Rahat Nusrat Fateh Ali Khan var et medrivende vokalt centrum i et populært anlagt varieté-show
Koncert
I 1988 opdagede den engelske rockmusiker Peter Gabriel den dengang 40-årige pakistanske sanger Nusrat Fateh Ali Khan og skabte interesse i Vesten for Khan og hans qawwali-musik. Efter at Khan døde som kun 48-årig i 1997, er hans lederskab inden for traditionen blevet overtaget af hans brorsøn og elev, Rahat Nusrat Fateh Ali Khan, der også har overtaget ledelsen af onklens gruppe, hans Party.
Tirsdag kunne man i København stifte bekendtskab med de ti pakistanske musikere, en usædvanlig chance, som et meget stort antal danskere og pakistanere benyttede sig af. Koncerten var givetvis også et af de mest spændende tilbud under Images of the World-festivalen, men den var ikke uden problemer.
Qawwali er i sin oprindelse religiøs musik med nær tilknytning til sufi-mystikken, hvis ekstatiske udtryk er et afgørende træk. Uden et nøjere kendskab til qawwali-traditionen og uden at forstå de tekster, der er en væsentlig del af denne vokale musik, er det sin sag at vurdere den musik, som Rahat N.F.A.K. og hans party præsenterede os for tirsdag aften. Alligevel vover jeg den formodning, at der var tale om en mere folkelig, sekulær form for qawwali, måske med særligt hensyn til, at der var tale om et overvejende dansk publikum.
Forenklet og -grovet
Selv med forbehold for andre adfærdsmønstre i sufi-traditionen finder jeg det vanskeligt at tro, at den udbredte øldrikning og rygning, der fandt sted i Spejlteltet, kunne stemme overens med sufi-idealer. Og i forhold til, hvad jeg har hørt af indspilninger med Nusrat F.A.K., var - hvad der var nok så afgørende - musikken påfaldende forenklet.
Det skyldtes ikke mindst, at forstærkningen forgrovede virkemidlerne. De fire unge musikere i party'ets anden række blev derfor alt for dominerende med deres håndklappen, som desuden var rytmisk unødigt ensformig, og noget tilsvarende gjaldt de to hånd-trommeslagere, som var anbragt midt i anden række. Også de to musikere midt for i første række fik deres harmonium-instrumenter gengivet à la kæmpeharmonikaer, skønt de har en rent akkompagnerende funktion.
Derimod kunne Rahat N.F.A.K.s sang være særdeles medrivende, især når han kom rigtigt i gang og udfoldede sig i ekstatiske arabesker med voldsomme rytmiske udladninger, ledsaget af hurtige, rykvise arm- og håndbevægelser, og med ekspressive hæsfarvninger af stemmen, som man f.eks. kender det fra afro-amerikansk tradition. Også den vekselvise duetsang af Rahat osv. og skiftende partnere fra første geled, hvoraf den ældste vist nok var hans far, kunne være meget intens.
Men når alle meldte sig til fællessang, også de fire unge håndklappere, gik der lidt for meget varieté i foretagendet for min smag, understreget af den evindeligt roterende spejlglaskuppel i loftet.
*Rahat Nusrat Fateh Ali Khan & Party i Spejlteltet tirsdag
