Læsetid: 5 min.

'Min stemme gør ingen forskel'

4. august 2000

Farvede ansigter vinder stadig mere frem i Amerika, og republikanerne prøver nu at nå disse stemmer. Men de mødes med skepsis
i de fattige kvarterer i Philadelphia

PHILADELPHIA - "Colin Powell! Ah ha, republikanerne bad ham selvfølgelig om at holde en tale på partikongressen for at tiltrække vores opmærksomhed. Den går
ikke. Hvorfor sætter Bush først charmeoffensiven over for sorte i gang nu? Hvad med resten af året ? Hvorfor ikke stille op med en politiker, der kan skaffe os flere og bedre job?"
Darryll er en høj afro-amerikansk herre med sorte firkantede briller og krøllede bakkenbarter. Siden december sidste år har han bestyret 27th. Street Café i North Philly, - et deprimerende beskidt og fattigt sort kvarter 10 minutters bilkørsel nord for Philadelphias downtown, hvor 2.000 fortrinsvis hvide republikanske delegerede er indkvarteret på hoteller.
Hertil er den amerikanske økonomis hæsblæsende vækst tilsyneladende aldrig nået. Gamle og unge sidder foran faldefærdige bygninger i den ubehageligt fugtige aftenvarme og indsnuser duften fra affald, som beboerne enten har smidt ud af vinduet eller byens renovationsvogne har 'glemt' at hente. Narkomisbrug og kriminalitet hører naturligvis til dagens og nattens orden.
"Hvilket mærke er din bil," spørger barbestyreren Darryll. "Hvilket år? Nå ok, så kan du godt lade den stå udenfor. Men lad nu være med at køre rundt på må og få i kvarteret. Det er for farligt."
Traditionelt vier republikanske præsidentkandidater ikke megen tid og ressourcer på at tiltrække vælgere fra mindretalsgrupper som sorte og 'hispanics' - indvandrere fra de Karaibiske øer og Latinamerika. Mellem 1972 og 1996 vandt republikanske kandidater aldrig støtte fra mere end 18 procent af USA's sorte vælgere. Ronald Reagan fik ni procent i 1984, Robert Dole 12 procent i 1996.
Hvor lille en plads, mindretal indtager i det republikanske parti, fremgår af den etniske sammensætning på partikongressen i Philadelphia. Kun fire procent af de delegerede er sorte, tre procent er hispanics. Eftersom farvede ansigter i fremtiden vil vinde mere og mere frem i Amerika, skal republikanerne nødvendigvis spille ud med et politisk program, der kan tiltrække 20-25 procent af disse stemmer for at vinde Det Hvide Hus og bevare kontrollen i Kongressen to kamre.
Det har Texas-guvernør George W. Bush sat sig for i denne valgkamp. På kongressens første to dage så man næsten udelukkende sorte og 'latinske' politikere på podiet i hallen. I det særlige vindue reserveret til en times tv-dækning hver aften på de store landsdækkende stationer har den sorte krigshelt Colin Powell og Bush' førende udenrigspolitiske rådgiver, en sort kvinde ved navn Condoleeza Rice, søgt at forsikre seerne om, at det republikanske parti er åbent for alle racer. Utvivlsomt scorer det nogle goodwill points hos sorte vælgere, der føler sig skuffet over, at præsident Bill Clinton og hans makker Al Gore ikke helt har levet op til deres forventninger. Især må det have givet pote, da Colin Powell mod slutningen af sin tale mandag aften skældte ud på sine partifæller.
"Jeg ved, at guvernør Bush er indstillet på at arbejde hårdt for at bringe flere sorte vælgere ind i vort parti. Vores base bliver nødt til at følge hans lederskab og ikke kun under valgkampen. Vi må lytte til og tale med alle lederne
i mindretalssamfundene," sagde den pensionerede general.
Herefter satte Powell prikken over i'et med følgende bebrejdelse: "Vi bliver nødt til at forstå den kyniske holdning, som er udbredt i den sorte befolkning og som kommer til udtryk, når nogle i vores parti højlydt fordømmer positiv særbehandling, der har skaffet et par tusinde sorte børn en uddannelse. Og så hører man næppe en klynken, når vi giver positiv særbehandling til lobbyister, der får ændret skattelovgivningen til fordel for særinteresser."
Colin Powells pointe gjorde virkelig ondt. Klapsalverne i salen var spredte, ikke taktfaste.
På baren i North Philly har de hørt om Powells tale, men den gjorde ikke stort indtryk.
"De tror, de kan suge os til sig ved at placere Powell på podiet. Men hvad med de millioner af dollar, republikanerne har ødslet væk under kongressen? Kunne de ikke være gået til de hjemløse? Jeg ved, hvad der vil ske, hvis jeg kaster en stemme på republikanerne. Efter valget glemmer de alle løfterne," konstaterer Darryll.
Nu er det ikke, fordi gæsterne på værtshuset mener, at demokraterne er bedre.
"Det gør ikke nogen forskel om jeg stemmer eller ej," siger Meme, en kvinde midt i 30'erne, mor til tre børn og gift med en politibetjent.
Meme, der spiller billard, har bitre erfaringer med amerikansk demokrati. I 1980, stemte hun på Reagan.
"Jeg syntes, han havde ret i sin kritik af welfare queens (enlige mødre, der bliver afhængig af socialhjælp, red). Reagan foreslog at skaffe dem uddannelse og jobs. Det er jeg enig i. Kun nødlidende folk med et ægte behov bør være på bistand."
Meme blev dybt skuffet.
"Så snart Reagan vandt, glemte han alt om sine løfter."
Siden har hun ikke stemt under valg til Kongressen og Det Hvide Hus. Sidste gang hun stemte, var på den sorte demokrat Wilson Goode, da han vandt borgmesterposten i Philadelphia. Det blev imidlertid også en skuffelse. Alligevel er der håb forude. Både Darryll og Meme udtrykker vilje til at stemme på en præsidentkandidat, som aflægger besøg i deres kvarter.
"Lad dem komme her og se, hvordan vi lever. Hvis de lover hjælp til at reparere boliger, gader, bygge legepladser og skaffe flere arbejdspladser, stemmer jeg på dem - uanset om det er Bush, Gore, en sort, en hvid eller en blå kandidat," bebuder Darryll.
Alligevel er stemningen resigneret. Kun få i kvarteret agter at stemme til november. Selv om der findes ledige jobs, tildeles farvede som regel de lavest lønnede, og mulighed for avancement og højere løn undslipper dem ofte. Darryll havde f.eks. arbejdet som bestyrer på en gasfabrik i 21 år, da ledelsen pludselig ansatte en hvid ingenør og bad Darryll om at undervise ham i sin egen stilling.
"Ingenøren fik en bedre løn, og jeg skulle blive siddende i en mindre betydningsfuld stilling. Det var under min stolthed at fortsætte."
Siden december sidste år har han arbejdet som barbestyrer. Memes børn er i skolealderen. Hun vil gerne tilbage og arbejde for det rengøringsselskab, hun var ansat i før i tiden.
"Jeg kommer kun til at tjene mindstelønnen, men det er da i hvert fald en start," bemærker hun sørgmuntert.
Meme vil blot have en chance. "Måske mine børn kan få en bedre uddannelse og avancere."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu