Læsetid: 6 min.

Succes kan være dyrekøbt

21. august 2000

Jo dygtigere man bliver til at transplantere fra dyr til mennesker, desto større er risikoen for, at der opstår nye sygdomme hos mennesker. Men det holder ikke forskerne tilbage

Transplantation
For få dage siden kom grisen Xena til verden. Det særlige ved Xena er, at hun er blevet skabt ved hjælp af kloning. Målet for de japanske forskere, som står bag Xena, er at frembringe grise, hvis organer ligner menneskelige organer så meget, at de kan levere organer til transplantationer på mennesker.
Det er ikke første gang, det lykkedes for forskere at klone en gris. Den 5. marts i år kom de første fem grisekloninger til verden. De blev skabt af det samme firma, som skabte fåret Dolly, The Roslin Institute. Formålet med at skabe disse grise var ligesom for de japanske forskere at frembringe grise med organer, der er egnede til at transplantere til mennesker.
Transplantation af levende biologisk væv fra en art til en anden kaldes også xenotransplantation. Det kan være transplantation af enkeltceller, grupper af celler eller hele organer.
Før man kan transplantere organer fra grise til mennesker, skal man imidlertid finde metoder til at overvinde forskelle mellem grises og menneskers immunsystem. Den største barriere er, at mennesker bærer rundt på antistoffer mod et bestemt sukkerstof, alfa-galaktose, som findes på overfladen af de fleste andre pattedyrs celler. Alfa-galaktose findes også på overfladen af griseceller, og man ser det som den vigtigste årsag til, at der i dag foregår en såkaldt hyperakut afstødning, hvor det fremmede organ øjeblikkeligt genkendes som fjendtligt og i løbet af meget kort tid ødelægges og afstødes, når man prøver at transplantere det.

Stor risiko
For at undgå denne afstødning, har forskerne på The Roslin Institute i mange år forsøgt at fremstille såkaldte transgene grise.
Det er grise, som får tilført menneskelige gener gennem gensplejsning. Nu hvor det er lykkedes at klone grise, behøver man blot at få succes med at fremstille en enkelt gris med organer, som ikke bliver afstødt. Resten kan man klone sig til.
I sidste uge meddelte firmaet bag forskerne i The Roslin Institute imidlertid, at de ville standse projektet med at fremstille transgene grise øjeblikkeligt.
Begrundelsen er, at den samfundsmæssige risiko ved at transplantere organer fra transgene grise til mennesker er for stor.
Den vurdering er Peter Collignon, professor i smitsomme sygdomme og mikrobiologi ved Canberra University i Australien, enig i. Han har i mange år holdt øje med forskningen inden for xenotransplantation, og han så helst, at den stoppede øjeblikkeligt.
"Risikoen er alt for stor, og konsekvenserne kan blive uoverskuelige," siger han til Information.
Han frygter, ligesom mange andre forskere, som beskæftiger sig med området, at xenotransplantation kan betyde, at der opstår helt nye smitsomme sygdomme blandt mennesker.
Det skyldes, at der ved transplantation fra dyr til mennesker er risiko for, at der samtidig overføres vira eller anlæg for vira, som kan fremkalde nye sygdomme blandt mennesker.
Hiv menes af stadig flere forskere at være et eksempel fra nyere tid på en virus, som er vandret fra dyr til mennesker. Et andet eksempel er den verdensomfattende spanske syge fra 1918-19, som kostede omkring 20 millioner mennesker livet og menes at være kommet fra grise.
I foråret sidste år udbrød desuden en epidemi af dødelig hjernebetændelse i Malaysia, 100 kilometer fra hovedstaden Kuala Lumpur. Sygdommen blev fremkaldt af et virus, som de lokale grise var bærere af, og som siden har fået navnet Nipah-virus.

Succes er farlig
Selv om man kan kontrollere en eventuel donorgris for farlige vira, kan man kun kontrollere den for de vira, man i forvejen kender til, og man opdager hele tiden nye vira. Samtidig er virus kendt for at kunne ændre deres evne til at fremkalde smitsomme sygdomme - deres virulens.
Nogle aber bærer f.eks. på et virus, beslægtet med herpes simplex, der giver dem sår, men ikke andet. I mennesker fremkalder dette virus imidlertid en særlig ondartet hjernehindebetændelse.
Forskerne hæfter en særlig opmærksomhed ved de såkaldte endogene retrovira. Det er rester af vira, som gennem evolutionen har aflejret sig i alle pattedyrs gener. De fremkalder ikke sygdomme i deres normale værter, men de kan gøre det, hvis de - for eksempel gennem xenotransplantation - kommer i tæt kontakt med en anden dyreart.
Man kender i dag til fire grupper af retrovirus hos grise, men der kan være flere, man ikke kender til. To af de fire grupper har vist sig i stand til at danne virus, og de dannede vira har i laboratorieforsøg vist sig at kunne trænge ind i menneskeceller.
Dilemmaet ved xenotransplantation er, at enhver fremgang med at fremstille transgene grise betyder en større risiko for, at der bliver overført sygdomme fra donordyret til modtageren, påpeger Peter Collignon.
"Jo mere succesfuld man er med at foretage genetiske ændringer på grisene, så deres organer kommer til at ligne menneskers, jo sværere har immunsystemet ved at genkende virus som fremmed, og det betyder, at der er en langt større risiko for overførsel af sygdomme," siger han.

Mange forsøg
Foreløbig er transplantation af hele organer fra transgene grise ikke en realistisk mulighed. Men der foregår mange andre forsøg med xenotransplantation verden over. Langt den største del af forskningen koncentrerer sig om forsøg med at transplantere grupper af celler fra dyr til mennesker, men der har også været forsøg med transplantation af hele organer, som dog ikke har været gensplejsede.
Der er eksempler fra Sverige - som sammen med USA og England anses for at være førende inden for xenotransplantation - hvor 10 diabetespatienter i begyndelsen af 1990'erne gennemgik transplantation med insulinproducerende celle-øer, som var blevet isoleret på grisefostre. Lignende forsøg er blevet foretaget på New Zealand.
I Kina har man foretaget transplantationer med væv fra bugspytkirtler fra kalve- og svinefostre på et større antal patienter, men resultaterne er ikke rapporteret internationalt, og i Rusland har man transplanteret celle-øer fra bugspytkirtler hos kaniner. Man kender på nuværende tidspunkt ikke mere til resultatet af dette forsøg.
Selv om risikoen for overførsel af sygdomme ved sådanne forsøg, hvor man transplanterer grupper af celler fra dyr til mennesker, er mindre, end hvis man transplanterer hele organer, er der dog stadig en risiko ved at udføre forsøgene, vurderer Peter Collignon.

Stor efterspørgsel
Inden forskerne på The Roslin Institute forleden standsede forskningen i udviklingen af transgene grise, var deres bud, at den første gris ville være klar til at levere organer til mennesker om fire år.
Det er ikke alle forskere, der er enige med dem i, at det er en realistisk tidshorisont. Selv når det lykkes at undgå den hyperakutte afstødning, kan der opstå mange nye problemer med at transplantere organer fra grise til mennesker.
Der er imidlertid en stor tilskyndelse for andre forskere til at fortsætte arbejdet med at udvikle transgene grise. Der er på verdensplan stor mangel på organer, og den økonomiske gevinst ved at kunne tilbyde organer fra grise vil være enorm.
Denne organmangel er særlig stor i lande som grisen Xenas hjemland Japan, hvor man af religiøse årsager stort set aldrig anvender organer fra nyligt afdøde mennesker.

Teknologirådet har netop gjort status over den internationale udvikling samt givet en vurdering af de risici, som er forbundet med de forskellige former for xenotransplantation. Det kan findes på www.tekno.dk

Fakta - Ingen regler i Danmark
*En lang række lande har indført retningslinjer for forsøg med xenotransplantation, men selv om Europarådet har anbefalet sine medlemslande at vedtage retningslinjer på området, findes der i Danmark ingen lovgivning, som retter sig specifikt mod xenotransplantation.
Som loven er i dag, skal forsøg med xenotransplantation igennem de normale godkendelsesprocedurer for medicinske forsøg, men der er i dansk lovgivning intet, der forhindrer, at en læge forsøger sig med en eksperimentel behandling - som f.eks. brug af dyreceller eller organer på en patient - hvis lægen skønner, at det giver patienten en bedre chance for at overleve.
Selv om der kan være en risiko for, at patienter, som modtager et implantat fra dyr, udvikler smitsomme sygdomme, har myndighederne i dag ikke mulighed for at sikre sig, at patienterne overvåges. Selv om patienterne ideelt set skulle overvåges i årtier, bygger kontrollen på frivillighed fra patientens side.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her