitionsforskningen er en tværfaglig teoretisk retning, der på baggrund af den biologiske evolutionsteori og neurobiologien søger at kortlægge menneskets måde at danne og forstå betydninger.
Traditionelt har betydningsdannelse været en sag for filosoffer, litteraturteoretikere og semiotikere. Kognitivisterne dumper ned et sted midt imellem humanvidenskab og ’blød’ naturvidenskab; de fænomener, de studerer, er menneskelige frembringelser såsom sproglige ytringer og billeder, men deres mål er at opnå indsigt i hvordan den menneskelige hjerne virker, og hvordan mennesket som art adskiller sig fra andre biologiske arter.

Bevidsthedens grundlag
Ideen er, at sprog, kunst, litteratur, filosofi osv. må kunne forklares på et neurobiologisk grundlag – som resultatet af processer i hjernen. I første omgang fører dette til et spørgsmål om hvordan mennesket skaber, oplever og forstår betydning.
For at forstå den foregående sætning må De, kære læser, forstå ordet ’fører’ (’ét spørgsmål fører til et andet’) i analogi til Deres forståelse af den fysiske, rumlige handling ’at føre’ (’at føre nogen over vejen’). Dermed opretter De en mental forbindelse mellem to spørgsmål, som låner sin struktur fra den rumlige aktivitet ’at føre’.
Normalt ville vi sige, at vi erhverver denne kompetence i det omfang, vi lærer at betjene os af et sprog. Men ifølge Mark Turner forholder det sig helt omvendt. Det gælder om at vise, at sådanne færdigheder stammer fra en basal egenskab ved hjernen: Den er i stand til at tænke i ligheder, eller i parabler.
’At føre’ udtrykker basalt set en bevægelse i rummet: nogen fører noget fra punkt A til punkt B. Alligevel kan vi sige, at ’ét spørgsmål fører til et andet’, selvom der ikke er tale om en rumlig bevægelse, og selvom ’et spørgsmål’ ret beset slet ikke er i stand til at ’føre’ noget som helst – spørgsmål har ikke vilje, fysisk eksistens osv.
Mark Turner hævder nu, at denne simple operation i virkeligheden er hele grundlaget for vores bevidsthed. Den er selve den måde, vores hjerne uophørligt arbejder på. Vi udtrykker komplekse eller abstrakte sammenhænge ved at ’omformulere’ dem til små fortællinger, hvor ’nogen gør noget ved noget’.
Det er evnen til at skabe disse små fortællinger, der har gjort mennesket til den dominerende art på Jorden. Og det er den samme evne, der er nøglen til sprogets oprindelse.

Litterær bevidsthed
At den menneskelige bevidsthed evner at tænke i parabler, analogier og metaforer betyder for Mark Turner, at den er litterær. Dette har intet med litteraturen at gøre; det betyder blot, at hjernen i sin grundlæggende struktur er kreativ, fantasifuld, fabulerende.
Ifølge Turner har man ’i årtusinder’ fejlagtigt ment, at disse grundlæggende, mentale mekanismer hørte hjemme i litteraturen – og det er denne fejl, han forsøger at rette ved at beskrive bevidstheden overhovedet som ’litterær’.
Her må man være villig til at omstille sig, for en sådan brug af ordet ’litterær’ strækker det langt ud over dets normale betydning.
Littera betyder ’bogstav’, og litteratur henviser derfor først og fremmest til sproglige ytringer, der ikke er talte, men skrevne. Men for Turner er ’den sproglige bevidsthed (…) en konsekvens og en underkategori af den litterære bevidsthed’ – og så er tingene jo vendt om i forhold til vores normale begrebsbrug. I øvrigt må man spørge, om man virkelig ’altid’ har anset kreativiteten for hjemmehørende i litteraturen (eller kunsten) alene, eller om tankegangen ikke snarere hører hjemme i en specifikt romantisk horisont. Den indsigt, at ethvert sprog – også dagligsproget – er gennemsyret af metaforik, har været vidt udbredt i årevis i den moderne metaforteori.
I det hele taget er Turners bog præget af en vis uvilje til at anerkende de forgængere, der ikke lige hører til blandt kognitivisterne. Mange af problemstillingerne og pointerne er velkendte fra den kontinentale filosofi, fra fænomenologien, hermeneutikken og forskellige typer kantianisme, ligesom der er indlysende forbindelser til den semiotiske strukturalisme.
Til gengæld bidrager fraværet af referencer og historisk selvrefleksion unægtelig til den usædvanlige klarhed og lethed, der udmærker Den litterære bevidsthed. Der er en ungdommelig, pionér-agtig stemning over den, en vilje til at se på gamle problemer med nye øjne, og netop følelsen af frihed i forhold til de gamle filosofier har utvivlsomt medvirket til kognitivismens gennemslagskraft og succes.
Desuden er det nemmere at få forskningsmidler, når man hævder at bevæge sig i ukendt terræn.

Hvordan, ikke hvad
Det afgørende er, at teoriens genstand ikke er sproget, men bevidstheden. Mens denne distinktion er af mindre betydning, så længe Turner analyserer sproglige eksempler af samme type som ’ét spørgsmål fører til et andet’, slår den igennem for fuld kraft i bogens sidste kapitel, hvor han udkaster sin teori om sprogets oprindelse.
’Grammatikken er parablens tjener’ – dvs. evnen til at fortælle små historier og overføre dem fra ét område til et andet er den grundlæggende evne, hvor ud fra grammatiske systemer fødes. Den nøjere gennemgang af den måde, hvorpå dette kunne tænkes at ske, er bogens højdepunkt.
Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, hvad teorien ikke udtaler sig om – nemlig de fænomener, den tager som eksempler. Det kan være fristende at tro, at man har ’forklaret’ eller ’forstået’ et kunstværk, en sætning, et billede eller en anden menneskelig frembringelse, når man har påvist de strukturer, der genererer dets betydning. Men en sådan teori udtaler sig alene om hvordan fænomenet har betydning og hvordan vi forstår det, ikke hvad det betyder, og hvad vi forstår.
Fænomenernes individualitet og historiske sammenhæng forsvinder, og alting bliver til det samme – nemlig til endnu et eksempel, der bekræfter teorien om, hvordan hjernen arbejder. Derfor er der altid en risiko for at sådanne teorier bliver til ’teorier om alting’. Erfaringsmæssigt bliver denne risiko – indlysende nok – større, jo mere teorien populariseres.
Og kognitivismen er allerede populær. Med denne bog vil den vokse sig endnu større i Danmark.

Medrivende
Den litterære bevidsthed er spændende, medrivende læsning. Den udmærker sig som sagt ved at være overordentligt klart skrevet, fuld af eksempler (ikke mindst fra litteraturen), i det hele taget langt mere pædagogisk end man er vant til på det vanskelige marked for humanvidenskabelig teori. Den samme kvalitet har været medvirkende til at gøre flere andre bøger fra kognitivistisk hold til universitetsklassikere.
Hvad oversættelsen angår må man bemærke et enkelt terminologisk valg, der fremstår uheldigt: skellet mellem story og history er opløst, idet de begge – for det meste – oversættes med ’historie’. Dette er en helt unødvendig udviskning af et klart og entydigt skel, al den stund man fint kan udtrykke det på dansk ved at skelne mellem fortælling og historie. Når ordet fortælling så alligevel dukker op rundt omkring som oversættelse af story er forvirringen total.

*Mark Turner: Den litterære bevidsthed. På dansk ved Kristian Ditlev Jensen og Tom Havemann. 256 s., 298 kr. P. Haase & Søn. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her