Clinton er ved at skabe sig et eftermæle, som den der forkludrede det amerikanske folks valg af forsvar - over for en trussel, der sandsynligvis er imaginær
Udefra
LONDON - George W. Bush og hans republikanske prætorianergarde af konservative politikere (hvoraf mange af fejhed unddrog sig militærtjeneste i Vietnam) har bragt den demokratiske præsidentkandiat Al Gore i defensiven i spørgsmålet om Det Nationale Missilforsvar (NMD).
Hensigten er med alle midler at få Gore til at virke svag i forsvarsspørgsmål, selv om det indebærer, at USA ensidigt bryder en international traktat og risikerer at drive russerne tilbage i deres koldkrigsbunker.
Forvrøvlet ide
Ideen om missilforsvaret bygger på den mere og mere forvrøvlede forestilling om, at en 'slyngelstat' (et udtryk, der dog ifølge en autoritet som selveste udenrigsminister Madeleine Albright ikke længere er politisk korrekt) vil affyre atomraketter mod Alaska eller endda det nordlige Californien.
Derved skulle angriberen angiveligt opnå en politisk fordel, som en kuffertbombe i en bagageboks på Grand Central Station i New York ikke kunne afstedkomme.
Det er ikke så sært, at selv de ellers så trofaste briter, der har gjort det til en vane aldrig at sætte spørgsmålstegn ved USA's forsvarspolitik, er begyndt at lufte deres tvivl.
Ved et af den journalistiske professions luner er jeg kommet i besiddelse af en rapport, som er blevet overvejet på højeste niveau i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.
Den gør det klart, at der findes et alternativ, som gør det hele ganske unødvendigt. Dette alternativ har oven i købet den fordel, at det ikke vil neutralisere Kinas strategiske gengældelseskapacitet og dermed ikke indirekte udløse et destabiliserende atomkapløb mellem Kina og Indien.
Årsagen til, at denne rapport ikke er blevet drøftet åbent, er måske, at dens anbefalinger i forbløffende grad ligner det forslag, Ruslands præsident Vladimir Putin fremsatte for nylig.
Alternativet er der
Der er tale om et Airborne Boost-Phase Defence (luftbårent forsvar i affyringsfasen) - hvilket i almindeligt sprogbrug betyder, at man kan nedskyde de fjendtlige missiler, når de bliver affyret, i stedet for at vente, til de er lige ved at nå deres mål.
Løfteraketter er ikke svære at spore. De er mere sårbare og lettere at ramme end indkommende sprænghoveder, og hele historien - sprænghoveder såvel som attrapper - kan rammes med et enkelt skud.
Pentagon har allerede indrømmet, at det kan blive et problem at skelne mellem attrapper og rigtige missiler. Med et forsvar af den art, der omales i rapporten, vil den slags vildledning blive sværere, for ikke at sige umulig.
Dertil kommer, at det kun behøver at dække fjendens territorium i stedet for alle de områder i USA, der kan tænkes at være truet.
Systemet vil kun være effektivt over for småstater som Nordkorea eller Irak - ikke store lande som Rusland eller Kina med deres interkontinentale missilstyrker. Det betyder, at det ikke vil ændre ved status quo - et afgørende politisk hensyn for dem, der sætter pris på strategisk stabilitet.
Hvordan fungerer dette system så? Det er ifølge rapporten baseret på et hurtigt missil med en lille kinetisk 'dræberraket', som tiltrækkes af løfterakettens infrarøde stråler. Hvis det drejer sig om Nordkorea, kan de luftbårne raketter placeres over internationalt farvand i Det Japanske Hav på kampfly eller ubemandede luftfartøjer.
Den 80 sider lange videnskabelige og strategiske argumentation for denne plan er knastør læsning for en lægmand som jeg.
Bedre og billigere
Men noget springer lige i øjnene: For det første vil det sandsynligvis fungere bedre end det påtænkte system, som endnu ikke har bevist sin duelighed. For det andet er det meget billigere. Og for det tredje vil det ikke fremkalde russiske eller kinesiske reaktioner, der kan undergrave USA's sikkerhed på længere sigt.
Det rejser det politiske spørgsmål, hvorfor Clinton-administrationen har fremstillet sådanne tanker som rent russisk-inspirerede, når dens egne rådgivere arbejder med tilsvarende ideer? Og hvorfor har man ikke opmuntret til en offentlig debat, som det har været tilfældet med det dyre, farligt destabiliserende og formentlig ubrugelige NMD?
Derudover kan man også spørge, hvorfor Clinton fremturer med at binde sig til det nationale missilforsvar, når han har opnået så meget med sit kreative diplomati over for Nordkorea, når det amerikansk-ledede nedrustningsprogram i Irak forekommer at have været effektivt, og når enhver amerikansk general udmærket godt ved, at det bedste forsvar mod 'slyngelstater' er USA's gengældelseslkapacitet?
Forpasset chance
Der er faktisk kun ét svar: at Clinton er blevet skræmt af de gamle koldkrigere, som nu har grupperet sig omkring den republikanske præsidentkandidat. Clinton-administrationen har ingen selvstændig forsvarspolitik og har derfor kapituleret over for højrefløjens offensiv.
Siden Den Kolde Krig tog sin begyndelse, har ingen amerikansk administration gjort så lidt for at fremme våbenkontrol. Clinton har forpasset sin store historiske chance for at samarbejde om en virkelig effektiv atomnedrustning med den gamle fjende, Rusland - trods opmuntrende toner fra en velorienteret opinion, lige fra en tidligere forsvarsminister til en tidligere chef for de amerikanske strategiske atomstyrker.
Det er en fejl, der nærmer sig en krigsforbrydelse. At Clinton vil gå over i historien med det eftermæle, at han forkludrede det amerikanske folks valg af forsvar - ganske vist over for en trussel, der sandsynligvis er imaginær - overgår enhver forstand.
Det er ganske enkelt fejhed, og i en anden tidsalder ville han være blevet skudt på stedet.
*Jonathan Power er britisk journalist med speciale i internationale forhold
Oversat af Birgit Ibsen
